En 43 år gammel, omdiskuteret teori om vikingernes navigationsudstyr har nu fået yderligere troværdighed med et ungarsk forskerholds praktiske forsøg med polariseret lys.
Tidligere eksperimenter har vist, at det er muligt for moderne søfolk at navigere sikkert ved hjælp af et rekonstrueret navigationsinstrument, der er fundet i en grønlandsk, arkæologisk udgravning. Her fandt man halvdelen af en oprindeligt cirkulær træskive med en spids i midten, en slags solur, som var udstyret med en hyperbolsk streg hen over skiven.
Men skiven kræver, at solen er synlig, fordi spidsen i midten nødvendigvis skal kaste en skygge, der skal navigeres efter. Og dermed opstod spørgsmålet om, hvordan vikingerne kunne finde vej, når vejret var overskyet eller tåget, som det ofte er på havet. Hvis de ikke havde en løsning på det problem, ville mange vikinger være forsvundet på havet.
Men vikingerne havde faktisk en velfungerende handelsrute langs den 61. nordlige breddegrad i årene 900-1200, så et eller andet gjorde dem i stand til at finde vej med rimelig sikkerhed.
Et muligt svar kom fra den danske arkæolog Thorkild Ramskou i 1967. Han havde undret sig over en oplysning i en af de gamle sagaer, som omtaler en såkaldt "solsten".
I Sigurds Saga kaster kongen, Hellig-Olav, et blik rundt på horisonten, men han kan ikke finde solen, for der er helt overskyet, og det sner. Han beder Sigurd om hjælp, og Sigurd tager en solsten frem, kikker på himlen (gennem den) og udpeger retningen til solen. Det viser sig senere, at Sigurd har ret.
Den historie fik vægt at det faktum, at der lå en stump af en sten i den samme udgravning, hvor det gamle solur blev fundet. Det blev antaget, at stenen bestod af krystal af cordierit eller tourmaline, som begge findes i rigelige mængder i Skandinavien, og som begge har den egenskab, at de polariserer lys. Ved at holde den gennemsigtige krystal op mod solen, når den er synlig, og dreje den rundt, indtil der kommer mest lys igennem, kan man kalibrere stenen med en ridse, der viser solens retning. Når det er gjort, virker stenen som soldetektor.
Den forklaring var ligetil, og lige siden er teorien blevet anset for sikker viden og citeret ofte, også af forskere. Men der har dog været en del skeptikere, som ikke mente, at metoden virkede i praksis.
Så de ungarske forskere, ledet af dr. Gabor Horvath, bestemte sig for at udføre praktiske forsøg. De begyndte med at konstatere, at SAS-piloter på DC-8 fly brugte et særligt, optisk instrument, når de skulle krydse nordpolen. Her kan de ikke stole på en kompasnål, så de brugte Kollsmans himmelkompas, der blev udviklet af det amerikanske flyvevåben i 1948 til navigation i tusmørket efter solnedgang. Apparatet havde linser, justeringsskruer og gradskalaer - og en polariserende krystal, som skulle roteres for at finde solens retning ved hjælp af polariseret lys.
Desuden vidste de, at honningbier benytter polariseret lys til navigation i landskabet. Bierne har kun brug for en lille plet blå himmel mellem skyerne, så er der polariseret lys nok til at finde vej.
Men ingen har nogensinde demonstreret, at det er menneskeligt muligt at navigere på den måde, når himlen er fuld af skyer eller dækket af tåge.
Først og fremmest skal det være fysisk muligt at bestemme solretningen rimeligt ved hjælp af polariseret lys. Ifølge den engelske fysiker Rayleigh spreder det polariserede lys sig på en ganske bestemt måde. Og navigation med polariseret lys vil kun være mulig, hvis en del af himmelen rummer lys, hvis polarisation følger den såkaldte første-orden Rayleigh spredning.
Desuden skal den polariserede andel af lyset være høj nok til, at en solsten bliver tydeligt lysere eller mørkere, når den holdes i retning mod lyset og bliver drejet rundt.
