Københavnerne må betale skybrudsplan over vandregningen

Københavnerne skal betale fire mia. kroner for sikring mod ekstreme regnskyl. Blandt andet stiger udgiften til vandafledning med 240-370 kroner om året pr. husstand.

Sikringen af København mod ekstreme regnmængder kommer samlet set til at koste københavnere 3,8 milliarder kroner de næste 20 år.

Det står klart, efter at Københavns Kommune har præsenteret sit endelige udkast til en skybrudsplan, herunder et estimat af økonomien i projektet.

Læs også: Skybrudsplan: Højst 10 cm vand på Københavns kørebaner

»Som tingene er i dag, vil det blive københavnerne, der skal betale for de tiltag og løsninger, der hjælper hele fællesskabet. Men det er også sundfornuft for den enkelte, fordi alternativet er stigende forsikringspræmier eller udgifter til skader,« siger Jon Pape, centerchef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Den private andel af den samlede anlægsinvestering i forbindelse med skybrudsplanen vil udgøre 1,2 milliarder kroner over de næste 20 år.

Beløbet dækker private initiativer til at sikre kældre og ejendomme mod oversvømmelser fra kloaksystemet, eksempelvis højvandslukkere, at droppe gulvafløb i kældre samt forhøje lyskasser og sikre kældernedgange, så de kan stå mod de 10 centimeter vand, der maksimalt må være i gaderne.

Størstedelen af finansieringen kommer gennem takstmidlerne, som opkræves af forsyningsselskaberne. Det er den vandafledningsafgift, der betales som en del af prisen for hver kubikmeter vand, man køber af vandforsyningen.

Læs også: Forsikringsselskaber kræver klimaplan efter skybrud

Ifølge Jon Pape betyder det en årlig stigning på mellem 240 og 370 kroner pr. husstand. Dertil kommer 400 millioner kroner fra skatteindtægterne.

»Selve afgiftsstigningen vil selvfølgelig afhænge af den enkelte husstands forbrug. Det kan jo variere meget selv i små lejligheder,« siger Jon Pape.

Hvorvidt det sker, vil komme dog an på, om kommunen får held med at ændre loven, der gør det muligt for forsyningsselskaberne at anvende takstmidlerne. Det vil kræve, at de veje, der skal lede vandet ud til havnene, til en vis grad kan defineres som spildevandsanlæg. Det kan man ikke, som reglerne er i dag.

Jon Pape understreger, at han ikke ved, om reglerne vil blive ændret, men at man har positive forventninger til, at det vil ske.

»Vi har haft en del samtaler med Miljøministeriet gennem de seneste måneder, og vores forventning er, at ministeriet vil fremlægge de nødvendige ændringer i løbet af efteråret. Hvad der så sker derfra, vil vise sig,« siger Jon Pape.

Kommentarer (8)

Det lyder urimeligt at betalingen for disse udgifter skal betales af vandforbrugerne.

Det ville da være mere rimeligt at betale dette over grundskatten eller vejafgifterne.

Mvh
Steen

  • 0
  • 0

Ville der ikke være langt større gevinst ved at støtte, indføre, tvinge folk til genbrug af regnvand / regnvands opsamling.

Gevinsten vil være der hele tiden i form af mindre brug af drikkevand til toiltskyld med mere.

Den løsning der her tales om har jo ingen gevinst overhoved som jeg ser det.

  • 0
  • 0

Ville der ikke være langt større gevinst ved at støtte, indføre, tvinge folk til genbrug af regnvand / regnvands opsamling. Gevinsten vil være der hele tiden i form af mindre brug af drikkevand til toiltskyld med mere. Den løsning der her tales om har jo ingen gevinst overhoved som jeg ser det.

Det har underlige regler hele tiden forhindret, desuden vil de kommunale vandselskaber panikke hvis der pludselig kom en mærkbar nedgang i indtægterne grundet "genbrug" af regnvand
Jeg er blot "handyman", men det skulle ikke være det store problem at sende regnvand gennem et lille sandfilter og opsamle det, trække et enkelt rør til cisternerne, og indsætte en automatisk ventil der trækker kommunevand når tanken er tom.

  • 0
  • 0

En præcisering.

De kommunale vandselskaber har (blandt andet) indtægter gennem vandafledningsbidraget. Dette gælder dog kun afledning af spildevand (brugsvand), så de vil ikke få en mærkbar nedgang i indtægterne ved genbrug af regnvand... Tværtimod - forudsat at genbruget var i form af håndtering lokalt.

Handyman-løsningen virker sikkert fint i et parcelhus, men tingene kompliceret nok lidt i indre KBH med store etageejendomme og ingen plads:-).

  • 0
  • 0

@Henrik S

Spildevand er i politisk forstand/definition summen af det aftappede brugsvand + regnvand. Spildevand (afgift) afregnes dog efter mængden af aftappet brugsvand, selvom der ikke er nogen forbindelse mellem mængderne af
regnvand og aftappet brugsvand. Oversvømmelser skyldes ene og alene regnvand, og en sammenkædning i denne forbindelse er nonsens. Politikerne skulle ved vandsektorlovens vedtagelse blot have flyttet en skat til afgift.

  • 0
  • 0

Det vil kræve, at de veje, der skal lede vandet ud til havnene, til en vis grad kan defineres som spildevandsanlæg. Det kan man ikke, som reglerne er i dag.

Det er vel forhåbentlig stadigvæk kun regnvand der skal ledes ad vejene, og det gør det vel ikke til et spildevandsanlæg. Ellers er alle veje og pladser, uden naturlig nedsivning, jo spildevandsanlæg når det regner. Der er måske krav om hvor langt regnvand må løbe på en vej før det forsvinder i et afløb?

Selvfølgelig er det Københavnerne der skal betale for det, og uanset hvilken model der vælges, vandafledningsafgift eller vejlængde osv, så vil der blive diskussion. At så der måske er regler (tror jeg at have hørt), at disse selskaber ikke må opkræve til investeringer er vel absurd. Men det passer vel ind i det nye program, at vi skal have en stærk stat. De har måske glemt, at så havner de dårlige sager også der.

  • 0
  • 0

Kom til at tænke på hvad dette "må" betyder. Er det i betydningen at de får lov til det (må godt), eller er det at de bliver nød til det (tvunget til). Egentlig et tvetydigt ord at bruge i den sammenhæng særligt når det også er en politisk sag.

  • 0
  • 0

Det er vel forhåbentlig stadigvæk kun regnvand der skal ledes ad vejene, og det gør det vel ikke til et spildevandsanlæg.

København er fælleskloakeret, og det betyder at forsyningsselskabet har pligt til at aflede både spildevand og tag- og overfladevand. Så de anlæg der er etableret for at at aflede regnvand, er spildevandstekniske anlæg, i hvert fald hvis det er kloakker. Og så vil det jo være logisk nok, hvis KE kan bidrage økonomisk, hvis en vej udformes så den bidrager med at aflede regnvand. Kommunen betaler jo i forvejen vejbidrag.

  • 0
  • 0