Langtidsmålinger skal klarlægge bornholmsk giftgåde

Alle eksperter er på bar bund i bornholmsk forgiftningssag. De første målinger har ikke vist noget usædvanligt, så nu er langtidsmålinger sat i gang.

Forgiftningssagen på Bornholms Hospital har trukket alle landets eksperter på området til øen. Men efter at have foretaget punktmålinger er de fortsat helt på bar bund med hensyn til, hvad der kan have forgiftet og indlagt ti personer.

Nu har de opsat i alt fire stationer til langtidsmåling af luften i den forseglede akutmodtagelse. De opsamler data, som senere skal analyseres. Smitten er luftbåren, og det er cirka, hvad man ved ifølge Kurt Espersen, hospitalsdirektør for Bornholms Hospital:

»Der måles på praktisk talt alt i luften,« siger han og kan endnu ikke udelukke noget.

Forgiftningen er sket i akutmodtagelsen, hvor der nu er sat fire langtidsmålestationer op til at finde den luftbårne synder. Grafikken viser oversigtskort over Bornholms Hospital. Foto: Bornholms Hospital

Han forklarer, at det højst sandsynligt er fluktuerende, altså noget som stiger og falder i koncentration, og derfor ikke nødvendigvis vil vise sig i punktmålinger.
»Nu foretager vi systematiske og detaljerede målinger,« siger han. Og de målinger tager op til en uge.

Læs også: Ukendt forgiftning har ramt Bornholms Hospital

De involverede specialister kommer fra Beredskabsstyrelsens kemiberedskab, selve Beredskabsstyrelsen, et rådgivende ingeniørfirma og eksperter fra Giftlinjen samt Rigshospitalet.

Bornholms Hospital bringer ikke udenlandske eksperter til hospitalet.

»Vi har ingen udenlandske specialister, men de danske diskuterer det med deres udenlandske kontakter,« siger han.

De otte medarbejdere og to håndværkere, der er indlagt med symptomer på forgiftning efter længere tids ophold på Bornholms Hospitals akutmodtagelse er meldt raske. De forventes at blive udskrevet de kommende dage. Man mener, at grunden til, at ingen patienter er forgiftet, er, at de opholder sig i kortere tid på afdelingen.

De forgiftedes symptomer har været metalsmag i munden, kvalme, hovedpine og svimmelhed.

Kommentarer (8)

Der måles på praktisk talt alt i luften

også radioaktivitet?

Når man nu ikke har en ide om hvad det er bør man kigge på alt.

Jeg kom til at tænkte på radioaktivitet, da der som symptom stod metalsmag.
Nogle af de første der døde af akut strålesyge ved Tjernobyl katastrofen fortalte om metalsmag.

  • 0
  • 0

Det er svært at se af rapporterne om H2S er udelukket. Det behøver jo ikke at være i luften mere på hospitalet.
Mindes en historie om dyrs dødsfald i stalde med mødding under gulvet. Det viste sig at de døde når lufttrykket faldt og der gassede H2S af fra gyllen. Det tog lang tid at finde sammenhængen, fordi der ikke var noget når de eventuelt målte senere.
Kan man i øvrigt måle på de forgiftede om det var H2S. 100ppm er farligt, men det må give meget lidt at måle på hos den forgiftede.

  • 0
  • 0

Nu bruges der mange kemikalier på et hospital, kan der have været et uheld i depot tilsigtet eller ej? Kontrastmidler? Afskærmning ved røngtenkilder mm.?

  • 0
  • 0

Det er vel ikke rengøringspersonalet som har taget nye midler i anvendelse,midler som f.eks ikke tåler sammenblanding med klor.

For år tilbage var der en større giftgasudvikling på Fakse Bryggeri, fordi forskellige rengøringsmidler var blevet anvendt utilsigtet / samtidig.
Bare en indskydelse, undertiden kan det mest nærliggende blive overset.

  • 0
  • 0

Hov ,,, var der ikke noget med at Bornholm havde besøg af en pilot af dubiøs hekomst og karakter ? Selvsamme pilot frekventerede da vist nok vores hospitalsvæsen . Et fejlslaget giftmord på denne "pilotus non grata" eller evt. bortskaffelse af hans cyanid-selvmordskapsel kan have skabt uheldige side effekter ,,, Eller mindre dramatisk : pilotens udtjente flyve-habit ligger og dunster jet-fuel dampe henne i skralde spanden .

  • 0
  • 0

[quote] Der måles på praktisk talt alt i luften

også radioaktivitet?

Når man nu ikke har en ide om hvad det er bør man kigge på alt.

Jeg kom til at tænkte på radioaktivitet, da der som symptom stod metalsmag.
Nogle af de første der døde af akut strålesyge ved Tjernobyl katastrofen fortalte om metalsmag.[/quote]

Når Beredskabsstyrelsens HAZMAT team går ind, har de altid udstyr med til at måle stråling, så såfremt det var det der udløste det skulle det have givet udslag.

  • 0
  • 0

[quote][quote] Der måles på praktisk talt alt i luften

også radioaktivitet?

Når man nu ikke har en ide om hvad det er bør man kigge på alt.

Jeg kom til at tænkte på radioaktivitet, da der som symptom stod metalsmag.
Nogle af de første der døde af akut strålesyge ved Tjernobyl katastrofen fortalte om metalsmag.[/quote]

Når Beredskabsstyrelsens HAZMAT team går ind, har de altid udstyr med til at måle stråling, så såfremt det var det der udløste det skulle det have givet udslag.[/quote]

Med mindre de blev indsat så lang tid senere at en kort-livet radioaktiv isotop har strålet i så lang tid at der kun er stabile isotoper tilbage.

Hvis det er det der er sket, så finder de ikke nogen radioaktiv stråling.

Den isotop der bruges til kræftbehandling her i Danmark har en halveringstid på 45 minutter, men jeg gætter på at det ikke er en facilitet der eksisterer på Bornholm.

  • 0
  • 0