Lav interesse for mobildækningsmøde blandt hovedstadskommuner

Børsen Hovedstadens kommuner viste meget lille interesse, da et planlagt dialogmøde med teleselskaberne om hovedstadens mobildækning fandt sted i går.

Hovedstadens kommuner viste meget lille interesse i at diskutere regionens mobildækningsproblemer på et dialogmøde med teleselskaberne, som tidligere erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) havde indbudt til.

Kun 6 af hovedstadens 29 kommuner var tilmeldt til arrangementet og yderligere et par stykker dukkede op. Industrien melder ellers om stor interesse for de tilsvarende møder i andre regioner.

Blandt andet derfor undrer det lille fremmøde også direktør for Telekommunikationsindustrien Jakob Willer.

»Teleselskaberne møder op med en pose penge. Vi vil investere 6 til 6,5 mia. kr. over de næste tre år i udbygning af mobilnet. Ved at samarbejde bedre, kan vi få pengene til at række meget længere. Men det kræver altså, at man møder op, hvis man skal have en dialog,« siger han til Børsen.

Kommunernes Landsforening gør dog opmærksom på, at hovedstaden har mindre problemer med mobilnettet end mange andre områder i landet.

Læs hele historien i Børsen i dag eller på Børsen.dk (kræver login).

Kommentarer (2)

Nu skal jeg ikke kunne udtale mig om mobildækningen i resten af landet, men jeg kan ikke helt følge argumentet fra KL.

"Kommunernes Landsforening gør dog opmærksom på, at hovedstaden har mindre problemer med mobilnettet end mange andre områder i landet."

At vi i hovedstadsområdet generelt har bedre dækning end resten af landet, betyder vel ikke at dækningen her ikke kan forbedres?

I foråret skiftede jeg teleselskab fra Telia til Oister (3’s net), da dækningen på hjemmeadressen var ikke-eksisterende. Skiftet til 3’s net har betydet at jeg nu har en 4/1 dataforbindelse, kan foretage opkald og skrive SMS’er – fantastisk. Problemet er bare, at når jeg bevæger mig til den anden ende af byen (ca. en kilometer) for at besøge min kæreste, forsvinder al dækning fra 3’s net.

Desuden kan må mine medpassagerer i S-togets stillekupé om morgenen være temmelig trætte af, at min mobiltelefon sådan ca. midtvejs mellem Værløse og Hareskov station siger pling-pling, når forbindelsen til netværket forsvinder. Jeg kunne selvfølgelig bare huske at sætte den på lydløs – men det er ikke altid at det lykkes i morgenens travlhed. Og det hjælper ikke på at min internetforbindelse forsvinder i 5 minutter.

At sige, at vi i hovedstaden har mindre problemer med mobilnettet end andre steder i landet er i mine øjne et fuldstændig ubrugeligt argument, når vi stadig har problemer som disse. Der er rig mulighed for at forbedre mobilnetværket, og få lappet de huller i dækningen der stadig eksisterer mindre end 20 kilometer fra centrum. Teleselskaberne lader til at være villige til at investere i udbygning af mobilnetværket, og det mener jeg helt bestem at man bør tage i mod med åbne arme.

  • 0
  • 0

Mobilnettene skal udvikles til stadighed. I storbyerne er det måske ikke så meget dækning, men mere kapacitet, der er udfordringen, men ikke desto mindre er der er en udfordring.
Det er lidt kedeligt at hovedstadens kommuner ikke mener, at de skal prøve at bidrage til at udviklingen gøres så økonomisk effektivt som muligt. Hvis der kan spares 10% på hovedstaden, kan de jo bruges andre steder, hvor befolkningsgrundlaget i sig selv gør det svært at drive udviklingen. Det er ikke en guldrandet forretning, at drive mobilselskab i Danmark for tiden (kig selv i regnskaberne for andre end TDC), så det er som så mange andre steder kun en endelig investeringspulje, der er i spil.
Kommunerne ville også gøre smart i at fortælle, hvad deres mening er om f.eks. mindre basestationer, der skal ned i gadeplan - eksemplet er at montere i lygtepæle. Ellers kommer teleselskaberne med hver deres løsning frem for at dialogen er taget på forhånd.
Alt i alt mange gode grunde til at kommunerne bør møde op, når de bliver inviteret. Det er trods alt delvist på opdrag fra Erhvervsministeriet, at møderne bliver afholdt.
PS. Jeg er ansat ved et af teleselskaberne, men udtaler mig på egne vegne.

  • 0
  • 0