Nettet strammes om det mørke stof

Observationer er ikke entydige, og eksperimenter har hidtil været uden afgørende resultat. Alligevel forventer dansk astrofysiker, at vi snart får fastslået naturen af mørkt stof.

Gennem 80 år har astronomer og astrofysikere været på jagt efter en forklaring på de store mængder af mørkt stof, som de er overbeviste om, at universet indeholder.

En lang række observationer tyder på, at der er rundt regnet fem gange så meget af det mørke stof som af det almindeligt kendte stof i form af protoner, neutroner og elektroner.

Fysikerne har endnu ikke styr på, hvad det mørke stof består af, og hvordan de skal passe det ind i modellerne for de velkendte stof-partikler.

Observationer af universet og veltilrettelagte eksperimenter på Jorden har ikke givet noget entydigt svar på dissse spørgsmål. En række astronomer har tilmed for ganske nylig overraskende offentliggjort en analyse, der viser, at der ikke skulle være noget mørkt stof i den del af Mælkevejen, hvor Jorden befinder sig - stik mod de flestes forestillinger.

Alligevel er lektor Kristian Pedersen fra Dark Cosmology Center ved Niels Bohr Institutet og leder af Københavns Universitets tværgående Space Science Center optimistisk:

»Inden for to-tre år ved vi, om stoffet findes i form af såkaldte neutralinoer. Hvis det ikke er tilfældet, må vi klø os i hovedet,« siger han.

Neutralinoen er en af de mulige kandidater, fysikerne arbejder med, til at være en partikel, der udelukkende vekselvirker med almindeligt stof gennem tyngdekraften.

Kristian Pedersen mener i øvrigt, at forskerne, der skrev artiklen om, at de ikke kunne finde mørkt stof i Jordens omegn, har strammet konklusionen mere, end det kan retfærdiggøres. Under alle omstændigheder bygger konklusionen på en række antagelser, som kan diskuteres.

Det må være der

Det første spørgsmål, man kan stille, er: Hvorfor er astrofysikerne så rimeligt sikre på, at mørkt stof findes, når de endnu ikke står med en partikel i hånden - hvilket må betragtes som det ultimative bevis.

I 1932 konkluderede den hollandske astronom Jan Oordt ud fra målinger af stjerners rotationshastigheder omkring Mælkevejens centrum, at stjerner blev påvirket af tyngdekraften fra usynligt stof.

Året efter observerede den schweiziske astronom Fritz Zwicky, at det samme var tilfældet for galaksers rotation i galaksehobe.

Det mørke stof er også påvist via den effekt, hvorved det som en gravitationel linse påvirker lyset, vi kan observere fra stjerner eller galakser.

Der er således mange observationer, der bekræfter, at al materie i universet består af 83 pct. ukendt, mørkt stof og kun 17 pct. almindeligt, synligt stof. Den israelske fysiker Mordehai Milgrom lancerede dog i 1983 en alternativ forklaring på galaksers og stjerners rotationshastighed.

Milgroms forslag bestod i en mindre modifikation af Newtons love, så de virkede forskelligt på korte og lange afstande, hvorfor teorien fik navnet MOND for Modified Newtonian Dynamics.

»Men da MOND har svært ved at forklare både stjerners rotationshastigheder og galaksers bevægelse i galaksehobe, er teorien nu stort set dømt ude,« siger Kristian Pedersen.

En neutralino pr. knytnæve

Det næste naturlige spørgsmål drejer sig om, hvad det mørke stof består af.

Kan det være neutrinoer, som bl.a. dannes ved fusionsprocesserne i stjerner, og som besidder en lille masse?

»Neutrinoer klumper for lidt, til at de kan danne basis for dannelsen af galakser. Derfor kan man udelukke dem som en hovedbestanddel af det mørke stof,« siger Kristian Pedersen.

Astrofysikerne har tre velbegrundede kandidater:

Den første - og den, som Kristian Pedersen som nævnt hælder mest til - er, at mørkt stof består af neutralinoer. Neutralinoen er den letteste af de supersymmetriske partikler, som visse partikelfysikere formoder findes som en slags pendant til de sædvanlige partikler, vi allerede kender fra fysikernes såkaldte standardmodel.

Hvis supersymmetriske partikler eksisterer, så burde de blive fundet ved forsøgene ved Large Hadron Collider (LHC) ved Cern.

