Mønsterbryder modtager Elektroprisen

David B. Bæk opnår sine resultater med matematisk snilde og fysisk forståelse, men han svinger også gerne loddekolben.

En ung ingeniør har haft en helt central rolle i udviklingen af nyt udstyr til ikke-forstyrrende blodtryksmåling. For sin indsats er David B. Bæk blevet hædret med Elektroprisen på 30.000 kr.

Prisen uddeles årligt af IDAs Elektrofond til en person tilknyttet dansk forskning eller industri for en lovende indsats inden for det elektrotekniske eller elektroniske fagområde opnået ved fremragende teknisk-videnskabeligt arbejde på højt fagligt niveau.

David B. Bæk har haft en interesse for teknik fra barnsben på gården i Salling, hvor arbejdet ikke kun bestod i at køre med halmballer og fodre grise, men også i mindre mekaniske reparationer - og i børneværelset var hovedbeskæftigelsen at lave tekniske konstruktioner med Lego.

David B. Bæk er årets modtager af Elektroprisen. Han modtager den for sit arbejde med udviklingen af udstyr til ikke-forstyrrende blodtryksmåling. (Foto: Torben Klint)

»Efter min tid i militæret valgte jeg at læse til mekatronik-ingeniør på Mads Clausen Instituttet ved Syddansk Universitet, hvor jeg kunne kombinere mine interesser for matematik, mekanik, elektronik og software,« fortæller David B. Bæk.

Han skrev speciale om matematisk modellering af akustiske signaler og springet til et ph.d.-studium på DTU inden for transducere til ultralyd var ikke så stort.

David B. Bæk understreger dog, at han altid har søgt efter opgaver i yderkanten af sine kompetencer for at lære nyt - og det var også tilfældet på DTU.

Under sit ph.d.-studium udviklede han en række nye løsninger til beregning af ultralydsfelter fra krumme og dobbeltkrumme ultralydstransducere. David B. Bæks modeller er for nylig publiceret i Journal of Acoustical Society of America.

Udvalgt blandt 100 ansøgere

Det var et opslag på DTU Elektro, der i 2010 fik ham til at søge en stilling hos Sense A/S.

Virksomheden havde på daværende tidspunkt kun to ansatte: den administrerende direktør Peter Mørch Eriksen med mange års erfaring fra medikobranchen og den videnskabelige chef Lars Lading, der har mange års erfaring fra Forskningscenter Risø (i dag DTU) og elektronikvirksomheder.

Lars Lading fortæller, at han var stærkt i tvivl om, hvorvidt han skulle ansætte en nyuddannet ingeniør eller en mere erfaren person - og mere end 100 ansøgere gjorde ikke valget lettere.

Når det endte med David B. Bæk, var det fordi, han både havde en god fysisk forståelse og kunne udføre praktisk arbejde med loddekolben.

»Det er ikke hos mange, man møder den kombination,« siger Lars Lading og tilføjer, at David B. Bæk er en behagelig type at omgås:

»Men han har også en meget kontant og no-nonsense indstilling.«

Og den indstilling faldt åbenbart i god jord.

David B. Bæk mener til gengæld, at han har lært utroligt meget af Mørch Eriksen og Lading, som hver i sær har et ekstraordinært kendskab til henholdsvis markedsføring og teknologiudvikling.

Blodtryksmåleren

Sense står bag udviklingen af en ny blodtrykmåler. Virksomheden modtog i februar en kapitaltilførsel på 35 millioner kroner, der skal gøre det muligt at færdiggøre produktet til lancering i 2014.

»Det er ikke mindst Davids indsats, der har været med til at sikre denne store kapitaltilførsel,« siger Lars Lading.

En særlig problemstilling har været at bestemme pulsbølgehastigheden i arterier, som er et akustisk-mekanisk fænomen.

Lars Lading forklarer, at denne hastighed er en afgørende parameter ved diagnosticering af tilstanden i det arterielle system.

Imidlertid ændrer hastigheden sig radikalt med afstanden fra hjertet, hvilket giver en betydelig usikkerhed på målingen og medfører, at lokale egenskaber ikke kan bestemmes.

Ved at indføre måling af karstivheden er det nu muligt at finde puls-bølge-hastigheden ved målinger over strækninger på kun omkring 5 cm. Det er ikke mindst David B. Bæks fortjeneste.

»Vi er ikke bekendt med, at andre har kunnet lave en sådan måling uden at forstyrre bølgeudbredelsen,« siger Lars Lading.

David B. Bæk har selv implementeret de første versioner af den ret komplicerede elektronik, som er nødvendig for sådanne målinger.

Han har også udført en lang række verifikationsmålinger bl.a. i forbindelse med et klinisk studie på Rigshospitalet.

Lang arbejdsuge

Resultaterne er ikke kommet dumpende af sig selv. Det har krævet arbejde, masser af arbejde.

David B. Bæk skønner, at hans arbejdsuge typisk er på mellem 50 og 60 timer.

Virksomheden er nu vokset til ni medarbejdere. Det betyder, at David B. Bæk har fået ledelsesansvar.

Sammenholdt med, at en stor af arbejdet op til kapitaltilførslen er gået med at dokumentere de hidtidige resultater, har arbejdet ved skrivebordet taget en stor del af tiden. Men David B. Bæk har ikke tænkt sig at læne sig tilbage i chefstolen, han vil også tilbage til laboratoriet.

»Jeg vil stadig have fingrene nede i suppen,« siger han.

Fremtiden skal fortsat være noget med avanceret teknik og gerne inden for medikobranchen. Livet på gården var sjovt, men det hører nu en anden tid til.

B'et i navnet David B. Bæk er i øvrig ikke noget, han er født med. Det står for Böttcher og stammer fra hans tyske hustru Anna Kirstin Böttcher Bæk. I hjemmet tales både dansk og tysk.

Kommentarer (2)

At læse om en som har - med hårdt arbejde, lyst og evner - skabt et nyt produkt og flere arbejdspladser :-)

Kunne vi få et tv program som belyser ovennævnte, istedet for diverse reality programmer der udelukkende fokuserer på hvor tåbeligt/stupidt/umodent man kan opføre sig for at få "15 min of fame"

  • 0
  • 0

Tillykke David :-)

Kombinationen af evne og lyst til tværfaglighed samt - ikke mindst - villighed til at levere mere end 37,0 ugentlige arbejdstimer er det der nu og i fremtiden bringer David og andre som ham forrest i jobkøen!

  • 0
  • 0