Først udførte de et blindforsøg, hvor 18 mænd fra Bremen, Budapest og Roskilde, som var i alderen 23-45 år, skulle prøve at bestemme retningen mod solen ud fra fotografier, taget med fiskeøjeoptik, som viste hele horisonten efter solnedgang. Svarene blev evalueret med et computerprogram, og resultatet viste, at retningsbestemmelsen var alt for usikker til at navigere sikkert på havet. Selv en øvet viking måtte have brug for noget mere end bare lysmængden på horisonten. Måske polariseret lys.
Dernæst tog forskerne til Tunesien, hvor der lever en myre, Cataglyphis bicolor, som angiveligt finder vej ved hjælp af polariseret lys. Tidligere eksperimenter har søgt at vise, at lyset i Tunesien følger Rayleighs lysfordeling, men disse forsøg er ikke lykkedes.
Men de ungarske forskere kunne med deres moderne udstyr bestemme, at lyset i Tunesien følger Rayleighs teori inden for fem graders nøjagtighed, tilstrækkeligt til at navigere efter. Og andelen af polariseret er tilstrækkelig stor, selv når solen står lavt, og selv når der er mange skyer.
Forskerne tog også af sted mod Arktis for at måle polariseret lys under forskellige vejrforhold, og de sammenlignede med andre ekspeditioners målinger fra Arktis.
Til deres overraskelse viste det sig, at lysets polarisering er helt den samme, når vejret er fuldstændig overskyet, som når der er synlig himmel. Men i den situation er andelen af polariseret lys så lille, at det er mindre sandsynligt, at en viking vil kunne bruge sin solsten.
Det er altså sikkert nu, at vikingerne havde fysisk og fysiologisk mulighed for at bruge solnavigation. Men dog ikke under de mest umulige vejrforhold.
Tilbage er der dog at bestemme, hvilke krystaltyper der egner sig bedst til formålet. For eksempel cordierit, tourmalin eller calcit.
Når det er gjort, vil det være muligt at fastslå de vejrtyper, der kunne begrænse vikingernes solnavigation.
Forskningsresultatet er offentliggjort i Philosophical Transactions of the Royal Society den 22. januar.
En videodemonstration af brugen af en solsten kan ses i nedenstående Youtube-video (3:00 minutter inde i klippet).
Forskningsartiklen i Philisophical Transactions (gratis)
Gabor Horvath's hjemmeside
Arkæologen Thorkild Ramskou's side med hans bog om vikingernes brug af solsten
For at fluekneppe lidt:
Men _ingen_ har _nogensinde_ demonstreret, at det er menneskeligt muligt at navigere på den måde, når himlen er fuld af skyer eller dækket af tåge.
Hvis nu det var vikinge-metoden, så havde de ikke kun demonstreret den; de havde sågar (hvor tit bruger man lige det ord!) kommercialiseret teknologien.
Der er ikke så meget nyt i den historie fra Ungarn
Hvis du har et par polaroidsolbriller kan du selv efterprøve historien
især i klart vejr om sommeren når der er lyse aftener eller morgener er det nemt at bestemme retningen til solen ved at holde polaroidsolbrillen op mod det blå og dreje til det bliver mørkt. Har man et kasseret polaroidglas kan man inddele det i ætter (ottenedele) og timer og derved lave et brugbart polaroidkompas. Jeg lavede engang et kompas med en cordierit fra Oslofjordområdet, men det var ikke så godt som polaroidsolbrilleglasset.
Det er korrekt at der i historiske kilder står at det kunne bruges i overskyet vejr. Det er noget af en overdrivelse.
Når det drejer sig om den halve træskive som blev fundet på grønland, drejer det sig om et gnomon kompas hvilket er fastslået for en del år siden af en svensk astronom. Kejser Augustus havde opstillet et kæmpe gnomonsolur på marsmarken i Rom. Til skibsbrug fremstilles det på følgende måde. En rund træskive med 32 kompasstreger og en skyggepind på 5-10 mm stilles vandret i solen fra morgen til aften og så tegner eller ridser man skyggekurven i skiven, Den er så brugbar i ca 14 dage.
