Mars-bilen Opportunity vågnet fra vinterdvale

Nasas Mars-bil Opportunity har været i hi og triller nu videre mod nye udforskninger på den røde planet.

Nasa utrættelige Mars-bil Opportunity har forladt sin overvintringsplads i Green Haven på Mars og har for første gang i 19 uger bevæget sig for at foretage nye undersøgelser af den røde planet. Det er den femte kolde Mars-vinter, som Opportunity har stået igennem siden sin ankomst.

Opportunity blev parkeret på den nordvendte skråning, som har en hældning på 15 grader, den 26. december 2011, så dens solpaneler vendte optimalt mod Solen under den lang Marsvinter.

Her står Solen så lavt på himlen, at strømproduktionen falder drastisk på Mars-bilen, hvis solpaneler også er delvist dækket af støv.

Den 8. maj trillede Opportunity 3,67 meter, de første bevægelser i 19 uger. Mars-bilens bagerste kamera tog dette billede af overvintringspladsen efter kørslen. (Foto: Nasa/JPL-Caltech)

Tirsdag den 8. maj rørte Opportunity så på sig for første gang i år. Mars-bilen trillede 3,67 meter mod nordvest ned ad skråningen. Hermed forlod den klippeskråningen og er tilbage på sandet nedenfor.

Læs også: Støv på solpanelerne tvinger Mars-bilen Opportunity i vinterhi

Nasas teknikere i kontrolcenteret på Jet Propulsion Laboratoriet i Californien modtog bekræftelsen på den vellykkede kørsel via data fra Nasas rumsonde Mars Odyssey, der er i kredsløb om Mars og fungerer som relæstation for Opportunity.

Under de sidste 19 ugers ophold på Green Haven har Opportunity benyttet sin robotarm med mikroskop og spektrometer til at undersøge over 20 områder inden for den rækkevidde. Radiodopler-signaler fra Mars-bilen er blevet benyttet til at undersøge Mars' indre.

I de kommende dage vil Opportunity med sit kamera se tilbage på Green Haven og fotografere de områder, som den har undersøgt. Nasas teknikere holder et skarpt øje med Mars-bilens energisituation.

Nede på sandet er hældningen kun 8 grader, men Solen er efterhånden så højt på himlen, at de videnskabelige aktiviteter kan begynde at tage fart igen, mens Opportunity bevæger sig omkring.

Læs også: Selvportræt viser Opportunitys støvede solpaneler

Skulle en kraftig vind pludselig rense solpanelerne for noget af støvet, vil Mars-bilen også kunne begynde at undersøge sydvendte skråninger.

Opportunity har udforsket Meridiani-området på Mars siden sin ankomst i januar 2004. Undervejs er den kørt hen for at besøge kanten af det 22 kilometer store Endeavour-krater kaldet Cape York. Her ankom Mars-bilen i august 2011 og har siden undersøgt klipper i dette område.

Matt Golombek fra Opportunitys videnskabelige hold hos Nasa oplyser i en pressemeddelelse, at Mars-bilens næste mål er et lyst område nogle meter på den anden side af Cape York. Senere skal Opportunity mod en anden del af kraterkanten, kaldet Cape Tribulation, hvor der menes at være gamle lerforekomster.

Opportunity får selskab til august, når Nasas nyeste Mars-bil, Curiosity lander ved Gale-krateret den 6. august.

Dokumentation

Pressemeddelelse fra Nasa

Emner Nasa Mars

Kommentarer (6)

Jo, det er den 5/6 august den lander. 26. november 2011 var den dato den blev sendt af sted.

  • 0
  • 0

Det er det, og det er rettet nu.

Det er en ommer :

"Opportunity får selskab til november, når Nasas nyeste Mars-bil, Curiosity lander ved Gale-krateret den 6. august."

  • 0
  • 0