Den insisteren der er på at slukke enheder med radiosendere i fly er ikke fordi man risikerer at falde ned. Enheder der har en radiosender (mobiltelefoner især) går i radioen og skaber voldsom støj for piloterne. Fordi man sidder i et metalrør kan man forestille sig hvor meget det kan betyde når der sidder 400 telefoner og prøver ekstra meget at få fat i en mast.
Under start og landing vil de gerne have ALLE elektroniske enheder slukket for at man kan være sikker på at kabinepersonalet kan få alles opmærksomhed hvis noget går galt. Det er altså ikke så meget et teknologisk, som et reelt sikkerhedsspørgsmål.

På hospitaler giver et mobilforbud for besøgende mening - ikke så meget for patienter. Besøgende vil - alt andet lige - have en tendens til at være mere engagerede i verden udenfor. nogen har dårlig mobildisciplin og taler højt vidt og bredt om alt og alle uanset hvor det er - et mobilforbud kan være et redskab til at få dem til at dæmpe sig og tage en time-out mens de er et sted hvor folk har brug for at hvile sig fordi de er syge.
For indlagte kan det faktisk være en hjælp til at blive rask hurtigere hvis mobilen må være tændt til sms og tale hvis det er med til at få den indlagte til at føle sig mindre syg.

Hvis der virkelig ville være folk der døde hvis en tændt mobil kom for tæt på hospitalsudstyr, ville vi nok have set en del tilfælde allerede fra folk der har glemt en tændt telefon i en lomme eller taske.
Forsigtighedsprincippet med en meters afstand til udstyr der måske ikke er skærmet godt nok kan helt generelt være en meget god ide.

det er sgu da uffateligt at man selv her i 2012 ikke engang kan bruge mobilen på hospitaler og i flyvemaskiner. Kan det virkelig være så svært at beskytte elektroniken?

Øh - har du læst artiklen ?

Det har tidligere været fremme, at patienttelefonerne ikke er helt billige at bruge. Grumme overpriser skulle være en ret god forretning for hospitalerne. Grundlaget for denne forretning forsvinder naturligvis hvis brug af mobiltelefoner tillades.

For et par år siden var jeg med et mindre chartret fly til England. Der var plads til omkring 30 og vi var cirka 15. En af piloterne kom ind og snakkede i kabinen og adspurgt sagde han, at det i virkeligheden ikke var nødvendigt at slukke mobilen. Men om han mente, at det også var unødvendigt ved start og landing, husker jeg ikke. Jeg tror ikke vi talte om det.

Det har tidligere været fremme, at patienttelefonerne ikke er helt billige at bruge. Grumme overpriser skulle være en ret god forretning for hospitalerne. Grundlaget for denne forretning forsvinder naturligvis hvis brug af mobiltelefoner tillades.

Steen - der eksisterer ikke længere patienttelefoner på Region Sjællands Sygehuse - de bliver ganske simpelt ikke længere benyttet. Patienter og pårørende benytter deres mobiltelefoner - om det er tilladt - eller ej.

For over 10 år siden, kørte jeg en undersøgelse på 4 sygehuse i Region midt.
Alle test og målinger viste, at der IKKE var problemer med NMT og GSM telefoner.
De eneste anlæg ,der udviste en smule var Falcks radioer! Og det var kun fastmonterede i bilerne.
Ved at afskærme ambulancemodtagelsen, løste "problemet" sig.
De største støjkilder var hospitalets egne instrumenter.
Dårlige lodninger, kabel afslutninger, stik mv. var årsagen.
Diathemi udstyr var også een af støjkilderne. En ændring i kabler og afslutninger hjalp gevaldigt.
Så allerede dengang blev mobilerne "frikendt" flere steder.
Det eneste sted jeg ikke kunne frigive telefonerne, var hvor man målte hjernebølger. Det udstyr var for følsomt.
Der dukkede for øvrigt en støjkilde på netop der.
Et køleskab i målerummet støjede gevaldigt.
Der var trukket et forlængerkabel igennem et hul i muren, til en stikkontakt, som ikke tilhørte den afskærmede gruppe! Sjovt.

Denne diskussion har kørt lige siden mobiltelefonen blev født, og den vil sandsynligvis fortsætte så længe man roder tingene sammen.
Det her spørgsmål er ikke et teknisk spørgsmål, men udelukkende et spørgsmål om, hvem der skal tage ansvaret, den dag en ulykke eller et dødsfald beviseligt er forårsaget af en mobiltelefon.

Man kan ikke ud fra et fagligt teknisk grundlag tage ansvaret for brug af mobiltelefoner på hospitalerne, da det vil svare til, at man udvider medicotekniske apparaters produktgarantier udover det fabrikanterne selv garanterer, hvilket man ikke kan.
Desuden er rigtigt meget apparatur mobilt, man kan derfor ikke med sikkerhed vide, hvor det præcist befinder på det enkelte hospital, og man ved slet ikke hvor mobiltelefonerne befinder sig.
Ydermere er apparaternes faktiske støj immunitet / EMC egenskaber ikke en statisk størrelse. Den kan forringes over tid som følge af aktuel brug, slid og service, og der er mig bekendt ingen danske hospitaler, der periodisk kontrollerer apparaternes EMC egenskaber, hvilket i øvrigt vil være en uoverkommelig opgave.

