Manual hjælper i kamp mod ilden

Hver uge tjekker boligselskabet Domeas 400 ejendomsfunktionærer selskabets ejendomme for risici.

En 19 sider lang manual med indbygget tjekliste pryder væggen på samtlige 220 ejendomskontorer, hvor boligselskabet Domeas ejendomsfunktionærer holder til. Funktionærerne skal med ugentlige eller månedlige mellemrum tjekke, om beboerne har stillet brandbare genstande i kældre og på trapper, om der holder knallerter i cykelkældre, om rednings- og flugtvejene er holdt fri, og om de er ordenlig skiltet.

Det omfattende tjekprogram er en del af boligselskabets indsats mod de brande, som tidligere har plaget foreningens boliger, fortæller seniorkonsulent Preben Christensen. Han kom til boligselskabet efter at have arbejdet med brandsikkerhed i supermarkeder for De Samvirkende Købmænd.

»Domea blev dannet ved en fusion i 2005, og noget af det første, vi så på, var, hvor vi havde forskellige måder at gøre tingene på. På grund af min baggrund kiggede jeg selvfølgelig på brandsikkerhed, og vi undersøgte derfor tre forskellige bygninger fra tre forskellige perioder, og vi fandt alle mulige fejl: Et sted havde man revet en brandmur ned og aldrig fået den bygget op igen, og andre steder var der andre mangler. Så det var vi nødt til at gøre noget ved.«

Læs også: Galleri: Her er de typiske brandfælder i danske boliger

Siden har selskabets 400 funktionærer været på fire brandkurser, og der er uddelt og opsat røgalarmer til de 30.000 lejligheder, så mindst 95 procent af boligerne ifølge Preben Christensen i dag har røgalarmer.

Indsatsen har givet gode resultater, fortæller Preben Christensen.

»Vi har klart færre brande end tidligere, og sikkerheden er større, fordi vi også har fået tjekket låsesystemer, og funktionærerne er i dag ekstra opmærksomme, så det bliver opdaget, hvis en vvs'er f.eks. ikke har lukket et hul efter at have trukket nye rør.«

Succesen har inspireret andre boligselskaber, så der er i dag er dannet en Erfa-gruppe for boligselskaber med deltagelse af Beredskabsstyrelsen, forsikringsselskaber og Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut.

Emner Højhuse Huse

Kommentarer (0)