Kommune vil tjekke tønder og giftstads ved Sørup losseplads

Giftige lossepladser Tomme tønder og klisterstads ligger og skvulper i kanten af Værebro Å. Nu vil Ballerup Kommune undersøge, om det er ny forurening, eller om det er en del af den nedlagte Sørup losseplads. Region Hovedstaden vil kun overholde sin egen forpligtelse: at tjekke grundvandet.

Mellem 1957 og 1971 brugte Ballerup Kommune en grusgrav i Sørup som losseplads for husholdningsaffald, industriaffald og byggeaffald.

Ligesom 2.500 andre steder i landet var der på den tid ingen kontrol af, hvad der blev smidt i hullet, og lossepladsen blev heller ikke her sikret med membran eller lignende.

Nu har flere medier været ude at se på den tilplantede høj, der i dag skjuler affaldet, og fundet gamle, rustne tønder med klistret gult og hvidt stads, der ligger og flyder i kanten af Værebro Å.

Miljøingeniør Kåre Press-Kristensen kalder i et TV2 Lorry-indslag svineriet for et »reelt vandmiljøproblem«.

Nedgravede kemikalier

I en gammel rapport fra Københavns Amt gætter sagsbehandlerne på, at der ligger industriaffald fra Københavnsområdet i lossepladsen. Muligvis fra Løvens Kemiske Fabrik eller Lyfa, som overtog Cheminovagrunden i Måløv.

Ifølge Region Hovedstaden udgør de nedgravede kemikalier og husholdningsrester ingen fare for grundvandet, som regionen løbende overvåger, fordi lossepladsen ligger i et drikkevandsområde.

Men i de målinger, der er taget af grundvandet, er der fundet både fenoler, pesticider og ammonium, men ganske vist i koncentrationer, der ligger under grænseværdierne for grundvand.

Fenoler, pesticider og ammonium er alle stoffer, som Ingeniøren tidligere har kædet sammen med giftig udsivning til overfladevand. Men ingen ved, hvor store koncentrationer af stofferne, der findes i Værebro Å, fordi der ikke er krav om at måle overfladevand.

Hvor kommer tønderne fra?

Fagleder i Jordforureningsafdelingen i Region Hovedstaden Carsten Bagge er ikke klar over, hvor tønderne på området stammer fra. Da Sørup Losseplads lukkede i 1974, blev den dækket over med jord, og da han tidligere var ude på området for at opstille et testanlæg, så han ingen tønder.

»Men jeg kan ikke udelukke, at nogen har dumpet affald herude efter lossepladsen blev lukket,« siger han til Ingeniøren online.

Formand for Miljø og Grøn Vækstudvikling i Region Hovedstaden Lars Gaardhøj (S) siger til TV2 Lorry:

»Det er noget slemt griseri, som kan sprede sig til nærliggende vandløb og åer og kan selvfølgelig på længere sigt udgøre et problem - også for grundvandet.«

Og så skulle man måske tro, at udsivning fra den gamle losseplads til åen ville blive undersøgt nærmere. Men det bliver den ikke, for det er ikke regionens ansvar, om giftige stoffer løber ud i Værebro Å.

»Regionen er efter den nuværende lovgivning udelukkende ansvarlig i forhold til beskyttelse af grundvandet, og derfor fortsætter vi vores grundvandsovervågning. Men mere gør vi ikke,« siger Carsten Bagge.

»Og tønderne er en sag mellem kommunen og den private ejer af grunden,« slår han fast.

Kommunen ser på sagen

I Ballerup Kommune har centerchef for Miljø og Teknik, Karin Langendorf, ikke umiddelbart set tønderne som en 'ny' deponering.

»Jeg har kun set billeder fra stedet, og det ser for mig ud til, at jorden er eroderet af, så tønderne er blevet fritlagt,« forklarer hun Ingeniøren online.

»Vi har ikke hørt at der skulle være tale om ny deponering af affald før nu, men vi vil undersøge sagen med det samme,« fortæller miljøchefen.

Han tilføjer, at kommunen normalt vil give grundejeren et påbud om at fjerne den nye forurening, hvis den er miljøfarlig, men det er endnu ikke klart for kommunen, hvorvidt der i denne sag er tale om en ny eller en gammel forurening.

Kommentarer (1)