De foreløbige resultater fra Cern er dog ikke umiddelbart positive over for eksistensen af supersymmetriske partikler, men det er endnu for tidligt at afvise deres eksistens.

En anden kandidat kunne være sterile neutrinoer, der er en hypotetisk form for neutrinoer, som er anderledes end de kendte neutrinoer, der allerede er afvist som kandidater til mørkt stof.

»Men observationer har næsten udelukket sterile neutrinoer,« siger Kristian Pedersen.

Den tredje kandidat kunne være en axion, som blev foreslået i 1977 til at løse et problem inden for partikelfysikken, men som forskerne i øvrigt aldrig har set et spor af endnu.

Så længe mysteriet ikke er løst, kalder man i mangel af bedre derfor partiklerne af mørkt stof for weakly interactive massive particles eller blot WIMP's.

En WIMP formodes at være 20-100 gange tungere end protonen. Kristian Pedersen forklarer, at det bedste bud er, at der i et område på størrelse med en knyttet næve er én WIMP.

Milliarder af disse partikler vil passere gennem et menneskes krop hvert sekund, men i løbet af et år vil kun cirka ti af disse ramme en atomkerne.

Der er derfor kun ganske lidt mørkt stof i vores umiddelbare nærhed i sammenligning med almindeligt stof. Men når man adderer det hele, er der i Mælkevejen omkring 10 gange så meget mørkt stof som almindeligt stof.

Tre ting skal passe sammen

Hvordan får vi løst mysteriet om det mørke stof, er det tredje umiddelbare spørgsmål, man kan stille.

»Det skal ske ved kombination af observationer, eksperimenter og computersimuleringer, men i sidste ende skal vi finde en partikel,« siger Kristian Pedersen.

Han har store forventninger til Nasas satellit Fermi, der måler gammastråling, som bl.a. kan komme fra henfald af mørkt stof.

»Målingerne passer meget godt med, at der findes mørkt stof i Mælkevejens centrum, men der kan også være andre forklaringer. Det vil derfor være mere spændende, hvis Fermi kan observere gammastråling fra klumper af mørkt stof omkring Mælkevejen, som vi formoder, det er tilfældet ud fra vore computerberegninger af galaksedannelse,« siger Kristian Pedersen.

Lykkes det ikke med Fermi vil det måske være muligt med den europæiske satellit Euclid.

Satellitten, der efter planen skal opsendes i 2019, skal nøje kortlægge det halve af himlen med henblik på både at studere mørkt stof og mørk energi. Forskere ved Københavns Universitet og DTU deltager i Euclid-projektet.

En række eksperimenter på Jorden søger samtidig i specialbyggede detektorer at finde tegn på, at partikler af mørkt stof i sjældne tilfælde kolliderer med almindeligt stof.

Der findes eksperimenter, der indikerer eksistensen af partikler af mørkt stof, men uden at målingerne endnu kan tages til indtægt for en endelig konklusion.

Meget tyder dog nu på, at vi nærmer os tidspunktet, hvor det mørke stof for alvor vil komme frem i lyset.

Kommentarer (19)

Relativistisk Modstand mod Bevægelse

Lad os sige at Solsystemet netop nu passerede et sort hul i retning af Skorpionen, i en afstand af X lysår.

Vi sender en sonde ud af solsystemet mod kurs mod hullet, mens vi selv forsætter omkring galaksen.

Hvor hurtigt ville sonden accelerer ind mod hullet?
Der ville være masse af tid, - ville den uhindret nå hastigheden c ?

Nej selvfølgelig ville den ikke det, fordi det ville kræve uendelig energi.

Det var bare for at gøre en kort historie lang at jeg skrev det, - jeg kunne lige så godt have skrevet, kort og godt, - vi ved skam godt at der kræves mere og mere energi for at opnå en stadig ringere hastighedstilvækst.

Med andre ord, sonden ville kun opnå en begrænset hastighed, derefter ville det sorte hul ikke kunne magte at accelerere den yderligere, - ganske enkelt fordi hullets tyngdeacceleration ikke er tilstrækkelig til at overvinde det man kan kalde relativistisk modstand mod bevægelse.

Det sorte hul er jo netop ikke sådan indrettet at det tyngdeacceleration er relativistisk stigende, hvorved en acceleration må finde sin begrænsning.

Uanset om vi skal levere den energi der kræves for at accelerere et objekt til stor hastighed, eller om et tyngdefelt skal ”levere” – da er loven for påvirkningen af objektet selvfølgelig den samme.

