Miljøeksperter: Giftige gasser i butikker bliver ignoreret af Arbejdstilsynet

Arbejdstilsynet har undervurderet problemerne med afdampning af gasser fra produkter i 10 til 20 år og aner i dag ikke, hvor stort problemet er, lyder kritikken fra flere miljøeksperter.

Giftige gasser afdamper fra produkter i containere, på lagre og i butikker. Det siger flere miljøkemiske eksperter, som mener, at Arbejdstilsynet de sidste mange år generelt har nedprioriteret kontrollen med det kemiske arbejdsmiljø:

»Man har overset og undervurderet problemerne med afdampning af gasser fra produkter, og det har stået på i 10-20 år,« siger Allan Astrup Jensen der miljøkemiker og direktør for Nordic Institute of Product Sustainability.

For halvandet år siden blev et skolager i Lyngby lukket på grund af alt for høje koncentrationer af giftige gasser som benzen og toluen. Nu er det kommet frem, at den slags stoffer kan være hverdagskost for lagerarbejdere og butiksansatte.

Fokus for Arbejdstilsynet har, med udgangspunkt i et politisk forlig, i stedet ligget på arbejdsulykker, ergonomi og psykiske overbelastninger.

Samtidig har der fra andre myndigheders side været meget mere opmærksomhed på klimaspørgsmål og det eksterne miljø, så man ifølge Allan Astrup Jensen helt har glemt det, som sker inde på virksomhederne:

»Man har nok troet, at der var styr på de kemiske stoffer i lukkede systemer. Man mente nok, at i moderne industrier, så befandt alle stofferne sig i lukkede systemer. Men eksemplet med containere viser, at mange arbejdsmiljøer alligevel ikke er lukkede. Og så er der kommet mange nye stoffer til siden 1980'erne, og vi aner ikke, hvor stort problemet er ude på virksomhederne, lagre og i butikker,« siger han.

Tendens til at droppe luftmålinger

Hos to af de virksomheder, der blandt andet foretager kontrolmålinger, er man også uforstående over for den manglende fokus på det kemiske arbejdsmiljø i virksomheder. Peter Mortensen fra Eurofins Miljø siger:

»Der er en tendens til, at man ikke måler luftkvaliteten mere, når det gælder det interne miljø - f.eks. arbejdsmiljø- og indeklimaforhold. Normalt ville man jo forvente, at man undersøgte det interne miljø lige så omhyggeligt som det eksterne miljø, men Arbejdstilsynet ser ud til at have prioriteret anderledes,« siger han.

Samme toner lyder det fra arbejdsmiljørådgiver Christopher Harajchi fra firmaet Crecea. Han håber dog, at Arbejdstilsynet i fremtiden vil kigge mere på det interne arbejdsmiljø:

»På grund af Arbejdstilsynets manglende fokus, ved vi i dag faktisk ikke hvor stort problemet er,« siger han.

Kommentarer (0)