Københavns Kommune skal lære at tale engelsk til udenlandsk arbejdskraft

I dag var der kritik af Københavns manglende evne til at tiltrække højtuddannede udlændinge. Svaret på problemet er betjening på engelsk, oplyser overborgmesteren.

Rettelse i første afsnit: Rapporten er udarbejdet for Reg Lab i samarbejde med en række andre organisationer og ikke for Mandag Morgen som vi først havde skrevet. Mandag Morgen publicerede resultaterne.
København er for dårlig til at tiltrække højtuddannet udenlandsk arbejdskraft, lød det i dag fra ugebrevet Mandag Morgen. Ifølge tænketanken Copenhagen Economics, som har udarbejdet analysen for Reg Lab i samarbejde med Erhvervsstyrelsen, Region Hovedstaden, Københavns Kommune, Copenhagen Capacity, Öresundskomiteen og Væksthus Hovedstadsregionen, går regionen dermed glip af op mod 1 milliard kroner årligt.

»Det vil vi ikke acceptere. Derfor har vi også sat målrettet ind, og det vil vi fortsætte med, når vi kommer til vores budgetforhandlinger for 2013. Der vil i år indgå yderligere initiativer for at internationalisere København for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft,« siger overborgmester Frank Jensen (S) til Ingeniøren.

Han påpeger, at man siden år 2000 har formået at forøge antallet af udenlandske videnarbejdere i byen og regionen fra 14.000 til 25.000. Det er ifølge både analysen og Frank Jensen selv stadig ikke nok. En række ældre og nye initiativer skal hjælpe med at tiltrække 2.300 højtuddannede udlændinge. Et af dem skal gøre det nemmere at blive betjent af kommunen.

»Vi arbejder målrettet for at ændre vores kultur i den kommunale sektor fra at være en myndighedskultur til at være en servicekultur. Man skal kunne modtage al betjening fra det offentlige på engelsk, så man ikke får uforståelige breve på dansk, og vi vil tage yderligere skridt for at lave betjeningen af vores udenlandske borgere på engelsk,« siger Frank Jensen.

Man har allerede etableret Copenhagen Citizen Service, som er flere centre over byen, hvor man har centraliseret alle offentlige ydelser og servicetilbud, så man på ét og samme sted kan få hjælp med alt fra både kørekort og ansøgning om institutionspladser til skat, lyder det fra Frank Jensen. Man har også gjort en indsats for at gøre det lettere at få sine børn i international skole, hvilket også skal gøre det mere eftertragtet at slå sig ned i byen og lettere at tilpasse sig.

»Det er lykkedes at få udbygget kapaciteten på de internationale skoler, hvilket vi er glade for. Samtidig samarbejder vi med undervisningsministeriet for at få en Europa-skole til København. Og det forventer jeg kan realiseres inden for de kommende år,« siger Frank Jensen.

Åbenheden over for nytilkomne udlændinge er vigtig, og her gør kommunen også sit for, at folk udefra føler sig velkomne. Kommunen holder flere velkomstarrangementer for udenlandske videnarbejdere på rådhuset for at skabe åbenhed. Men det er ikke kommunens ansvar alene, mener Frank Jensen. Det må virksomhederne også selv arbejde for.

»Når jeg er ude hos videnarbejderne i københavnske virksomheder, hører jeg, at de er forundrede over, hvor lukkede vi er i privatsfæren, og det er i høj grad noget, som virksomhederne kan være med til at ændre. Det er ikke noget, vi i kommunen alene kan gøre. Man er mere åben i udenlandske virksomheder. Man byder kolleger ind til velkomstarrangementer med familierne, og det er en kulturændring, som virksomhederne kan bidrage til,« siger han og håber, at man i løbet af få år kan tiltrække den nødvendige mængde udenlandske arbejdskraft.

Dokumentation

Læs hele rapporten fra Reb Lab

Kommentarer (2)

Hej,
Jeg arbejder i en virksomhed hvor jeg jævnligt må hjælpe udenlandske kollegaer med at oversætte mange og meget - fra breve fra boligforeningen til indkaldelse til operation på hospitalet. Det mest komiske, er når indkaldelsen til danskundervisning kommer på - ja gæt selv - dansk ;)

Så mon ikke det var et godt sted at starte. Og når man nu er i gang kunne man måske gå lidt længere end bare engelsk. Der er sikkert også mange andre borgere i København, som kunne bruge en hjælpende hånd i at kommunikere med kommunen.

  • Martin
  • 0
  • 0

Ganske som den aldrende eksamensvagt på DTU, der skulle uddele den engelske version af opgavesættet:

"Er der nogen udenlandske studerende til stede...??"
(spredt tagen til hovedet blandt eksaminanderne)

  • 0
  • 0