Altså, - er raketmotoren for lille eller tyngdefeltet for svagt, - relativt til den Relativistisk Modstand mod Bevægelse, (RMB) er resultatet i begge tilfælde en begrænset acceleration.

Så dermed burde denne side af sagen stå lysende klart.

Men uheldigvis og utrolig nok er det sådan i kosmologien at man slet ikke har taget RMR med i betragtning, hverken nu eller da vi for omtrent 100 år siden blev klar over at denne var et faktum.

Dette er roden til meget ondt, og dermed forblev vores verdensbillede middelalderligt.

Eller er der nogen der har en GOD forklaring på hvordan vi i det hele taget kunne tillade os selv at ignorere at denne hjørnesten i fysikken, - selvfølgelig også skulle gælde astrofysisk ?

Mørkt Stof er ikke andet end et udtryk for at vi ikke har forstået hvad RMB egentligt er og hvordan den påvirker alt.

Intet bevæger sig som vi tror, se for eksempel på Sedna, flere rumsonder, galakser og galaksehope, - ja selv vores egen planets bane er ikke forstået, - så længe der er kæmpe huller når det gælder istidernes mysterium.

Vil du læser mere så gå til Science27. com

  • 0
  • 0

Altså, - er raketmotoren for lille eller tyngdefeltet for svagt, - relativt til den Relativistisk Modstand mod Bevægelse, (RMB) er resultatet i begge tilfælde en begrænset acceleration.

Hvordan ytrer denne "modstand mod bevægelse" sig? Og bevægelse i forhold til hvad? Modstand opfattes vel normalt som en kraft modsat bevægelsesretningen, men de kan du vel ikke mene. Mener du inerti? Mener du relativistisk masseforøgelse? Hvis ja, hvorfor mener du så at det er noget man har ignoreret?

Hvorfor mener du at fordi et legeme ikke accelereres til c når det falder ind i et sort hul, er det bevis for RMB. Hvorfor skulle et legeme accelereres til c når det falder ind mod et sorthul?

Hvad pokker snakker du egentlig om. Og hvad har det med sort stof at gøre.

  • 0
  • 0

Der findes ikke mørkt stof i den del af mælkevejen hvor jorden befinder sig, i en knytnæve findes kun 1 WIMP - men trods dette passerer milliarder af "disse partikler" gennem et menneskes krop hvert sekund.

Hvorfor skulle disse WIMPs have så travlt - kunne de ikke bare drive stille rundt og nyde livet - de skal jo alligevel ikke interagere med noget som helst, bortset fra at kollidere en atomkerne et par gange om året (hvis noget vifter med en knyttet næve i nærheden)?

  • 0
  • 0

Hvordan ytrer denne "modstand mod bevægelse" sig? .

Meget godt spørgsmål.
Hvad har vi egentlig med at gøre her.
I det mindste må vi vel nemt kunne fastslå at rent matematisk skal den opfattes som modstand, lidt i stil som en håndbremse der ikke er ordentlig sluppet.
Jeg tror vi må sige, sådant rent officielt, at der dybest set, - er meget lidt vi egentlig ved,- men vi ved at der kræves mere og mere energi for at opnå en stadig ringere hastighedstilvækst, - og derfor ved vi eller burde i det mindste vide at denne modstand er reel.

Da den i stadig større grad gør sig gældende i takt med hastighedsøgning af et objekt (fx hastighed relativt til dig), må det vel være naturligt at kalde den Realistisk Modstand mod bevægelse.

Og bevægelse i forhold til hvad? .

You name it, - relativ til dig, eller relativ til en anden der iagttager en sten suse ind mod et sort hul.

Modstand opfattes vel normalt som en kraft modsat bevægelsesretningen, men de kan du vel ikke mene..

Selvfølgelig mener jeg det, hvad ellers? – Enten ER denne modtand reel, og ellers eksistere den ikke. Så længe vi begge ved at det kræves mere og mere energi for at opnå en stadig ringere hastighedstilvækst, - er der vel ikke så meget at rafle om, - længere eller kortere er den vel ikke.

Mener du inerti? .

Enerti er et begreb fra Newtons dage. – Først langt senere blev det kendt at ”inertien” øges mere end selve hastigheden.

Mener du relativistisk masseforøgelse?.

