Når mosegrise foretrækker blip-lydeHavemareridt

Engang for nogle år siden viste en genbo mig, hvorledes mosegrisene i hans have havde gnavet alle rødder over lige under jordoverfladen på et æbletræ. I al sin rodløshed lagde træet sig pænt ned på græsplænen ved først givne lejlighed, dvs. en anelse blæst. Ikke underligt at parcelhusejere kan blive desperate, mosegrise kan vælte alle en havefreaks drømme. Det fremgår også af udvekslingen af velmente råd om bekæmpelsen af samme, der hen over sommeren er kørt på vort elektroniske søsterorgan Ingeniøren|net (netlæsere, der allerede har fulgt med på www.ing.dk kan derfor stå af her, by-by!). I det ret livlige debatforum Hvem kan hjælpe med... kan alle og enhver med et problem skrive til alle og enhver herom. En onsdag i marts skrev Charlotte Faber et nødråb under titlen Muldvarp/Mosegris:

Kender nogen en god metode til at blive muldvarpe/mosegrise kvit? Jeg har nogle særdeles aktive eksemplarer på min grund - faktisk har de undermineret hele haven. Jeg har talrige gange haft besøg af en skadedyrsbekæmper, der ligger gift i skud'ene - men det er tilsyneladende ikke særlig effektivt. Først godt tre måneder senere, midt i juni, fik Jan Sørensen øje på hendes nødråb - så kom ikke her med den dér om, at Internet er verdens hurtigste medie. Han skrev: Jeg har samme problem, jeg har hørt at rådne sild skulle hjælpe, så jeg har i går købt fem hele sild og gravet dem ned forskellige steder i haven. (Jeg ved endnu ikke om det hjælper)... Ole Kvint melder sig samme dag med et konstruktivt forslag, der dog har visse bivirkninger: Jeg garanterer, at hvis du har grise i haven så har du ingen mosegrise. Men haven kommer til at ligne en svinesti, skriver han bl.a. En lige så biologisk bekæmpelsesmetode anvises et par dage senere af Lars Christensen: Min far havde et trick der virkede på mosegrisene. Hver lørdag fes han rundt med en vandslange og en skovl nede i haven. Først fyldte han mosegrisenes gange op med vand - når de så søgte ud for ikke at drukne, pandede han dem en på låget med skovlen! Det virkede, selvom det tog nogle år at blive disse grådige gnavere kvit. Se det kan da næsten ikke blive mere biologisk. Dagen efter melder Kim Andersen sig: Du kan også købe nogle muldvarpe-sakse hos din tømmerhandel eller nærmeste byggemarked. Sæt dem i nogle gange i nærheden af et frisk skud. Sørg for at lukke hullet til igen om saksen, så der ikke kommer lys ned i gangen... Sommeren går videre uden yderligere morderiske forslag, og mosegrisene åndede lettet op. Men for tidligt, for i slut- ningen af august træder en vis OVE ind på scenen, med føl- gende reklame: Organisationen for Vedvarende Energi (OVE) forhandler en såkaldt mosegris/muldvarpeforskrækker. Via et jordspyd udsendes højfrekvente lyde, som simpelthen skræmmer muldvarpene væk... Apparatet er afprøvet af OVE og det virker!... Hvad koster dette vidunder? spørger Hans Chr. Christensen et par uger senere. Hvortil OVE straks oplyser, at forskrækkeren koster 599,- kr. for ikke-medlemmer af OVE og 449,25 for medlemmer.

Men det får Bjarni Mortensen til tasterne med følgende protest: Jeg har købt og afprøvet dette fantastiske instrument i de sidste fem døgn. Jeg fulgte installationsvejledningen nøje, og opladede den i 12 timer i direkte sollys, hvorefter den blev placeret midt i min mulvarpeinficerede græsplæne. Den afgiver trofast en bip-lyd hvert 20. sekund. Resultatet efter fem døgn er: 15 nye mulvarpeskud inden for en radius af ti meter, hvoraf de fire er inden for én meters afstand af mulvarpe-forskrækkeren. Hvortil OVE samme dag svarer: Vedr. muldvarpeforskrækkeren, så har vi nu prøvet den af flere steder i landet, både i Øst jylland og i Nordjylland, og den har virket fuldt tilfredsstillende alle steder. Det vi derimod har hørt fra anden side er, at hvis den står permanent på stedet, vænner muldvarpene sig til lyden, og kommer tilbage igen. Dette kan man så forhindre ved at fjerne forskrækkeren, når muldvarpene er væk, og så sætte den tilbage, hvis muldvarpene skulle komme tilbage igen. Bjarni Mortensen uddyber senere problemstillingen: ...Jeg tror, at en af grundene til at min muldvarpeforskrækker ikke gør noget indtryk på huleboerne er, at min græsplæne (eller det som tidligere var en græsplæne) ligger op til en stærkt trafikeret vej. Jeg tror simpelthen, at mine underjordiske gæster er så vant til støj, at de finder muldvarpeforskrækkeren afslappende. PS. Jeg har nu syv muldvarpeskud inden for én meters afstand.

PSS. Jeg har hørt at de ikke kan lide lugten af hjortetaksolie. Er der nogen der har erfaring hermed? ...Her slutter foreløbig føljetonen hos Ingeniøren|net om bekæmpelse af mosegrise og muldvarpe. Lynch

Kommentarer (0)