Lundbeck betalte Penkowa for ubrugeligt patent
I 2003 og 2004 betalte Lundbeck i 13 måneder Milena Penkowa for at forske med baggrund i det opdigtede rotteforsøg, der startede Penkowa-sagen.
»Vi lavede nogle forsøg, og i den forbindelse er der tilgået penge til Penkowa, Juan Hidalgo (Penkowas spanske kollega, red.) og Transtechnics (spansk firma, red.)«, siger vicekoncerndirektør i Lundbeck Peter Høngaard Andersen til politiken.dk.
Patentet blev i 2003 forhandlet til Lundbeck, og Milena Penkowa og hendes samarbejdspartnere arbejdede frem til august 2004 med patentet for Lundbeck.
Patentet handlede om en metode til at transportere proteinet metallothionein ved hjælp af liposomer. Patentet blev tildelt i 2002, og man mente dengang, at metoden kunne bruges til at behandle blandt andet Parkinsons og Alzheimers.
Lundbeck stødte ind i problemer med at genskabe nogle af Penkowas resultater, men det var ikke det, der i sidste ende standsede samarbejdet, forklarer Peter Hønsgaard Andersen.
»Det viste sig, at det godt kunne lade sig gøre at transportere metallothionein, men da vi begyndte at regne på, hvilke doser vi skulle give mennesker, for at det skulle give en terapeutisk virkning, kunne det ikke lade sig gøre rent fysisk,« forklarer han til Politiken.
Læs hele historien på Politiken.dk.




Kommentarer (0)