Dette er en sideeffekt, en del af den proces som jeg startede med at skrive, at det ville være synd at påstå at vi dybest set. har forstået,.

Hvis ja, hvorfor mener du så at det er noget man har ignoreret? .

Prøv at nævn mig bare 1 himmellegeme hvor denne viden er taget med i betragtningen / beregningen?

[/quote]Hvorfor mener du at fordi et legeme ikke accelereres til c når det falder ind i et sort hul, er det bevis for RMB. Hvorfor skulle et legeme accelereres til c når det falder ind mod et sorthul?
Hvad pokker snakker du egentlig om. Og hvad har det med sort stof at gøre. .[/quote]
Når astrofysikken så ganske åbenbart har ”glemt” at tage den relativistiske modstand mod bevægelse med i betragtning / beregningerne, ja så findes der så åbenlyst INTET (bortset fra kosmisk støv) der kan forhindre at en sten der falder ned i et sort hul, selvfølgelig må opnå hastigheden ”C” (hvilken enhver ko omtrent, - jo godt ved er noget sludder).

Man kan jo ikke bare komme haltende bagefter og sige at øøhhh nååå ja da, Relativistisk Modstand mod bevægelse gælder selvfølgelig for stenen på vej ind mod et sort hul men ikke for Jorden, Månen, Solen, og alle de andre milliarder himmellegeme.

Tilbage at sige er vel bare, - er det ikke bare for dumt?

  • 0
  • 0

Vitager lige den her igen rigtig citeret

Hvorfor mener du at fordi et legeme ikke accelereres til c når det falder ind i et sort hul, er det bevis for RMB. Hvorfor skulle et legeme accelereres til c når det falder ind mod et sorthul? Hvad pokker snakker du egentlig om. Og hvad har det med sort stof at gøre. .

Når astrofysikken så ganske åbenbart har ”glemt” at tage den relativistiske modstand mod bevægelse med i betragtning / beregningerne, ja så findes der så åbenlyst INTET (bortset fra kosmisk støv) der kan forhindre at en sten der falder ned i et sort hul, selvfølgelig må opnå hastigheden ”C” (hvilken enhver ko omtrent, - jo godt ved er noget sludder).

Man kan jo ikke bare komme haltende bagefter og sige at øøhhh nååå ja da, Relativistisk Modstand mod bevægelse gælder selvfølgelig for stenen på vej ind mod et sort hul men ikke for Jorden, Månen, Solen, og alle de andre milliarder himmellegeme.

Tilbage at sige er vel bare, - er det ikke bare for dumt?

  • 0
  • 0

Neutralinoen er den letteste af de supersymmetriske partikler, som visse partikelfysikere formoder findes som en slags pendant til de sædvanlige partikler, vi allerede kender fra fysikernes såkaldte standardmodel.Hvis supersymmetriske partikler eksisterer, så burde de blive fundet ved forsøgene ved Large Hadron Collider (LHC) ved Cern

Der godt nok mange formodninger som skal gå op før forklaringerne passer. Den slags formodningskæder har det med at knække, så ved vi bare at vi ikke ved?

  • 0
  • 0

Når astrofysikken så ganske åbenbart har ”glemt” at tage den relativistiske modstand mod bevægelse med i betragtning / beregningerne, ja så findes der så åbenlyst INTET (bortset fra kosmisk støv) der kan forhindre at en sten der falder ned i et sort hul, selvfølgelig må opnå hastigheden ”C” (hvilken enhver ko omtrent, - jo godt ved er noget sludder). Man kan jo ikke bare komme haltende bagefter og sige at øøhhh nååå ja da, Relativistisk Modstand mod bevægelse gælder selvfølgelig for stenen på vej ind mod et sort hul men ikke for Jorden, Månen, Solen, og alle de andre milliarder himmellegeme. Tilbage at sige er vel bare, - er det ikke bare for dumt?

Jo, det er for dumt at skyde en usandhed i skoene på alverdens fysikere og astronomer. De har regnet relativistisk siden før anden verdenskrig. Og det fik mange brikker til at falde på plads, f.eks. måners baner og stjerner indbyrdes bevægelser.

Du tror at de ikke regner relativistisk? Det er dumt!

Mvh. Peter

  • 0
  • 0

Det er ikke "bare" at regne relativistisk, det er jo formålet med hele relativitetsteorien. Så du har ikke forstået pointen.

