Nedtur for privat rumfirma: Sendte satellit i forkert bane

En ny andengenerations kommunikationssatellit blev sendt ind i forkert bane af Falcon-9-raketten fra SpaceX. Håbet er, at satellitten selv kan løfte sig op i den rette bane.

Selvom det lykkedes SpaceX at sende hovedlasten, en Dragon-kapsel, af sted til rumstationen natten til mandag, til trods for problemer med en motor, så var alt langtfra rosenrødt.

Ud over Dragon-kapslen medbragte Falcon-9-raketten en sekundær last i form af en 180 kg tung prototype på en Orbcomm-2 satellit. Denne satellit blev ved opsendelsen sendt ind i en for lav bane. Orbcomm Inc., som ejer kommunikationssatellitten, er nu ved at undersøge, om den kan reddes.

Orbcomm-2-satellitten er bygget af Sierra Nevada Corporation og skal levere tovejskommunikation til tungt maskineri inden for land- og havtransport, landbrug samt olie- og gasindustrien.

Falcon-9-raketten fik under opsendelsen problemer med en af de ni hovedmotorer på rakettens første trin 79 sekunder efter starten. SpaceX oplyser, at motoren mistede trykket og blev lukket ned. Den eksploderede ikke som tidligere antaget, da man forsatte med at modtage data fra motoren.

De resterende motorer var i stand til at kompensere for den manglende motor, og den primære last på raketten, Dragon-kapslen, blev sendt ind i korrekt bane med Den Internationale Rumstation.

Rakettens andet trin med blot en enkelt Merlin-1C-motor skulle tændes igen kortvarigt for at sende Orbcomm-satellitten ind i en bane med en højde på mellem 350 og 750 kilometer over Jorden. Men ifølge Spaceflight Now manglede der brændstof til at affyre motoren, da brændstoffet var brugt til at kompensere for den manglende hovedmotor. Som yderligere årsag til den manglende højde bliver det nævnt, at man på grund af sikkerhedsforskrifter, der skal sikre, at satellitter og rumaffald ikke kommer for tæt på rumstationen, droppede affyring af Falcon-9-rakettens andet trin.

Orbcomm oplyser i en pressemeddelelse, at firmaets teknikere har været i kontakt med satellitten og nu er i gang med at undersøge, om satellitten kan hæve sig selv op i en brugbar bane. Dens nuværende banes menes at være mellem 200 og 325 kilometer over Jorden.

Satellitten skal benyttes til at afprøve dens systemers ydeevne, før den endelige konstellation af 18 andengenerations Orbcomm-satellitter skal opsendes. De første otte af disse skal opsendes med en Falcon-9-raket midt i 2013 og de resterende satellitter med en Falcon-9-raket i 2014.

Dokumentation

Artikel på Aviation Week & Space Technology
Artikel på Spaceflight Now
Artikel på Nasa Spaceflight

Kommentarer (8)

På grund af sikkerhedsforskrifter, der skal sikre, at satellitter og rumaffald ikke kommer for tæt på rumstationen, blev den anden affyring af Falcon-9 rakettens andet trin droppet.

Jeg synes ikke det fremgår af artiklen om disse sikkerhedsforskrifter blev taget i brug pga. motorfejlen, eller om de ville være taget i brug alligevel?

  • 0
  • 0

Er helt enig i din betragtning og har tilføjet flg. til artiklen. "Rakettens andet trin med blot en enkelt Merlin-1C-motor skulle tændes igen kortvarigt for at sende Orbcomm-satellitten ind i en bane med en højde på mellem 350 og 750 kilometer over Jorden. Men ifølge Spaceflight Now manglede der brændstof til at affyre motoren, da brændstoffet var brugt til at kompensere for den manglende hovedmotor. Som yderligere årsag til den manglende højde bliver det nævnt, at man på grund af sikkerhedsforskrifter, der skal sikre, at satellitter og rumaffald ikke kommer for tæt på rumstationen, droppede affyring af Falcon-9-rakettens andet trin."

