Michelin-mand skal strømline Vestas' produktion

53-årig fransk ingeniør får nu ansvaret for at forbedre økonomi i Vestas produktion og indkøb - i nært samarbejde med Vestas' forsknings- og udviklingsafdeling. Jean-Marc Lechêne indtræder i Vestas' direktion.

Det bliver en fransk ingeniør med solid global erfaring fra produktionsindustrien, der fremover skal sørge for, at Vestas kan producere vindmøller til den kalkulerede pris.

Jean-Marc Lechêne, som ingeniøren hedder, bliver samtidig medlem af koncerndirektionen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Vestas.

Det var som bekendt problemer med produktion af virksomhedens flagskib V112 i efteråret 2011, der gav alvorlige budgetoverskridelser på knap en milliard kroner og fik Vestas' planlagte overskud til at forsvinde op i den blå luft. Det dårlige resultat startede samtidig en omfattende omstrukturering og slankning af koncernen.

Franskmanden Jean-Marc Lechêne skal fremover lede produktionen i Vestas. Han indtræder ligeledes i koncerndirektionen.

Den nye Chief Operating Officer er 53 år og har igennem sin karriere haft det operationelle ansvar for adskillige fabrikker - blandt andre dækproducenten Michelin og Lafarge, som er verdens næststørste cementproducent. Lechêne har ligeledes haft opgaver med at redefinere strategier og forbedre lønsomheden for en række store virksomheder rundt om i verden - senest som privat konsulent.

Bert Nordberg, bestyrelsesformand for Vestas Wind Systems, forklarer, at det er afgørende for Vestas, at produktions-setuppet er så omkostningseffektivt som muligt, samtidig med at man ikke går på kompromis med produkternes kvalitet og medarbejdernes sikkerhed:

»Med sine gode resultater fra tidligere job vil Jean-Marc Lechêne bibringe Vestas en stærk baggrund inden for dette område,« siger han i Vestas' pressemeddelelse.

Jean-Marc Lechêne tror selv, at netop hans betydelig erfaring med at arbejde med restrukturering og cost-out-projekter i store globale virksomheder er det, som Vestas har brug for nu:

»Men jeg ser også meget frem til at arbejde i et selskab, som har en stærk indflydelse på verdens fremtidige energimiks med sine produkter og serviceydelser,» siger han.

Jean-Marc Lechêne flytter til Danmark og tiltræder sin nye stilling pr. 1. juli 2012.

Kommentarer (0)