Vi elsker alle sammen mobiltelefonen, og vi vil alle gerne have lov til at bruge den, når som helst og hvor som helst. Det ønske vil man gerne imødekomme både hvad angår patienter, besøgende og hospitalsdriften i øvrigt, hvor mobiltelefonen også kan være ganske effektiv.

Men hvem skal tage ansvaret?
Regionsrådet, direktionen, hospitalsledelsen, driftschefen, IT-chefen, telefonchefen, den medicotekniske chef, den enkelte kliniske afdelingsledelse, eller den person der har eller bruger mobiltelefonen?

Om man tillader brug af mobiltelefon i et eller andet omfang på hospitalerne, er et ledelsesmæssigt politisk valg.

Når det så tilsyneladende går godt, så skyldes det til dels, at det nok er rigtigt, at sandsynligheden for fatale fejl er ”lille”, uden man dog er i stand til at sige noget sikkert om hvor stor ”lille” er.
Den anden og afgørende faktor er, at det reelt er komplet umuligt at reproducere en fejlsituation, da man ikke kan vide, hvor og hvor mange mobiltelefoner, der har været i nærheden, hvordan de har været anvendt og på hvilket tidspunkt i forhold til det apparatur, der har fejlfunktioneret.
Derfor er bevisførelsen usandsynlig, men helt udelukke den kan man måske ikke.

Den dag beviset er der, så sker der det, alle hundeejere ved, bæh’en glider altid nedad…..

Steffen Hansen laver en klassisk fejlslutning:
Han fastslår rigtigt, at vi ikke kan udvide producenternes produktansvar. På den basis konkluderer han, at vi må opretholde forbuddet.

Det er forkert:

Det er os, der står med ansvaret, hvis en fortvivlet pårørende styrter ind til sit syge barn med en tændt mobil i lommen, og nabopatientens medicoteknik påvirkes af hans mobil. Det er i den forbindelse ikke ansvarsfraskrivende for sygehusejerne, at et skilt advarer mod mobilbrug.

På den basis er der kun en mulig konklusion: Vi skal minimere risikoen for mobil-induceret appartursvigt. Forebyggelsen sker ved at opsætte GSM-sendestationer inde i hospitalerne, så mobilernes radio kører på laveste blus. Derudover skal vi stressteste vort udstyr, så vi opnår faktuel viden om risikoen for malfunktion. Steffen mener, at det er uoverkommeligt. Beklager, men forbud er en nytteløs automatreaktion.

Hvem laver fejlslutning? Hvor skriver jeg, at man skal opretholde et forbud ?

Det jeg forsøger at forklare er, at dem som beslutter, at tillade brug af mobiltelefon i et eller andet omfang, ikke skal gøre det under henvisning til en teknisk forklaring eller tilladelse fra en tekniker.

Når man tillader brug af mobiltelefon i et eller andet omfang, er det et valg man tager, udfra en overbevisning om, at risikoen nok er minimal, og det kan udmærket være et godt valg.

At der er "kløjs" i opfattelserne underbygger artiklen selv på bedste vis, idet artiklens sidste afsnit punkterer artiklens overskrift og budskab.

Jeg læste Steffen Hansens overvejelser vdr. EMC følsomhedsændringer som at den tekniske grund var valid i sig selv. Men det er klart, at alle beslutninger har flere aspekter.

I alle tilfælde: pårørende vil glemme påbuddene. Og de ansatte ignorerer dem - alle steder. Det er virkeligheden, som man må tage bestik af.

Nogen hospitaler har lavet betalingstelefoni i samarbejde med diverse firmaer. De har en økonomisk interesse i at forbudsskiltene bliver hængende :-)

Det jeg forsøger at forklare er, at dem som beslutter, at tillade brug af mobiltelefon i et eller andet omfang, ikke skal gøre det under henvisning til en teknisk forklaring eller tilladelse fra en tekniker. Når man tillader brug af mobiltelefon i et eller andet omfang, er det et valg man tager, udfra en overbevisning om, at risikoen nok er minimal, og det kan udmærket være et godt valg.

Hvis man ikke foretager et valg ud fra målte og beregnede forudsætninger, så kan man lige så godt sige, at det det er sikkert at gå på motorvejen.
Det kan ikke være meningen at valget kun træffes af ikke kyndige udi radiobølger mm.

Hvis man ikke foretager et valg ud fra målte og beregnede forudsætninger, så kan man lige så godt sige, at det det er sikkert at gå på motorvejen. Det kan ikke være meningen at valget kun træffes af ikke kyndige udi radiobølger mm.

Sådan som status quo er på danske hospitaler, svarer det til at man aldrig, aldrig må gå på motorvejen - heller ikke, hvis den er afspærret for kørende trafik i begge ender.
Den eventuelle kendskab til radiobølger har altså ikke bibragt brugerne nogen differentieret tilgang til problemet, bare blank og blind afvisning, plus komplet ignorering af at forbuddet ignoreres.

Nu er den største risiko fra mobilen jo smittespredning, men det er jo mindre farligt. ;-)

på linie med kuglepenne, stetoskoper, dørgreb, keyboards m.v.

1. okt 2012, Videostreaming i ambulancer slukker trådløst hjerteudstyr
   Et projekt med videostreaming fra ambulancer i Nordjylland er foreløbigt sat i bero, fordi streaming fik forbindelsen mellem computer og EKG-udstyr i ambulancen til at gå ned.
   http://ing.dk/artikel/133233