Lettelse: Soyuz-raketten flyver igen
Der blev draget et lettelsens suk søndag blandt de mange deltagere i Den Internationale Rumstation, da det ubemandede forsyningsfartøj Progress-45P søndag steg til vejrs med en Soyuz-raket.
At opsendelsen forløb planmæssigt betyder, at de kommende bemandede opsendelser kan gennemføres som planlagt. Succesen skal ses i lyset af det mislykkede forsøg 24. august i år, da Soyuz-raketten faldt ned.
Hvis søndagens opsendelse var slået fejl, ville de kommende bemandede opsendelser med nye astronauter være blevet udsat, og rumstationen ville skulle forblive ubemandet i en periode. Dette ser nu ud til at være undgået.

Samme rakettrin = samme problem
Soyuz-U-raketten, der benyttes til opsendelser af Progress-forsyningsfartøjer, benytter samme tre rakettrin som de Soyuz-FG-raketter, der også opsender de bemandede Soyuz-fartøjer med tre astronauter.
Uheldet den 24. august i år, hvor tredje trin til Soyuz-U raketten svigtede, betød, at forsyningsfartøjet Progress-44P faldt ned i det fjernøstlige Rusland. Siden har en russisk undersøgelseskommission fundet, at uheldet skyldtes en produktionsfejl, hvorved et fremmedlegeme skabte en blokering i brændstofforsyningen til den ene turbopumpe.
Den russiske rumfartsorganisation Roskomos har efterfølgende returneret 18 stk. tredje trin til producenten TsSKB Progress i Samara i Rusland til yderligere inspektioner og afprøvninger. Det tredje trin, der blev benyttet søndag, og det, som skal benyttes til den næste bemandede opsendelse, er fremstillet under de nye kvalitetskontrolkrav og stammer ikke fra samme levering som det, der faldt ned den 24. august.
Planmæssig opsendelse
Søndagens opsendelse fandt sted kl. 11.11 fra Baikonur-rumcenteret i Kasakhstan. Rakettens tre trin, og det tredje blev der holdt ekstra øje med, fungerede alle, som de skulle denne gang.
Progress-fartøjet medbringer 2,9 ton forsyninger og udstyr. De næste to dage benyttes til at indhente rumstationen. Fartøjet skal efter planen tilkobles Pirs-modulet på rumstationen onsdag kl. 12.40 dansk tid.
Den næste Soyuz-opsendelse med de samme første tre trin er en Soyuz-FG-raket, der skal sendes op den 14. november kl. 05.14 med de tre astronauter Dan Burbank, Anton Shkaplerov og Anatoly Ivanishin.
Denne opsendelse forventes nu at finde sted som planlagt, hvis ellers der ikke findes nye problemer i dataene fra søndagens opsendelse.




Kommentarer (0)