Vi kan sigte, vi kan kaste og vi kan ramme. Det er vores spidskompetence, og der er ingen, som kan gøre os kunsten efter. Geparden er bedst til at løbe, hajen er god til at svømme og vandrefalken er hurtigst til at flyve i styrtdyk. Men vores evne til at true og myrde på afstand er ikke bare en verdensrekord: Den er selve grunden til, at hominiderne begyndte at adskille sig fra deres abelignende artsfæller og udvikle kultur og civilisationer.

Sådan lyder det nyeste bud på en forklaring af de store linjer i menneskets udvikling de sidste fem-syv millioner år, og ideen ligger egentlig tæt på at være gammel folklore: Vi kender alle til karikaturen af aben på alle fire, der langsomt begynder at gå på to ben, og mange har set indledningen til filmen 'Rumrejsen år 2001', hvor en abe ser lyset og bruger en kølle til at dræbe en anden abe med.

Selvom dette er stærke forsimplinger, er der noget om snakken. Det mener i hvert fald adfærdsbiologerne Paul Bingham, Samuel Bowles og Herbert Gintis, som hver for sig har forsøgt at syntetisere den eksisterende viden om hominidernes evolution til en samlet og kohærent historie. De er enige om, at pointen med armenes frigørelse ikke var at kunne vaske kartofler - det var derimod at kunne kaste med sten og slå med kølle, hvilket paradoksalt nok gjorde os til en meget mere fredelig art.

Konsekvensen af at kunne afsende projektiler i form af sten eller spyd var nemlig, at prisen for at straffe et overgreb internt i gruppen eller at modstå et angreb udefra faldt voldsomt. Det blev pludselig til en 'billig teknologi' at undertrykke konflikter. Hominiderne behøvede ikke længere at udvikle pansrede brystkasser eller skarpe fortænder, og mange flere kunne deltage i trusselsarbejdet uden at risikere liv og lemmer. Det gjorde gruppen mere stabil og styrkede den kooperative adfærd.

Enestående koordination

Der findes mange arter, som har udviklet en evne til at bruge deres forben til andet end at bevæge sig med, f.eks. til at manipulere mad og objekter og til at grave med. Kigger man på en chimpanse, så kan den godt kaste med en sten eller en gren, men et kast rammer sjældent målet. Chimpanser er meget stærkere end os, men de mangler koordineringsevnen til at kaste hurtigt og præcist, og det er denne evne, der begyndte at adskille hominider fra de andre.

Ifølge Paul Bingham, der i 2009 skrev bogen 'Death From a Distance' er det faktisk denne evne til at true og myrde på afstand, der gør mennesket socialt. Pludselig var der sat en præmie på den sociale intelligens, for hvis man var i stand til at koordinere gruppens aktioner, kunne man få en højere status, hvilket blev oversat til en større adgang til de gode damer. Koordinering er en kompliceret og svær evne, som kræver store og samarbejdende hjerner, og succesen med at undertrykke konflikter blev hurtigt betragtet som et socialt gode, der måske var omkostningsfuldt at bibeholde, men vigtig for gruppen som helhed.

Lingvister som Derek Bickerton og evolutionsbiologer som Erös Szathmary har bekræftet, at den stadigt større hjernekapacitet langsomt gjorde Homo-slægten til jægere og samlere. Til at starte med var de dog ikke jægere. De var konfronterende ådselsædere på savannen. De brugte stenkast og spyd til at skræmme rovdyr væk fra deres bytte, og da den slags mad var fordelt over et stort areal, blev det en fordel at opdele sig i mindre grupper og kommunikere over store afstande. Mere komplicerede signalsystemer og abstrakte koncepter kunne så langsomt udvikle sig på baggrund af denne livsstil.

De samarbejdende jægere

Ifølge den bedste evidens, der findes på området, har jæger-samler-adfærd været den altdominerende livsform blandt hominider fra for cirka to millioner år siden og helt frem til for 10.000 år siden. Jægere og samlere var ekstremt egalitære og samarbejdende folk, ikke kun i forbindelse med at finde føde, men også med at opdrage børn og dele arbejdsopgaver. Det er enestående blandt primater, viste Susanne Shultz og kolleger fra University of Oxford, der sidste år offentliggjorde en omfattende analyse af 217 tilbageblevne primaters genetiske og fænotypiske fortid (se ing.dk/k#arhu). Konklusionen var, at de tidligste primater må have levet for ca. 72 millioner år siden som enligt fouragerende individer, der kun mødtes, når de skulle parre sig. Gruppedannelser så man fra for 52 millioner år siden, og de var alle sammen struktureret omkring en alfa-han i en rigid hierarkisk orden.

For 16 millioner år siden brød en ny organisationsform frem blandt nogle af primaterne, hvor man enten valgte kun at have en enkelt han i gruppen eller at leve parvist alene. Den sidste fælles forfader for hominider og chimpanserne levede for 5-7 millioner år siden, men hominiderne blev skilt i to grupper for 2,5 millioner år siden. Den ene gruppe blev til australophiteticus og uddøde for 1,4 millioner år siden, og den anden blev forgængerne til Homo sapiens, og det er her, man finder den første brug af værktøj (se ing.dk/k#arhv).

