Kommunikation imellem de forskellige norske beredskaber virkede kaotisk under katastrofen for to uger siden.

I første omgang havde politiet kun analoge radioer med på øen Utøya, og da mobilnettet hos både Netcom og Telenor gik ned under det store pres, var politiet, der havde det overordnede ansvar for planlægningen, nødsaget til at bruge fax og mails i koordineringen. Det skriver mobilsiden.dk.

Det norske beredskab har indtil i år kun brugt digital radio i nogle begrænsede testområder, som Oslo, så kommunikation til og fra Utøya var tæt på at bryde sammen mellem politi, ambulancer og andet redningspersonel. Den haltende kommunikation betød, at redningsmandskab stod på fastlandet og ventede unødvendigt længe på at assistere de sårede.

Men hvordan ville det gå, hvis hændelsen skulle ske i Danmark, spørger Mobilsiden.dk?

Først og fremmest bruger dele af det danske beredskab det digitale radioberedskab Sine (Sikkerhedsnettet), som er baseret på radioteknologien Tetra. Den er landsdækkende og leverer større kapacitet sammenlignet med tidligere analoge netværk.

Samtidig har systemet med den rette software mulighed for at kunne følge hver enkelt walkie-talkies position ved hjælp af gps. Denne funktion giver en unik mulighed for beslutningstagerne i en presset situation. Det er ikke hele det samlede danske beredskab, der er tilknyttet Sine, men dog alle politikredse og mange lokale brandvæsener.

»I Danmark er en større procent af arealet dækket med Tetra, og det giver umiddelbart en fordel. De steder, hvor man i Norge bruger Tetra, er man ligestillet med Danmark, men Tetra vil næppe nogensinde kunne give fuld dækning i Norge - det skyldes landets geografi. Så beredskabsmæssigt er man bedre stillet, hvis en ulykke sker i f.eks. Roskilde frem for i den norske ødemark,« forklarer Torben Rune, teleanalytiker og chef for Netplan.

Mobilnettet

En af de andre store forskelle mellem Norge og Danmark er, at Norge stadig kun har to landsdækkende mobilnetværk, mens vi i Danmark har fire. Samtidig har Norge en langt mere udfordrende geografi med bjerge. Både i Danmark og Norge har mobiloperatørerne indgået en brancheaftale, der betyder, at udvalgte mobiltelefoner tilhørende eksempelvis politi og redningsfolk, men også tele- og elselskaber samt nøglepersoner fra kommune og stat, bliver opprioriteret, hvis det er nødvendigt.

Prioriteringen foregår på den måde, at Rigspolitiet i et geografisk område kræver en 90 minutters prioritering af de numre, der er tilmeldt den såkaldte prioriteringsordning.

Når prioriteringen er aktiveret, bliver almindelige telefoner nedprioriteret, og det er ikke længere muligt at foretage opkald fra telefonen. Man kan dog stadigvæk modtage opkald, så længe der er kapacitet nok i mobilnetværket, og man kan også altid foretage opkald til 112.

I Norge hjalp den samme prioritering ikke ret meget på Utøya. Opkald til alarm 112 prioriteres nemlig på linje med beredskabet, og derfor kan man komme i en situation, hvor nettene alligevel bryder ned. Det skete på Utøya, hvor de fleste ofre forsøgte at ringe 112, og det kan lægge mobilsystemerne ned, når 500-600 mennesker samtidig forsøger at komme igennem til alarmcentralen.

Mobilsiden.dk har spurgt Torben Rune, hvordan politikerne, beredskabet og teleselskaberne bør forbedre sig i forhold til en lignende situation.

»Myndigheder skal sørge for, at de systemer, der benyttes, har tilstrækkelig kapacitet og er afstemt efter forholdene. Desuden - og måske vigtigst - er, at man ikke satser på en enkelt, men på flere af hinanden uafhængige teknologier, som både kan omfatte Tetra, mobilsystemer, satellitkommunikation, WiFi, WiMax, DAB, DVB-T, og hvad der måtte komme i fremtiden. Sårbarheden reduceres, når man spreder kommunikationsplatformene - et princip, man i øvrigt allerede udnytter i f.eks. militære kommunikationssystemer,« forklarer Torben Rune til Mobilsiden.dk

Torben Rune mener ikke, at man kan sammenligne Norge og Danmark direkte, fordi der blandt andet er så stor forskel i geografien, men han mener godt, at man kan lære noget af terrorhandlingen i Norge.

»Den viden, som eksisterer i dag om radiodækning og organisering i tilfælde af katastrofer, kan naturligvis altid blive bedre, og jeg er sikker på, at også erfaringerne fra i Norge vil blive brugt i både Norge og internationalt til at gøre beredskaber og kommunikation endnu bedre. Det ulykkelige i Norge var, at terrorhandlingen på Utøya skete et sted, hvor der til hverdag ikke er ret mange mennesker og derfor heller ikke er en infrastruktur, som kan klare, at flere hundrede mennesker pludselig har behov for livsvigtig kommunikation.«