Argumentet om sikkerhedsforeskrifter virker til at flagre lidt, men det er altså en af de forklaringer, som bliver nævnt indtil videre fra de officielle kanaler, så vidt vi kan se.

Mvh Thomas Djursing, jourhavende på ing.dk

  • 0
  • 0

Her er hvad Orbcomm selv siger:

"The OG2 prototype satellite, flying as a secondary payload on this
mission, was separated from the Falcon 9 launch vehicle at
approximately 9:00 pm EST. However, due to an anomaly on one of the
Falcon 9’s first stage engines, the rocket did not comply with a
pre-planned International Space Station (ISS) safety gate to allow it
to execute the second burn. For this reason, the OG2 prototype
satellite was deployed into an orbit that was lower than intended."

http://www.orbcomm.com/about-us-news-event...

Andet trin kompenserede ikke så vidt jeg har læst. Man nåede den delta-V med første trin som planlagt, omend det tog længere tid pga mindre thrust, hvilket er grunden til at de ikke kunne nå at lave det sidste burn indenfor det sikkerhedsvindue sat af JSC.

  • 0
  • 0

[quote]På grund af sikkerhedsforskrifter, der skal sikre, at satellitter og rumaffald ikke kommer for tæt på rumstationen, blev den anden affyring af Falcon-9 rakettens andet trin droppet.

Jeg synes ikke det fremgår af artiklen om disse sikkerhedsforskrifter blev taget i brug pga. motorfejlen, eller om de ville være taget i brug alligevel?[/quote]

Der var ikke tilstrækkeligt brændstof til at bringe satellitten i den planlagte bane. Den bane satellitten ville ende i med det brændstof der var tilbage, ville måske være inden for den sikkerhedszone der er omkring rumstationen. Så for ikke at risikere at forbryde sig mod sikkerhedsforskrifterne valgte man at undlade SES 2 (Second Engine Start nr. 2).
Det var planlagt at SES 2 kun skulle gennemføres hvis man var sikre på at satellitten kunne bringes i den korrekte bane. Den svigtende motor 1 var så årsag til at der ikke var brændstof nok, fordi MECO blev udskudt og 2. trins første burn blev forlænget for at bringe Dragon ind i rumstationens bane.

  • 0
  • 0

Jeg forestiller mig at problemet i bund og grund er at raketten ikke er beregnet til at fungere som en satellit i længere tid. Dens computere og systemer er nok forsynet fra et batteri, som hurtigt løber tør for strøm. Det er desuden muligt at den kun kan genstartes en enkelt gang.

Ellers vil man jo tro at de bare kunne lave en lille kurskorrektion, der med tiden vil bringe dem i en bane langt fra rumstationen, og derfra give satellitten et så stort skub som muligt.

Selv hvis de ikke har brændstof som oprindeligt planlagt, vil det jo hjælpe at bruge det brændstof der nu engang er til rådighed. I stedet valgte de slet ikke at prøve. Det kan kun betyde at enten fejlede trinet, så at det ikke kunne lade sig gøre, eller også er historien med sikkerhedsreglerne rigtig.

  • 0
  • 0

Det kan kun betyde at enten fejlede trinet, så at det ikke kunne lade sig gøre, eller også er historien med sikkerhedsreglerne rigtig.

Her er hvad de skriver på spaceflightnow.com:

"The second stage's Merlin engine was supposed to reignite briefly to place the Orbcomm payload in an orbit between 350 kilometers and 750 kilometers above Earth, or about 217 miles by 466 miles.

Because of strict safety constraints instituted to ensure satellites and space debris do not come too close to the space station, the Falcon 9 upper stage's second burn was aborted."

Der er også en artikel om det på nasaspaceflight.com

  • 0
  • 0

Inkl. et foto af store vragdele, der forlader motoren.

De vragdele er efter sigende blot nogle paneler der falder af. De bliver revet løs fordi de går fra et stort positivt tryk til negativt tryk i det at motoren pludselig slukker. Samtidig sker det ved Max-Q som er det tidspunkt hvor raketten udsættes for størst belastning fra atmosfæren.

  • 0
  • 0