Pointen er at man IKKE indregner det faktum at himmellegemer selvfølgelig alt andet lige OGSÅ må være påvirket af det faktum, at bevægelse i rummet, - ikke er uden modstand mod bevægelse / hastighed, - i det mindste i accelerationsfasen.

Det MÅ være sådan det er så længe vi sikkert nok begge er enige i at det kræver større og større energi for at opnå en stadig ringere hastighedsstilvækst.

Specielt når man kommer op på høje kredsløbshastigheder, - bør de klassiske kredsløbsmodeller derfor ganske enkelt bryde sammen, alene pga. af denne fejl.

Prøv at svar på spørgsmålet her

Lad os sige at Solsystemet netop nu passerede et sort hul i retning af Skorpionen, i en afstand af X lysår.

Vi sender en sonde, eller for den sag skyld en sten ud af solsystemet mod kurs mod hullet, mens vi selv forsætter omkring galaksen.

Vi siger der ikke er kosmisk støv eller andet der kolliderer.
Hvor hurtigt ville sonden accelerer ind mod hullet?
Ville den uhindret nå c ?

Det ville være et passende sted at begynde, med at få dette svar fra dig, for dermed at se lidt nærmere på det univers du lever i (?).

  • 0
  • 0

Det MÅ være sådan det er så længe vi sikkert nok begge er enige i at det kræver større og større energi for at opnå en stadig ringere hastighedsstilvækst.

Jamen det er lige præcis hvad hvad relativitets teorierne giver en fremragende forklaring på. Når hastigheden nærmer sig C øges massen. Tyngdekraften arbejder mod denne stigende masse, og derfor falder accelerationen. I øvrigt afhængig af hvor du vælger at placere din iagttager eller dir inertialsystem.

Specielt når man kommer op på høje kredsløbshastigheder, - bør de klassiske kredsløbsmodeller derfor ganske enkelt bryde sammen, alene pga. af denne fejl.

Klassiske modeller baseret på Newton bryder sammen, ja. Men det gør Relativitetsteorierne ikke.

Prøv at svar på spørgsmålet her Lad os sige at Solsystemet netop nu passerede et sort hul i retning af Skorpionen, i en afstand af X lysår. Vi sender en sonde, eller for den sag skyld en sten ud af solsystemet mod kurs mod hullet, mens vi selv forsætter omkring galaksen. Vi siger der ikke er kosmisk støv eller andet der kolliderer. Hvor hurtigt ville sonden accelerer ind mod hullet? Ville den uhindret nå c ? Det ville være et passende sted at begynde, med at få dette svar fra dig, for dermed at se lidt nærmere på det univers du lever i (?).

Som forklaret ovenfor når sonden aldrig C. Masseforøgelsen (den relativistiske) forhindrer dette. Hvor hurtigt sonden accelererer? Det afhænger af det tyngdefelt den bevæger sig i. Du giver ingen detaljer om det sorte huls masse, afstand eller sondens hastighed. På de præmisser er spørgsmålet nonsens og kan ikke besvares. RMB er forhåbentlig et andet ord for den relativistiske massetilvækst. Ellers må du komme med en konsistent teori for RMB, en teori som ikke konflikter med observationer eller eksperimenter, en teori som muliggør beregninger lige som relativitetsteorierne.

Mvh. Peter

  • 0
  • 0

Jamen det er lige præcis hvad hvad relativitets teorierne giver en fremragende forklaring på. Når hastigheden nærmer sig C øges massen. Tyngdekraften arbejder mod denne stigende masse, og derfor falder accelerationen. I øvrigt afhængig af hvor du vælger at placere din iagttager eller dir inertialsystem. .

Hvad mener du med; at ”tyngdekraften arbejder mod denne stigende masse”. Prøv at kom med et eksempel.

Som forklaret ovenfor når sonden aldrig C. Masseforøgelsen (den relativistiske) forhindrer dette. ..

Prøv at nævn et eksempel der beskriver proces der forhindrer hastigheden at gå grassat.

  • 0
  • 0

[quote]Jamen det er lige præcis hvad hvad relativitets teorierne giver en fremragende forklaring på. Når hastigheden nærmer sig C øges massen. Tyngdekraften arbejder mod denne stigende masse, og derfor falder accelerationen. I øvrigt afhængig af hvor du vælger at placere din iagttager eller dir inertialsystem. .

Hvad mener du med; at ”tyngdekraften arbejder mod denne stigende masse”. Prøv at kom med et eksempel.

