Miljøminister: Frastødende med snegle i drikkevandstanke

»Det ser mildest talt frastødende ud,« lyder reaktionen fra Karen Ellemann (V) på billeder af snegle og bænkebidere i rentvandstanke. Men ministeren vil ikke lave klare regler for inspektion. Ikke godt nok, mener S.

Billeder af snegle og bænkebiddere i danske drikkevandstanke får nu miljøminister Karen Ellemann (V) til at skrue bissen på overfor kommunerne.

»Det ser mildest talt frastødende ud,« erkender ministeren efter at have set billederne.

Se billederne her.

Læs også: Galleri over dyr i danske drikkevandstanke

Rentvandstankene lider mange steder i landet under manglende inspektion, og det kan betyde, at der her om vinteren kravler kryb ind gennem revner i betontankene.

»Jeg synes, det er for dårligt, hvis kommunerne ikke kan løfte den her opgave, for jeg synes ikke, det er så svært. Selvfølgelig skal man som kommune sørge for, at drikkevandet er i orden, og det kræver, at man også holder øje med det.«

Derfor lægger ministeren pres på kommunerne.

»Jeg vil tage kontakt til Kommunernes Landsforening og sige »Sig mig engang, hvordan er det lige, jeres kommuner løser denne opgave?«,« siger Karen Ellemann.

I sidste uge afviste miljøminister Karen Ellemann (V) at lovgive omkring strammere regler for tilsyn af drikkevandstanke, som i et par nyere tilfælde har været årsag til forurening af drikkevandet.

Miljøordfører i Socialdemokratiet Mette Gjerskov mener slet ikke, at ministeren gør nok.

»Jeg synes, det er helt, helt uacceptabelt. Der er tale om et meget generelt problem, at kommunerne ser på drikkevandet som noget, vandforsyningerne bare klarer. Men man kan åbenbart ikke regne med, at alt er i den skønneste orden, så det har vi et ansvar for at gribe ind over for som politikere,« siger Mette Gjerskov og mener, at der må være fuldstændigt klare krav til, hvor ofte anlæggene skal tjekkes.

»Kommunerne er ikke opmærksomme og har ikke ekspertisen. Så jeg tror, at et rejsehold, der hjælper kommunerne vil kunne afhjælpe en del af problemet. Men når kommunerne ikke sætter tilsynet særligt højt i kommunerne, bør miljøministeren sætte nogle frister for, hvor ofte tilsynet skal føres,« siger hun.

»Ligesom med fødevarekontrollen må vi kunne rette op på det her. Det skal ikke nødvendigvis være en statslig kontrol, for jeg er sikker på, at kommunerne godt kan klare opgaven, hvis vi får sat hælen i jorden og sagt "Nu skal det være",« siger miljøordføreren og er her på linje med miljøministeren, der stadig har tillid til kommunerne.

»Kommunerne kan bare komme i gang, for der er ikke noget der forhindrer dem i det lovmæssigt,« beordrer Karen Ellemann.

Kommentarer (6)

Hvis ministeren mener det er og bør være kommunernes ansvar, må hun anvise hvad konsekvensen er hvis de ikke tager opgaven seriøst.

Betyder ministerens holdning, at forgiftede borgere kan sagsøge vandværket og kommunen for erstatning for svie & smerte når kvalitetskontrol og tilsyn begge svigter ?

Poul-Henning

  • 0
  • 0

Hvis ministeren mener det er og bør være kommunernes ansvar, må hun anvise hvad konsekvensen er hvis de ikke tager opgaven seriøst. Betyder ministerens holdning, at forgiftede borgere kan sagsøge vandværket og kommunen for erstatning for svie & smerte når kvalitetskontrol og tilsyn begge svigter ? Poul-Henning

Nope, men de kan komme til sneglegilde på vandværket, hvis de medbringer hvidløg og smør ;-)

Vh Troels

  • 0
  • 0

Måske er det mig der er unormal, men netop de dyr der åbenbart har lyst til at besøge vandtankene viser egentlig at vandet er af højeste kvalitet.
Lidt ligesom kanariefugle i en kulmine.
For mig er det ikke et problem, tværtimod. Men jeg er også af en årgang hvor det var normalt at færdes i naturen.