Når solskyggens spids lige rører den indtegnede kurve er kompasset rettet ind øst- vest / syd nord. Ved at lægge det grønlandske fund ind over en kompasrose og forlænge nogle af de indridsede linier i det det originale artefakt og se på gnomonkurven, kan man se at det er lavet omkring 21 april som passer med begyndelsen af sejladssæsonen på nordatlanten i vikingetiden.
mvh
Allan
Metoden har såmænd været brugt til navigation i fly. SAS' DC-8 fly havde et instrument der virkede efter samme princip montret i cockpit.
New Foundland og 61 grader?
Det er tænkeligt at man kunne slibe solstenen så forskelen blev tydeligere.
At de gjorde det. Beklager!
Den primitive (sekstant) blev forresten brugt af en dansk verdensomsejler, hvis skiv gik ned, og han sad tre måneder i en utæt redningsflåde ("På valsen med Kraka" hedder bogen, jeg kan ikke huske forfatterens navn, udover Jan...)). Så det virker.
Men en kilde (sen skriftlig) og resterne af en sten, man ikke ved, hvad er- er ikke et bevis på, at vikingerne rent faktisk brugte dem.
Det er muligt, men ikke bevist.
Lidt ligesom vore forfædre vaklede ned på savannen, som alle dyr, der lever i træer gør!
De gjorde et eller andet, men om de vaklede ud fra træerne på to ben- er tvivlsomt. De, der gjorde blev nok ædt af det nærmeste større rovdyr.
Forresten hørte jeg i "Videnskabens Verden" på P1, at islændingende udover skotske og irske kvinder, har genetiske beviser på, at mindst éen indianer er indgået i genpuljen. Det er heller ikke nævnt i sagaerne!
Mvh
Tine
Den primitive (sekstant) blev forresten brugt af en dansk verdensomsejler, hvis skiv gik ned, og han sad tre måneder i en utæt redningsflåde ("På valsen med Kraka" hedder bogen, jeg kan ikke huske forfatterens navn, udover Jan...)). Så det virker
[b]På Valsen Med Kraka[/b] er skrevet af Lars Åby Jensen, mens [b]18.000 Sømil Midt I Verden[/b] er skrevet af Jan Eske Bertelsen. Jeg tror du forveksler de to forfattere.
Skivet gik ned.
Beklager, jeg var for doven til, at slå efter, det er mere end 20 år siden, jeg læste bogen, og jeg huskede det vigtigste: Den der vikinge solhøjde-måler. Og beskrivelsen af, hvordan det føles, når hajer og dorader glider unden bunden af en punkteret redningsflåde.
Og hvor alene man er- selvom jetfly passerer over éen i 10 km's højde.
Om han hed Jan eller Lars er ikke vigtigtigt.
Mvh
Tine
De begyndte med at konstatere, at SAS-piloter på DC-8 fly brugte et særligt, optisk instrument, ... der blev udviklet af det amerikanske flyvevåben i 1948 til navigation i tusmørket efter solnedgang.
Der er her tale om kommerciel flyvning, og ikke piloter fra det britiske specialkorps "SAS", ikke?
"New Foundland og 61 grader?"
Det er fordi de netop sejlede over på 61grader!
Men mon ikke de i stedet for har brugt et vinkingekompas. Det laves blot ved at skære det ud, på 61 grader, hvis det er det skibet skal sejle på.
mvh
Jens Lindhard
Vi lærte om polarisations-kompasset i 1975 på Den Danske Luftfartsskole.
http://www.jgiesen.de/SkyCompass/index.html
"In 1954 Scandinavian Airlines (SAS) began the first scheduled passenger flight between Copenhagen (Denmark) and Los Angeles, the world’s first Polar shortcut, the new route cutting the travel time between California and Scandinavia from 36 hours to 22 hours. SAS made further improvements and used the Sky Compass for many years on their polar flights."
http://www.polarization.com/viking/viking....
http://www2.gi.alaska.edu/ScienceForum/ASF...
Der er sådan set mange links til emnet ude på nettet.
Så vidt jeg husker har SAS selv udgivet en lille bog om Nordpolsruten og navigation efter 'vikingernes metode'. Den vil dog ikke frem på nettet. Iøvrigt er 'Vikinger', 'Nordisk' og lignende politisk ukorrekt så vi skal helst ikke tale om det.
