Mærsk får ret: Dong tager overpris for gastransport

Energitilsynet har fredag formiddag sat punktum i en strid mellem Mærsk og Dong Energy: Dong skal sænke prisen for at transportere gas fra Nordsøen til mellem fem og syv øre pr. kubikmeter.

Dårlige økonomihistorier fortsætter med at vælte ind over Dong Energy, som i går måtte offentliggøre et kvartalsregnskab med et milliard-underskud.

I dag får koncernen besked fra Energitilsynet om, at man skal sætte prisen ned på transport af naturgas gennem rørene ude fra Nordsøen og ind til behandlingsanlægget i Nybro på den jyske vestkyst. Ifølge Energitilsynets beregninger vil denne afgørelse kunne koste Dong Energy indtægter på op til 150-250 millioner kroner om året.

Afgørelsen er kulminationen på en strid mellem Mærsk og Dong Energy om netop prisen på transport af naturgas. Og her siger Energitilsynet altså, at Dong skal sætte prisen ned fra ti til fem til syv øre pr. m3.

Kendelsen kan dog næppe komme som nogen overraskelse for Dong Energy, idet Energitilsynet allerede i juni 2011 meldte ud, at en rimelig tarif for transport af naturgas er syv øre pr. m3 naturgas.

Læs også: Tilsyn: Dong Energy tager overpris for gastransport

Dengang satte Dong Energy så prisen ned på eget initiativ - fra 13 til 10 øre pr. m3. Nu skal de altså give prisen endnu et nøk nedad, medmindre selskabet vælger at anke sagen til Energiklagenævnet.

Ifølge Energitilsynet får afgørelsen ikke kun betydning for transportaftaler mellem Dong Naturgas og Maersk Energy Marketing.

Andre energiselskaber kan med kendelsen i hånden påberåbe sig samme prisniveau ved indgåelse af aftaler med Dong Energy om transport af naturgas til det danske marked.

Hvis alle kontrakter fremover gør brug af de nye priser på den samlede transportmængde på ca. fem milliarder kubikmeter (2011-tal) så vil afgørelsen betyde, at Dong Energy kan miste indtægter på 150-250 millioner kroner årligt.

Dong Energy har endnu ikke besluttet, om de vil anke sagen.

Dokumentation

Afgørelsen fra Energitilsynet

Emner Naturgas

Kommentarer (0)