Metaforer, vi tænker med: Er kriminalitet en virus eller et bæst?

En ny undersøgelse om brugen af metaforer i kriminalitetsbekæmpelsen burde få gang i en diskussion om, hvornår metaforer er nyttige - og hvornår de er farlige for formidlingen af ny viden.

Mennesker med ordet i deres magt har altid vidst, at en god metafor på det rigtige tidspunkt kan udgøre forskellen på en vellykket revolution og et halvhjertet forsøg. En god metafor kan være stærkere end den stærkeste hær. Den åbner nye rum at tænke i og giver en fornemmelse af, at man har forstået noget.

Men den skaber også et ubevidst fængsel for tænkningen, som det er meget svært at slippe ud af igen.

Psykologer og sociologer har længe forsøgt at forstå metaforers betydning for tænkningen. Emnet er stort og komplekst, og det har vist sig at være svært at kvantificere. Men nu er der kommet en ekstra dråbe i havet, så at sige.

(Tegning: Lars Refn)

I en ny artikel i Open Access-tidsskriftet Plos One undersøger Paul Thibodeau og Lera Boroditsky fra Stanford Universitet, hvordan og hvor meget en metafor påvirker folks tanker og handlinger i forhold til emnet kriminalitet. Det viser sig, at effekten er stor og - mest skræmmende - komplet ubevidst.

De to amerikanske psykologer bad 1.482 studerende om at læse en af to udgaver af en tekst fra en rapport om kriminaliteten i byen Addison. De to udgaver adskilte sig kun på et enkelt ord: den ene halvdel af de studerende fik at vide, at kriminalitet er et bæst ('a beast'), og den anden halvdel fik at vide, at kriminalitet er en virus ('a virus').

Spørgsmålet var, om de to måder at beskrive kriminaliteten på ville få de studerende til at foreslå forskellige løsninger på problemet. Ville f.eks. de studerende, der læste, at kriminalitet er en virus, foreslå at bekæmpe kriminalitet som var det en ægte viral epidemi? Og ville de andre studerende, der havde læst, at kriminalitet er et bæst, foreslå at bekæmpe den som var det et angreb af vilde dyr?

Stor effekt

Teksten, som forsøgspersonerne fik at læse i det første eksperiment, lyder sådan her - med de to varianter indsat i parenteser:

'Crime is a (wild beast preying on/virus infecting) the city of Addison. The crime rate in the once peaceful city has steadily increased over the past three years. In fact, these days it seems that crime is (lurking in/plaguing) every neighborhood. In 2004, 46,177 crimes were reported compared to more than 55,000 reported in 2007. The rise in violent crime is particularly alarming. In 2004, there were 330 murders in the city, in 2007, there were over 500.'

Efter endt læsning skulle forsøgspersonerne svare på to spørgsmål: 1. Hvad mener du, Addison burde gøre for at reducere kriminaliteten? 2. Sæt streger under de passager i rapporten som har haft størst betydning for din beslutning.

Forsøgets resultater viste, at metaforerne 'virus' og 'bæst' havde en systematisk indflydelse på valget af løsningsforslag med en størrelsesorden på knap 20 procent begge veje. Forsøgspersoner, som havde læst, at kriminalitet er en virus, var mere tilbøjelige til at foreslå forebyggelse og behandling af kriminaliteten ved at undersøge årsagerne til den og foreslå sociale reformer. De forsøgspersoner, som havde læst, at kriminalitet er et bæst, havde en meget større tendens til at ville slå den tilbage, ansætte flere politibetjente og bygge fængsler.

Den måske vigtigste opdagelse i psykologernes eksperiment er dog erkendelsen af, at folk tror, at de tager stilling til fakta, selvom de ikke gør det. Alle de studerende identificerede tekstens statistiske opremsninger som årsagen til deres løsningsforslag. De satte streger under tallene i de tre sidste sætninger, der fortæller, hvor meget kriminalitetsraten var steget i Addison. Kun tre procent satte også streger under metaforen bæst, hvilket dog ikke var signifikant for forsøgets overordnede konklusion.

Et godt smøremiddel

Hvad kan man lære af dette? For det første må det betyde, at metaforer er stort set usynlige, selvom de har en stor betydning for den måde, hvorpå vi tolker videre på en tekst. Det er noget, som politikere, forfattere og taleskrivere selvfølgelig har vidst hele tiden. For det andet, og måske mere bekymrende, peger undersøgelsen på, at en tekst med tal og statistik er bedre til at skjule manipulerende metaforer end en tekst uden tal eller statistik, måske fordi tal og statistik i sig selv indeholder en metafor om at være objektive og derfor bliver anset som et godt grundlag for rationelle beslutninger.

En tredje interessant opdagelse ved eksperimentet var, at ordene 'bæst' og 'virus' kun virkede, når de var skrevet ind i teksten. De virkede ikke, når man talte om dem, før teksten blev præsenteret. For at undersøge det, gav psykologerne en gruppe studerende opgaven at finde synonymer for ordene 'beast' og 'virus' inden de gik ind og læste kriminalitetsrapporten fra Addison - denne gang uden brug af metaforerne.

Det viste sig, at denne form for 'pavlovsk priming' ikke virkede. De studerendes løsningsforslag var ikke signifikant forskellige fra de løsningsforslag, der kom fra studerende, som slet ikke var blevet påvirket af metaforer.

