Når riget fattes penge, synes ikke én eneste bæk for lavvandet til at opsuge et par ekstra deciliter vand til at slukke tørsten i vores fælles husholdning. Det kommer blandt andre op til 250 ingeniører til at mærke, hvis regeringens forslag om afskaffelsen af ligningslovens paragraf 33A bliver vedtaget. Paragraffen giver på særlige betingelser medarbejdere skattefrihed i Danmark ved udstationering.

Umiddelbart skal regeringen have ros for at ville sanere i de evigt voksende lovsamlinger, måtte den have som mål at redigere og forenkle lovgivningen generelt, men i dette tilfælde er det riset, der skal piskes med. Hvordan kan det på nogen måde forsvares, at dygtige danskere, som trods savn af familie og venner vælger at hjælpe i vigtige projekter rundt om på kloden, radikalt får ændret på deres økonomiske grundvilkår og kan blive presset til at sælge deres hjemmebolig? De ulykkelige ingeniørers situation er dog blot et symptom på en større og mere grundlæggende problemstilling.

Argumenterne for beskatning af de højtuddannede danskere i udlandet baserer sig på tanken om, at de skylder for de velfærdsgoder, som har bragt dem i den gunstige situation: adgang til sundhedsvæsen under opvækst, børnehaven til ungerne, mens de er væk, og måske især den samfundsbetalte uddannelse og uddannelsesstøtte. Således synes afskaffelsen af paragraf 33A i familie med forslaget om en uddannelsespant, der var i spil, dengang regeringen var i opposition - nemlig at en dimittend skal tilbagebetale SU ved efterfølgende arbejde i udlandet. Dilemmaet mellem finansieringen af fremtidens velfærdsstat og vor offensive omfavnelse af verden omkring os er åbenbart, som det i panoramisk vue kommer til udtryk i vor statsministerfamilies egen prekære skattesituation.

Og se bare på forskerskatteordningen, der paradoksalt nok peger i den stik modsatte retning. I jagten på globalt talent bliver Danmark nødt til at lokke med skatter på sølle 26 procent i op til fem år, selv om man skulle tænke, at bruttolønnen nok er betydelig endda. Det er der ifølge tænketanken Kraka omkring 4.000, der benytter sig af i dag. Havde det ikke været for det tillagte arbejdsmarkedsbidrag, ville selv amerikanske præsidentkandidater finde niveauet for taksering af borgeren i orden.

For desværre ser det ikke ud til, at et gratis skole- og sundhedsvæsen, et socialt sikkerhedsnet, der gør det sikkert at færdes om aftenen, en velfungerende trafikal infrastruktur, hvor poderne trygt kan cykle i fritidsordning, og ej heller danskens vindende væsen eller 7.000 kilometer kystlinje er nok til at lokke kloge hoveder hertil. Der skal åbenbart økonomisk bestikkelse til på et niveau, der aldeles udstiller den hjemlige skattediskussion og den ihærdighed, hvormed man søger at skatteligne de udenlandsarbejdende danskere.

Bag krisesnak og forhandlinger om finansiering af vores velfærdsstat gemmer sig et fundamentalt spørgsmål; nemlig hvor man finder balancen i forventningsafstemningen mellem borger og stat: Hvilke forpligtelser over for staten skriver barnet under på, når det indskrives i folkeskolen og senere som ung tager den uddannelse, alle ønsker, hun skal tage? Svaret får afgørende betydning for vores chance i landenes konkurrence om fremtidens velstand.