Som forklaret ovenfor når sonden aldrig C. Masseforøgelsen (den relativistiske) forhindrer dette. ..

Prøv at nævn et eksempel der beskriver proces der forhindrer hastigheden at gå grassat.

[/quote]

Det HAR jeg lige forklaret! Tyngdefelt/massetiltrækning tilfører energi til det objekt som tiltrækkes. Ved lave hastigheder mest som øget hastighed, altså accelererer objektet. Når hastigheden nærmer sig C sætter den relativistiske masseforøgelse ind, og mere og mere energi tilføjes som masse i stedet for hastighed. Det forklares fint i relativitetsteorierne, og kan eftervises i f.eks. LHC. Intet objekt med masse kan derfor accelereres til C. Man kan komme vilkårligt tæt på, men ikke nå C.

Du burde sætte dig ind i den specielle og den generelle relativitetsteori.

Mvh. Peter

  • 0
  • 0

Det er altså en fornøjelse at følge de disputser her på ing.dk der handler om kosmologi, relativitet og dermed behæftede emner.

Specielt de hjemmestrikkede teorier, og krav om sund fornuft på den ene side.
Og de til tider dogmatiske traditionalister på den anden side.

  • 0
  • 0

Det er altså en fornøjelse at følge de disputser her på ing.dk der handler om kosmologi, relativitet og dermed behæftede emner. Specielt de hjemmestrikkede teorier, og krav om sund fornuft på den ene side. Og de til tider dogmatiske traditionalister på den anden side.

Hvis det er mig du beskylder for at være dogmatisk, så nej, det er jeg ikke. Jeg tager gerne en ny teori til mig, men forudsat at den er velunderbygget og ikke i modstrid med eksperimenter og forsøg.

Hvis Bjarne Lorenzen vil udbrede sin teori, så må han underbygge at den kan forklare det vi observerer. Med underbygge mener jeg at hans teori må kunne beregne bevægelser i det univers vi ser. Kan den ikke det, vil jeg gerne deponere den lodret.

Mvh. Peter

  • 0
  • 0

Det HAR jeg lige forklaret! Tyngdefelt/massetiltrækning tilfører energi til det objekt som tiltrækkes. Ved lave hastigheder mest som øget hastighed, altså accelererer objektet. Når hastigheden nærmer sig C sætter den relativistiske masseforøgelse ind, og mere og mere energi tilføjes som masse i stedet for hastighed. Det forklares fint i relativitetsteorierne, og kan eftervises i f.eks. LHC. Intet objekt med masse kan derfor accelereres til C. Man kan komme vilkårligt tæt på, men ikke nå C. Du burde sætte dig ind i den specielle og den generelle relativitetsteori. Mvh. Peter

Jeg har for længst sat mig in i relativitetsteorien.
Det du skrev, er så klart det kan blive, og jeg kan bare sige at det ER også sådan jeg ser på det. Til tider kan man dog blive forvirret afhængig af hvem man diskuterer med.

Der er altså tale om en transformationsproces hvor blot det at masse bevæger sig (accelerer) er årsag til masseøgning, og dermed også inerti øgning,.

Men hvad sker der egentlig i denne proces?
Jeg regner ikke med at få et svar, fordi vi jo ikke ved hvordan øgning af massen i sidste ende øger deformering af rummet, som vel også i dette tilfælde må være en konsekvens af øget masse.

Nu er det vel også rigtigt forstået at den herskende teori påstår at det er accelerationsprocessen hvor inerti / masseøgningen finder sker, - og at der så snart konstant hastighed (relativ til en observatør i relativ hvile) er nået, ja så ophører inertien/ modstanden og dermed er der ikke længere Relativistisk Modstand Mod Bevægelse. (RMB).

Men hvordan kan vi vide os sikre på netop dette?

Som jeg fik skrevet, så er det jo netop hastigheden som i sidste ende er et udtryk for den relativistiske masseøgning, som så i sidste ende også er en påvirkning / deformering af rummet.

Man kan vel med meget god grund få den tanke at deformeringen af rummet, og netop det at fastholde en sådan deformering, ikke er modstand frit.

En gravitationsbølge ville fx ikke bevæge sig, dersom den ikke på en eller anden måde er udtryk for en elastisk egenskab ved rummet, - som kan ”slippes løs”, så snart årsagen til deformering ophører med at skabe et modsatrettet ”træk” i rummets elasticitet.