I et sidste eksperiment satte psykologerne metaforerne bæst og virus i slutningen af teksten i stedet for i begyndelsen. Ideen var at undersøge, om metaforerne virkede bedst, hvis de kom i starten af en tekst, således at hjernen havde tid til at leve sig ind i deres billedunivers, alt imens man læste, eller om de virkede bedst, hvis de blev placeret tættest på det punkt (i slutningen), hvor man skal tage en beslutning om et løsningsforslag. Det viste sig, at metaforerne var meget afhængige af konteksten. De virkede kun, når de stod i starten. Når de blev placeret sidst i teksten, virkede de ikke.

En metafor fungerer altså ikke blot som et aktiverende skema for gamle tankemønstre dybt nede i hjernen, sådan som George Lakoff og Mark Johnson antog det i bogen 'Metaphors We Live By'. Den virker snarere som et dynamisk smøremiddel, der får teksten til at glide nemmere ned. Placerer man en metafor i starten af en tekst, vinder den ligefrem i styrke, efterhånden som man læser videre, fordi de efterfølgende informationer underlægger sig og passes ind i de forestillinger og rammer, der er blevet frembragt af metaforen til at starte med.

Framingeffekter

I litteraturen har metaforer primært et poetisk formål. I politik bruger man dem som 'frames', dvs. som overbevisende argumenter, hvor man laver en subtil analogi, der bekræfter den underliggende ideologi. 'Krigen mod narko', 'drivhuseffekt', 'pro-life', osv. er klassiske eksempler. Man kan også forsøge sig med framing i form af direkte newspeak ('lad tusinde blomster blomstre', 'demonstranter er terrorister', 'forsvarsministeriet', osv.), eller spille på emotionelle og værdimæssige resonanser hos publikum og dermed underminerer mere rationelle overvejelser.

Men det er måske i videnskaben, at metaforer har de største konsekvenser, i hvert fald i det lange løb. Når man forsøger at forklare en ny indsigt, en ny idé, kan man slet ikke undvære de gode analogier og metaforer. Men de er også farlige. Så snart en person har sagt 'big bang', 'survival of the fittest', eller 'selfish genes' vil en masse mennesker misforstå fænomenerne og tillægge dem alle mulige og umulige menneskelige egenskaber, som de slet ikke har.

I 2007 kunne hjerneforsker Michael Deppe fra universitetshospitalet i Münster f.eks. vise, at amygdalaen, som er den del af hjernen, der udløser emotionelle responser, var relativt mere aktiveret, når forsøgspersoner foretog valg i samklang med en framing. Når forsøgspersonerne derimod besluttede sig i modstrid med den metafor, der framede et bestemt synspunkt, observeredes der en større aktivitet i frontallappen, der er hjemstedet for de mere analytiske tankeprocesser.

Eksperimentet viste, at der i hjernen eksisterer flere stemmer, som kan være i opposition til hinanden, og at en mindre følsomhed over for framing korrelerer med en øget aktivitet i den orbitofrontale cortex, hvilket samlet set understøtter en forklaringsmodel, efter hvilken den orbitale og mediale prefrontale cortex evaluerer og integrerer både den emotionelle og den kognitive information, og på den måde understøtter en mere gennemtænkt, dvs. en mere beskrivelsesinvariant beslutning.

Metaforer til formidling

Mange videnskabelige debatter kan betegnes som framing-kampe. Diskussionen om intelligent design er et godt eksempel på en sådan kamp, der foregår primært på amerikanske skoler og på internettet. Men også debatter om klimaet, om folkeskolen og om atomkraft handler under overfladen af tal og statistik om den strategiske placering af metaforer. Debattørerne bliver ofte så optagede af deres kamp, at de bliver til medier for deres sag. Det er ikke dem, der har metaforerne. Det er metaforerne, der har dem.

I et evolutionært perspektiv har metaforer selvfølgelig været nyttige for beslutningsprocessen, fordi de reducerer informationsomkostninger og skaber en følelse af forståelse. Men de er også et perfekt resonanskammer for gruppe-forstærket irrationalitet, fordi de ofte erstatter virkelighedens kompleksitet med emotionelle stikord. Metaforer er derfor heller ikke velegnede til at formidle ny information, selvom de samtidigt er uundværlige til at anskueliggøre det uanskuelige.

Det er paradoksalt. Metaforer er uvidenskabelige, men der er ingen videnskabelig forståelse uden dem. De er nødvendige for kommunikationen, men i relation til nye indsigter kan de kun bruges som halve løgne, som på en lykkelig dag sætter fantasien i sving, men meget hurtigt låser forståelsen fast i en forkert ramme. Det eneste, man kan gøre som formidler af ny viden, er enten at være rigtig tør og kvantemekanisk i sin tekst eller også at bruge saftige metaforer, få et stort publikum og være sikker på at blive misbrugt.

Kommentarer (2)

Sidste betragtning minder mig om denne løsning, fundet af min højt elskede vejleder til 2nd udgave af hans lærebog. Han havde (selvfølgelig) måttet høre på klager over at 1st udgave var for let, og over at den var for svær. Derfor havde han nu gjort 2nd udgave både sværere og lettere.

  • 0
  • 0

Et metaforisk udtryk brugt af en videnskabsmand kan også nemt misforstås hvis det tages ud af kontekst. For eksempel Einsteins "... Gud spiller ikke med terninger". Kender man den sammenhæng det bliver sagt i, så ved man at det nærmest er synonymt med "... der er ikke nogen egentlige tilfældigheder i naturen". Og at det er dette sidste udtryk, der indeholder essensen i en teoretisk diskussion om fysik. Derfor er der heller ikke mange fysikere, der hænger sig i Einsteins sprogbrug - hvad enten de er ateister eller ej.

  • 0
  • 0