I geologistudiet lærte vi sidst i 50'erne, at vikingerne brugte det kemisk rene, krystalliserede kalkspat (=dobbeltspat) til at navigere efter, når himlen var overskyet, da de gennem det kunne se solens placering.
Og ligger den magnetiske sydpol ikke under et sted i Canada? Så hvilke problemer kan man have ved selve Nordpolen, kompasmæssigt?
Det er spøjse er vel, at hvis man sejler på 61N rammer man ca 1000km nord for New Foundland. Vikingefundene ligger på ca 51,5N.
I geologistudiet lærte vi sidst i 50'erne, at vikingerne brugte det kemisk rene, krystalliserede kalkspat (=dobbeltspat) til at navigere efter, når himlen var overskyet, da de gennem det kunne se solens placering.
Ja, man kan vist i forretninger der handler med smykkesten finde nogle der er brugbar til formålet. Iøvrigt kan man også bruge et par polariserende solbriller. Omkring midsommer er det meget sjovt at bestemme retningen til solen selv om den står under horizonten (<6º civilt usmørke, <12º nautisk tusmørke).
Og ligger den magnetiske sydpol ikke under et sted i Canada? Så hvilke problemer kan man have ved selve Nordpolen, kompasmæssigt?
Man kan læse lidt om Grid-Navigation. Frit fra hukommelsen, så flyver man efter sit gyrokompas som er rettet ind efter en reference meridian. Ud fra denne reference beregnes konvergensen til meridianerne i et polarstereografisk kort. Nu kan almindelig bestik-navigation overføres til kortet og der kan navigeres videre herefter. Man omgår således kompas visningen og bruger et gyrokompas istedet. Dette skal så løbende korrigeres for jordens rotation, præcession etc.
Dette er nok en alt for simpel forklaring, men det kan sikkert give en idé om grid-nav.
pprune.com er altid god . . .
Skivet gik ned
Kraka gik ikke ned men stødte på et skær i det Røde Hav. Og han sejlede i land i en lille båd han havde ombord. Var der ikke noget med at hans egentlige redningsbåd han havde på slæv drev væk og han dermed ikke kunne redde radioen?
Vikingene sejlede kun på lanfart om sommeren, så behovet var kun at solstenen skulle kun anvendes i perioden med de lyse nætter.
Som boende i Roskilde har jeg et vist kendskab til Vikingeskibsmuseet.
Jeg vil derfor komme med et par supplerende bemærkninger til Allan Petersens indlæg, specielt hvad angår den af ham nævnte gnomon-skive.
Denne er nærmere beskrevet af fhv. skibsfører Søren Thirslund i en lille bog
"Vikingernes kompas", som står i mange folkebiblioteker under fagbøger, sekt. 65.91.
Dernæst vil jeg anføre, at nordmanden Ragnar Thorseth for ca. 25 år siden ved hjælp fra sponsorer fik bygget en kopi af Skuldelev-skibet no. 1.
Dette er en såkaldt knarr, som er et oceangående handelsskib. Kopien blev bygget af norske bådebyggere på Vestlandet.
Med dette skib foretog han og hans mandskab en verdensomsejling, hvorom han siden skrev en bog: Århundrets seilas jorda rundt ( 1988 ). Denne findes på Roskilde universitets bibliotek, hvorfra interesserede kan låne den via folkebiblioteker.
På første del af denne sejlads, fra Vestnorge via Island til Grønland deltog en medarbejder fra Vikinge-skibsmuseet, Max Vinner. Han medbragte en kopi af gnomon-skiven, som han jævnligt testede
( så ofte der var sol til at kaste en skygge fra centerpinden ). Vinner fandt det bekræftet,
at han hermed kunne bestemme himmelsretningerne på åbent hav, på nordatlanten.
I de islandske sagaer berettes om Leif Eriksson og andre dygtige skibsførere, at de flere gange krydsede Atlanten både til og fra Grønland og gjorde det på få uger. Ovenpå M. Vinners beretning finder jeg det sandsynligt, at de har anvendt en form for gnomon-skive til navigation, uanset hvad Tine Andersen måtte "tro".