I dette tilfælde kan man derfor spekulere i om ikke rummets elastiske egenskab knyttet til masseøgningsprocessen netop er den egenskab som er skyld i RMB. (?)

Hvilket så kun kan betyde at det ikke er accelerationen men hastigheden af et objekt, som er årsag til RMB.

Derfor er det relevant at spørge, - med hvilken ret kan vi hævde at accelerationen er årsagen til RMB, og ikke hastigheden.

Hvor er beviset?

  • 0
  • 0

Derfor er det relevant at spørge, - med hvilken ret kan vi hævde at accelerationen er årsagen til RMB, og ikke hastigheden. Hvor er beviset?

Ingen! Ifølge relativitetsteorierne er hastigheden afgørende. Så længe eksperimenter og observertioner stemmer med relativitetsteorierne ser jeg ingen grund til at forkaste dem. Jeg går her ud fra at du med RMB forstår relativistisk masseforøgelse, den som udelukkende afhænger af hastighed i forhold til et inertialsystem, og ikke af acceleration. Det er den enkleste forklaring, og derfor den jeg foretrækker.

Noget andet er at relativitetsteorierne og kvantemekanikken mange steder er i modstrid med hinanden, bl.a. omkring kasualitet og tyngdekraft. Der skal nok være arbejde til fremtidens fysikere mange år frem.

Prøv i øvrigt at google RMB. Det betyder vistnok "Rødovre Mighty Bulls"!

Mvh. Peter

  • 0
  • 0

Som det fremgår af artiklen er det en særdeles gammel tese der skulle give anledning til dette 'mørke stof'.

Den gamle tese gik ud på at der var et særdeles tungt legeme i mælkevejens centrum.

Det er ikke helt rigtigt:
http://www.msnbc.msn.com/id/26529279/ns/te...

Det kan godt være 'legemet' er tungt, men i forhold til der angiveligt skulle være mia. af stjerner udgør det ikke noget centralt massepunkt.

Antager vi at mælkevejen er (kugle)symmetrisk, skal vioo have fat i 3. 'sætning' fra:
http://en.wikipedia.org/wiki/Shell_theorem

A corollary is that inside a solid sphere of constant density the gravitational force varies linearly with distance from the centre, becoming zero by symmetry at the centre of mass.

Dvs g(r) = g(R)*r/R

Prøv at sætte det ind i ligningen for centripetalkraften:
http://hyperphysics.phy-astr.gsu.edu/hbase...

og prøv at se hvad vinkelhastigheden er i forhold til r.

Og derefter - hvor opstår behovet for 'dark matter'?

  • 0
  • 0

Det HAR jeg lige forklaret! Tyngdefelt/massetiltrækning tilfører energi til det objekt som tiltrækkes. Ved lave hastigheder mest som øget hastighed, altså accelererer objektet. Når hastigheden nærmer sig C sætter den relativistiske masseforøgelse ind, og mere og mere energi tilføjes som masse i stedet for hastighed.

Det ’farlige’ er her at vi i første omgang ikke forstår den proces hvor blot det at et objekt bevæger sig gennem rummet, er årsag til masseøgningen.

Nu er den klassiske måde at forstå tingene på jo ikke altid forkert.
Det giver fx god mening at forstå hvordan selve hastigheden af en planet, - er i stand til at genvinde den Gravitationelle potentielle energi, som den
’mistede’ (omsatte til kenetisk energi) på vej mod Perihelion.

Her er det så tydeligt logisk at det er hastigheden i sig selv som driver værket, forenklet lige som et pendul i et lufttomt rum..

Men som du helt sikkert er enig i, da har vi med en tredje faktor at gøre, nemlig at massen øges relativistisk.

Her mangler totalt forståelse af hvordan del af energien konverteres til masse, og derefter tilbage til kinetisk (bevægelses/kredsløbs) energi, - som jo må ske i og med at ellers ville alle himmellegemerne langsomt spiralerne ind mod det objekt de kredser om.

Hvordan mener du helt konkret at relativitetsteorierne kan redegøre for at masseøgningen kan konverteres tilbage til kenetisk (bevægelses/kredsløbs) energi ?

Har du ikke svar på det, så er relativitetsteorierne i det midste ikke komplet, i og med at der mangler årsags/virking forståelse. Og netop det kan "hen af vejen" vel let blive til noget roderi.

  • 0
  • 0