Kinesisk minirumstation klar til bemandede besøg

Med to mannequiner som besætning landede Shenzhou 8-rumkapslen torsdag som den skulle i det Indre Mongoliet. Den perfekte flyvning baner vejen for bemandede besøg på Kinas første rumstation.

Det kinesiske rumfartøj Shenzhou 8 er efter to problemfrie sammenkoblinger vendt tilbage til Jorden torsdag og landede med faldskærm i det Indre Mongoliet. Fartøjet var ubemandet, hvis man ser bort fra to mannequiner, der gjorde det ud for besætningen. Den vellykkede flyvning åbner vejen for den første bemandede opsendelse til Tiangong 1-rumstationen i 2012.

Et kinesisk bjærgningshold nåede hurtigt frem til rumkapslen i Siziwang Banner-området. Her hentede de en række videnskabelige eksperimenter ud af rumkapslen, heriblandt biologiske eksperimenter med fisk, planter, orme, bakterier og menneskelige kræftceller, som også danske forskere er involveret i.

Efter landingen sendte Kinas vicepremierminister Zhang Dejiang en lykønskning fra den kinesiske ledelse til de ansatte i det kinesiske rumprogram.

Shenzhou-8 rumkapslen efter landingen på stepperne i det Indre Mongoliet. (Foto: China Manned Space Engineering Office)

Vellykkede sammenkoblinger

Shenzhou 8 blev opsendt 31. oktober i år med en Long March 2F-raket. Tre dage senere gennemførte fartøjet den første sammenkobling med Kinas minirumstationsmodul Tiangong 1. Endnu en fra- og tilkobling blev gennemført 12 dage senere.

De vellykkede til- og frakoblinger er et stort og vigtigt skridt i Kinas bemandede rumprogram og frem mod bemandende besøg på Tiangong 1-rumstationen.

To dage efter den sidst sammenkobling blev Shenzhou 8-rumkapslen i onsdags frakoblet for sidste gang og gennemførte en bremsemanøvre, som sendte den tilbage til mod Jorden.

To besøg i 2012

Kina planlægger to tilkoblinger til Tiangong-1 i 2012. Mindst en, måske begge, vil medbringe astronauter, eller taikonauter som de kinesiske astronauter kaldes. En af dem forventes at være en kvinde. Den næste opsendelse, Shenzhou 9, forventes nu at finde sted i begyndelsen af næste år.

Tiangong 1 er bygget til at forblive i rummet i mindst to år endnu. Den skal bane vejen for en større permanent bemandet kinesisk rumstation på op mod 20 ton, som kan tages i brug omkring 2020.

Dokumentation

Artikel på Spaceflightnow
Artikel på BBC Online
Artikel på Space.com
Artikel på Space Daily

Emner Raketter

Kommentarer (4)

Det har altid slået mig at hverken russerne eller kineserne maler deres rumting hvide. Jeg er selvfølgelig farvet af en blanding af NASA og Star Wars men den der kapsel ligner et ondt øje eller noget...
Selv CS bruger primært hvid - og det ser altså bedre ud. Er jeg den eneste der har det sådan?

  • 0
  • 0

der er flere ting i det med farve... for det først så vejer malingen noget, og da mange opsendelser koster omkring 10000 kr par kg, så vil det ud over prisen for at male den jo blive en ret dyrt fornøjelse at male den hvid.

  • 0
  • 0

Jeg har set en original Apollo kapsel på National Air & Space museum i Washington, og den var ikke malet ud over diverse kendemærker.

Hvis der har været billeder af hvide Apollo kapsler må det være "restaureringer" der er udført efterfølgende - eller mock-ups.

Rumfærgen derimod er malet.

  • 0
  • 0