Yderligere har jeg i sin tid læst, at arrangørerne af regattaen "Sjælland rundt" fik lavet et betydeligt antal gnomon-skive kopier, som de uddelte til interesserede deltagere og bad dem teste brugbarheden i danske farvande. Disse sejlere havde ikke noget forkundskab angående teorien for skivens virkemåde, så de fik kun en kort demonstration af den praktiske brug.
Efter gennemført sejlads har adskillige berettet, at de var forbavset over, hvor godt de kunne bestemme himmelsretningerne.
Mvh. H. Eichhorn
Vikingene sejlede kun på lanfart om sommeren, så behovet var kun at solstenen skulle kun anvendes i perioden med de lyse nætter.
Ja, senest tilrådelige afgangstidspunkt fra Bergen for en sejlads til Vesterbydgen var primo august med ankomst vesterbygden (i det sydvestlige Grønland) ultimo august/primo september. Det angav nemlig sidste chance for at forlade vest-grønland inden vinterstormene.
Kilden til dette stammer fra en beskrivelse af de sidste forsøg på at sende skib til nordboerne i 1300-1400-tallet hvor de allerede var uddøde eller næsten uddøde.
Aner faktisk ikke om navigationshjælpemidler som solstenen stadig blev brugt på den tid. Kompasset var jo opfundet meget tidligere af kineserne og begyndte at få udbredelse i middelalderen.
Aner faktisk ikke om navigationshjælpemidler som solstenen stadig blev brugt på den tid. Kompasset var jo opfundet meget tidligere af kineserne og begyndte at få udbredelse i middelalderen.
Ummelandsfarerne nævnes første gang i et diplom, som kong Abel udstedte på Skånemarkedet i 1251.
Det var nok ikke nødvendig med et diplom hvis man skulle sejle rundt om Jylland uden et kompas, det ville være for farligt.
"vikingerne på vej langs 61. breddegrad N til Newfoundland".
Nej, det er rigtigt at 61 grader ikke føre til Newfoundland, men til Grønland. Det var også den vej de sejlede. Der var hav fra Herlum (Nord for Bergen ud for Sognefjord) i Norge til på østsiden af Grønland lidt nord for Kap Farvel. Det var her der skulle handles.
mvh
Jens Lindhard
"vikingerne på vej langs 61. breddegrad N til Newfoundland". Nej, det er rigtigt at 61 grader ikke føre til Newfoundland, men til Grønland. Det var også den vej de sejlede. Der var hav fra Herlum (Nord for Bergen ud for Sognefjord) i Norge til på østsiden af Grønland lidt nord for Kap Farvel. Det var her der skulle handles. mvh Jens Lindhard
Fuldstændigt rigtigt, man kan læse om det i linket nedenunder. Iøvrigt mener jeg at det hedder Hernum.
Har altid drømt om sejle den tur selv. :-)
gnomon-skive til navigation, uanset hvad Tine Andersen måtte "tro".
Jeg stillede ikke spørgsmål til gnomonen, men til om vikingerne rent faktisk brugte "solsten". Tak!
Videnskab er ikke et spørgsmål om tro, men om at vide.
Hvis du læste, hvad jeg skrev, så har en nulevende dansker brugt gnomomen, mens han sad i redningsflåde i tre måneder.
Jeg er skeptisk med "solstenen". Der er 1 skriftlig kilde (nedskrevet århundrer efter)- og et muligt fund, det er ikke på nogen måde verificeret, at stenen, hvad art den end er, er af betydning.
Det er det videnskab og ærkæologi handler om: At kunne bevise- ikke at noget, der var muligt, måske var i brug.
Egypeterne kendte ikke pi, men de brugte pi, da deres måde at måle afstande til arkitektur, var en rund stenrulle. Heraf fås pi nemt!
Mvh
Tine
[quote]gnomon-skive til navigation, uanset hvad Tine Andersen måtte "tro".
Jeg stillede ikke spørgsmål til gnomonen, men til om vikingerne rent faktisk brugte "solsten". Tak!
