Ministeriernes energispareindsats slår fejl

I 2009 vedtog den daværende regering, at statens institutioner skulle skære ti procent af energiforbruget. Ny opgørelse viser, at de tilsammen kun har reduceret forbruget med sølle fire procent.

Staten er samlet set pinligt dårlig til at spare på energien, viser en ny opgørelse fra Klima- energi- og bygningsministeriet.

I forbindelse med Finansloven for 2009 blev ministerierne pålagt at spare ti procent af deres energiforbrug i 2011 - set i forhold til 2006-forbruget. Men de nye tal viser, at ministerierne og deres institutioner blot har formået at nedsætte energiforbruget med samlet set fire procent.

I samme periode er det korrigerede endelige energiforbrug i Danmark faldet med knap seks procent.

Det er de enkelte ministerier, der har ansvaret for spare på energien i departement og institutioner, og det nedslående tal dækker da også over store variationer mellem ministerier.

De værste syndere er Finansministeriet og Økonomi - og Indenrigsministeriet, der har øget deres energiforbrug med henholdsvis 81 og 23 procent, hvor førstnævnte dog forklarer ekstraforbruget med, at de har oprettet Statens IT, som er en stor energisluger.

Blandt heltene er Erhvervs- og vækstministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Social- og sundhedsministeriet med besparelser på mellem 30 og 40 procent. Klima-, energi- og bygningsministeriet lander lige på pletten med en besparelse på ti procent.

Af notatet fra Klima-, energi- og bygningsministeriet fremgår det i øvrigt, at datagrundlaget for opgørelsen er lidt vaklende.

Nogle af ministeriernes institutioner har slet ikke indberettet deres forbrug for 2011, og det har åbenbart været svært at skaffe data tilbage fra udgangsåret 2006.

Endelig har strukturreformen i 2007 skubbet en del flere institutioner over i statsregi, og disse institutioner har ikke tidligere opgjort deres energiforbrug.

Energibesparelser i den offentlige sektor har været fokusområde i længere tid end siden 2009. I et cirkulære fra april 2005 blev statslige institutioner forpligtet til at lave handlingsplaner, energimærke, realisere besparelser med under fem års tilbagebetalingstid, sætte sig sparemål og købe energieffektivt ind.

Opgørelserne og tallene bag findes i en database, som er offentligt tilgængelig her.

Dokumentation

Se opgørelsen over besparelser i de enkelte ministerier

Kommentarer (3)

Det er ikke pinligt, at målet ikke er nået. Det er pinligt - grænsende til det idiotiske - at staten sætter sig så totalt urealistiske mål. I 2009 var forbruget vel allerede øget 5 % i forhold til 2006. Statens virksomheder skulle dermed reelt reducere deres forbrug med ca 15 % i løbet af 2 år. Kortlægning, prioritering, projektering, udbud, finansiering og udførelse af varige energiforbedringer svarende til 15 % af det samlede forbrug - altsammen inden for 2 år ! Alle der har beskæftiget sig med energiforbedring af større bygningsporteføljer kunne se, hvor håbløst det var.

Det er bittert, at skrivebordsgeneralerne i den grad fik lov at udvise disrespekt for dem, der har ansvaret for at energiforbedre statens bygninger.

Det er bittert, at staten med sin overbudspolitik fik lagt et urimeligt pres på de offentlige bygherrer, der faktisk arbejder seriøst med energiforbedringer.

Varige energiforbedringer på et økonomisk forsvarligt grundlag er ikke noget, der ordnes med et snuptag. Det er det lange seje træk der giver resultaterne.

Jens Førby

  • 0
  • 0

Da institutioner i det offentlige altid skal bruge firmaer med en SKI aftale, medføre det at de indkøbte ydelser koster dobbelt så meget som firmaer i det private regi skal give for investeringerne...
Det medføre selvfølig at mange af energibesparelserne dermed ikke kan betale sig inden for de 5år. Og dermed blive det heller ikke til de store forbedringer…

Først når staten går væk fra det store forkromet SKI og udbuds- system kan vi regne med nogen større energibesparelser i det offentlige…

Mvh.
Mike, www.prolys.dk

  • 0
  • 0