MvH,

Bent.

  • 0
  • 0

Måske er det mig der er unormal, men netop de dyr der åbenbart har lyst til at besøge vandtankene viser egentlig at vandet er af højeste kvalitet.

Nej du er ikke unormal, det er verden der er af lave - det var netop smedens målestok for rent vand før i tiden
..og ditto min ærede Fader's - men gu' er det da en overraskelse når der pludselig sitter et tusindben fast i pastaen på tandbørsten, men bæstet udspringer jo af samme stjernestøv som vi og man bør respektere naturen og ikke skose levende væsener blot fordi de måske har et par eksta ben eller ikke fra naturens hånd er udstyret med blanke øjne og lækkert hår

Tænk bare hvis det var en nuttet sæl eller isbjørneunge
http://stevengoddard.wordpress.com/2010/10...

Salamandaer, frøer, snegle og tudser - som du nævner er de vandbeholderens kanariefugle - dog har man her ikke samme mulighed for akustisk alarmgivning *)

For mig er det ikke et problem, tværtimod. Men jeg er også af en årgang hvor det var normalt at færdes i naturen.

Ditto
Ja der var sgu' så fredeligt derude før der kom mennesker (!) - at skyde en krage med Diana 22'eren, et hurtigt snit nord/syd med en flintesten, med tomlen op under brysthulen brække kødet løs, sætte på pind, tænde ild og lave bål, stege bæstet og nyde med velbehag...og hertil selvfølgelig den obligatoriske kartoffel, pakket ind i sølvpapir og stegt i bålets gløder

..eller hvis man kunne tigge sig til et stykke fed flæsk!

*) et nyttigt lille trick, som da også gør kanariefugl-indikatoren brugbar for svagtsende, er at ophænge en lille klokke som lydgiver under pinden således at klokken rammes når fuglen mister grebet om pinden. red.

  • 0
  • 0

Som ansat i Bornholms Regionskommune, har jeg siden 2003 arbejdet med tekniske tilsyn af vandværker.

Det er min vurdering, at hvis der er politisk og ressourcemæssig opbakning i kommunerne, kan vi godt løfte opgaven.

Lovgivningen er klar, og deltagelse i kurser er både en forudsætning og en god mulighed for at opkvalificere sig til opgaven. Og ikke mindst er den praktiske udførelse af tekniske tilsyn i konstruktiv dialog med vandværkerne med til at opkvalificere os og tilsynsfunktionen. Vi kan også kommunerne imellem hjælpe hinanden i opstartsfasen, og ved jævnlige erfa-møder. Desuden kan vi købe os til assistance hos velkvalificerede rådgivningsfirmaer.

Jeg synes, at det godt kan fungerer i praksis, og fordelen er for mig at se, at vi i kommunerne har et helhedsbillede af vandforsyningsområdet. Vi udarbejder vandforsyningsplaner, indsatsplaner (beskyttelsesplaner for vandværkernes kildepladser), beredskabsplaner og er med i arbejdet med de nationale vandplaner. Vi godkender vandværkernes takster, regulativer, samt giver tilladelse til indvinding, ændringer på vandværker, vandbehandling mv. Og vi kontrollerer løbende de analyser der kommer ind fra vandværkerne. Vores lokalkendskab ser jeg også som en fordel.

I disse år fortager vi på Bornholm tekniske tilsyn mindst hvert 4. år, og arbejder efter at rentvandstanke skal grundigt efterses mindst hvert 10. år.

Men dette udelukker ikke, at der fra ministerier, kommuner, vandværker, vandværksforeninger og alle andre der brænder for vand, kan foretages forbedringer. For mig er inspiration og samarbejde nøglen til forbedringer på vandforsyningsområdet. Måske skal vi have et inspirations-rejsehold!

Venlig hilsen
Hans Ole Bech

  • 0
  • 0