Videnskab er ikke et spørgsmål om tro, men om at vide.
Hvis du læste, hvad jeg skrev, så har en nulevende dansker brugt gnomomen, mens han sad i redningsflåde i tre måneder.
Jeg er skeptisk med "solstenen". Der er 1 skriftlig kilde (nedskrevet århundrer efter)- og et muligt fund, det er ikke på nogen måde verificeret, at stenen, hvad art den end er, er af betydning.
Det er det videnskab og ærkæologi handler om: At kunne bevise- ikke at noget, der var muligt, måske var i brug.
Egypeterne kendte ikke pi, men de brugte pi, da deres måde at måle afstande til arkitektur, var en rund stenrulle. Heraf fås pi nemt!
Mvh
Tine[/quote
Mener du har ret Tine. Der er ingen viden om brug af solstenen borset fra ham der viste Olav Lovbryderen (den hellige) hvor solen stod på himmelen.
Det er dog en inspirerende tanke der måske engang kan lede til mere viden om nordboernes navigation.
Har selv prøvet med forskellige polariserende sten, uden godt resultat. Solbriller er klart bedst, men det kræver lidt øvelse for at få glæde af dem - udover deres egentlgie formål.
Thor Heyrerdal, og ham tyskeren der sejlede fra Sydamerika (vistnok Eucador) på en balsatræ-flåde ved navn "De syv Søstre"... Han landede vist i Australien. (Det var vist i 50-erne)
Er jo gode eksempler på, at "muligt" ikke nødvendigvis betyder, at det var i brug.
Nu har DR1 netop genudsendt "Erik den Rødes saga"- bemærk venligst at han, Leif og Thorfinn Karlsevne landede ganske forskellige steder i Newfoundland. Og Thorfinn var den der grundlage en fungerende handels- og boplads. Der var meget, meget langt mellem de steder, de landede, og hvilket vejr/vindsystemer, de fik glæde af.
Før man fik præcise ure, var navigation på åbent hav ganske besværlig, man kunne godt nok bruge længdegrader (selvom de ikke var opfundet), menlængdevoldte "opdagelsesrejsende" svære problemer, langt op i nyere tid.
Men jeg holder her, det er som sagt 20 år siden jeg læste meget om søfart. Udover noget arkæologisk, selvfølgelig. ,-)
Mvh
Tine
>>Før man fik præcise ure, var navigation på åbent hav ganske besværlig, man kunne godt nok bruge længdegrader (selvom de ikke var opfundet), menlængdevoldte "opdagelsesrejsende" svære problemer, langt op i nyere tid.>>
Før man fik præcise ure, var navigation på åbent hav ganske besværlig, man kunne godt nok bruge breddegrader (selvom de ikke var opfundet), men længde voldte "opdagelsesrejsende" svære problemer, langt op i nyere tid.
Undskyld- edieringsspace var for lille.
Og jeg fik vanen tro, skrevet- modsat... Talblindhed suxxs!
>>Før man fik præcise ure, var navigation på åbent hav ganske besværlig, man kunne godt nok bruge længdegrader (selvom de ikke var opfundet), menlængdevoldte "opdagelsesrejsende" svære problemer, langt op i nyere tid.>> Før man fik præcise ure, var navigation på åbent hav ganske besværlig, man kunne godt nok bruge breddegrader (selvom de ikke var opfundet), men længde voldte "opdagelsesrejsende" svære problemer, langt op i nyere tid. --- Undskyld- edieringsspace var for lille. Og jeg fik vanen tro, skrevet- modsat... Talblindhed suxxs!
Ja, det er også forvirrende at man måler breddegrader langs med længdegraderne og længdegrader langs med breddegraderne. ;-) LOL!
Nogen er skeptisk over for "solkompasset" kan man læse i bogen Viking empires. Hvordan vurderes denne tolkning af den halve skive?
http://cbmuseums.tripod.com/id68.html
Her er mere om vikingernes "polaroide" navigation
http://www.physorg.com/news91798327.html
Mvh Jan,
nysgerrig
Kommentarer (30)