København dropper mere videoovervågning

Københavns Politi dropper planer om mere overvågning. Det er for omkostningstungt, og udbyttet er for småt.

Planerne om at sætte flere overvågningskameraer op i København er nu skrinlagte, lyder meldingen fra Københavns Politi. Oprindeligt var der planer om, at overvågningen skulle udvides ud over de nuværende 40 kameraer på Strøget, der var første etape i et fireleddet projekt, skriver Berlingske. Men i dag er der ikke længere planer om flere kameraer, da effekten er til at overse, fortæller politiinspektør Svend Foldager fra Københavns Politis efterforskningsenhed til avisen:

»Det er ekstremt omkostningstungt både at få data ind og opbevare dem, og så må vi koldt og kynisk se på udbyttet. Det har ikke nogen præventiv virkning. Vi kan bruge det til opklaring af tilfældige ting, og det er selvfølgelig godt, men det er ikke sådan, at videoovervågningen reelt gør en forskel.«

Lektor Peter Lauritsen, leder af Forum for Overvågningsstudier på Aarhus Universitet, kalder over for Berlingske beslutningen for 'skelsættende', men han forstår også politiet:

»Man vil ofte gerne hænge overvågning op for den præventive effekt, for at forhindre alvorlig kriminalitet, men fra forskning ved man, at videoovervågning har en meget ringe effekt på den type af kriminalitet. Meget vold bliver begået i affekt eller under påvirkning, og her tænker gerningsmændene ikke rationelt over konsekvensen ved kameraerne.«

Andre stedet i landet er politiet mere tilfredse med videoovervågning, blandt andet i Aalborg ved Jomfru Ane Gade. Her er 15 overvågningskameraer netop blevet opgraderet i foråret, fortæller vicepolitikommissær Søren Jensen fra den centrale efterforskning ved Nordjyllands Politi.

»Det er en succes, ellers havde vi ikke pumpet penge i det i foråret. Vi bruger kameraerne ret meget, og vi er blevet bedre til at bruge dem, hvis der er en stor koncentration af mennesker i gaden, eller noget er under opsejling. Så bemander vi anlægget, så folk følger med live. Det er ene og alene de økonomiske forhindringer, der gør, at vi ikke udvider,« siger han til Berlingske.

Dokumentation

B.dk: København dropper øget overvågning

Kommentarer (0)