Herbert Gintis fra Santa Fe Institute og University of Massachusetts skriver i en ny artikel med titlen 'Human Evolution: A Behavioral Synthesis', at den altdominerende faktor for hominiders og moderne menneskers organisationsform har været typen af dødbringende våben. Den centrale pointe er, at selvom primitiv brug af værktøjer har været udbredt blandt primater, så var det kun mennesker, som var effektive til at dræbe på afstand. Arkæologer har fundet træspyd og pile med skarpe spidser, som blev brugt til jagt og til at skræmme rovdyr væk fra ådslet, men de var også ret effektive til at dræbe den stærkeste han, mens han sov. Alene den omstændighed bevirkede, at det gamle politiske hierarki ikke kunne holde længere, og man blev nødt til at erstatte fysiske styrke med et andet ledelsesprincip. Èt enkelt billigt våben var altså alt, hvad der skulle til for at nedbryde et millioner af år gammelt tyranni af alfahanner.

Uden en leder måtte mange hominider lide store nederlag over for rivaliserende grupper, der var godt organiserede. Lederskab var derfor stadig et evolutionært retningsgivende element, men det kunne kun fungere som nogenlunde frivillige koalitioner af tilpas mange individer, der kunne håndtere resten af gruppens konflikter. Jo klogere, man var, og jo større talent man havde for at koordinere og overtale de andre, desto større indflydelse kunne man få. Overtalelse handler blandt andet om at have ordet i sin magt, og derfor kom der et stærkt selektivt pres på lingvistiske kompetencer og evnen til klar kommunikation. To millioner år i samvær med en spids genstand og evnen til at true med den, var altså det, der skabte mennesket i sin nuværende form, inklusive vores kognitive evner, vores kultur og avancerede civilisationer.

For enkel til at være smart?

Det er overraskende, at denne ganske simple teori om de dødbringende våbens betydning ikke har været mere populær blandt akademikere, og man kan spekulere over, om det er, fordi teorien bliver opfattet som lidt ucharmerende og 'primitiv'. Selv de største evolutionsbiologer i historien, inklusive Darwin, Ronald Fisher og Geoffrey Miller foretrak i stedet at udvikle en seksuel selektionsteori (kaldet 'runaway sexual selection theory'), der bruger hunnernes præferencer som argument for udviklingen af dominans og/eller klogskab i arterne.

Kigger man på resten af menneskets våbenhistorie, tegner der sig et lignende billede. Med fremkomsten af landbruget, privat ejendom og landsbyer, hvor man handlede med hinanden, blev det muligt at brødføde større grupper, som til gengæld underordnede sig og forsvarede den stærke mand. Dette førte trin for trin til større sociale strukturer, fra simple feudalsamfund over mere komplicerede kongedømmer til dannelsen af stater, ofte afbrudt af sammenbrud, men ikke desto mindre som regel i retning af mere autoritære strukturer ved hjælp af en 'ordensmagt' (se også ing.dk/k#ab4u). Blandt de egalitære indianske stammer har man f.eks. sjældent hørt om undertrykkende høvdinge, men blandt store kongedømmer og stater, hvor magtfulde mænd kunne afskærme sig fra fjendernes projektiler, har tyranni altid været en populær model.

Ifølge Gintis ligger der en overset pointe i våbenkapløbets betydning for vores samfundsstrukturer, og dermed for vores biologiske udvikling. Han citerer Aristoteles for at sige, at der findes fire typer af militære styrker: kavaleriet, det tunge infanteri, de lette tropper, og marinen:

»Når et land er tilpasset til kavaleriet, er det mest sandsynligt at samfundet udvikler sig til et oligarki, fordi kun rige mænd har råd til at holde heste. En anden form for oligarki opstår, når landet er tilpasset det tunge infanteri, for denne service er bedre egnet til de rige end til de fattige. Men de letarmerede tropper og marinen er helt demokratiske ... et oligarki, der rejser en sådan styrke fra de lavere klasser, rejser en magt mod sig selv.«

Aristoteles giver med andre ord en begrundelse for, hvorfor de kystnære græske bystater var demokratier (i datidens betydning), og de assyriske og persiske imperier foretrak kavaleriet. Efter at romerne blev banket af Parthien i flere omgange, blev brugen af kavaleri udbredt over hele Europa, og det holdt helt til slutningen af middelalderen, fordi udviklingen af saddel, stigbøjle og sporer kunne konsolidere feudalismens oligarki.

Mellem årene 1200-1800 kæmpede kavaleriet mod et stadigt stærkere infanteri, blandt andet i krigene mellem England og Schweiz på den ene side og Frankrig og Spanien på den anden. Den feudale ridder måtte langsomt se sig overgået af en stærk adel, der via den transatlantiske handel havde fået råd til at anskaffe sig hele armeer af lejesoldater, som begyndte at bruge kanoner og krudt.

Men det, der for alvor indledte demokratiet var ifølge Gintis fodsoldaten, riflen og revolveren. Deres store pålidelighed og træfsikkerhed gjorde truslen på afstand så billig (og dermed så udbredt) som dengang, da jægere og samlere begyndte at bruge spyd og køller. Efter Første Verdenskrig stod det derfor klart, at den strategiske trussel, der udgik fra soldaten, skulle oversættes til politisk magt, hvilket nødvendigvis måtte inkludere flere individer - og føre til et demokrati, da det var det bedste samfundssystem til at føre krig og forsvare freden.