På en bar mark ved en sø lidt uden for byen Changzhou med 4,5 millioner indbyggere - to timers kørsel vest for Shanghai - skyder seks nulenergi-huse op, og hensigten er, at de skal sprede sig som paddehatte i tusindvis de kommende år. Changzhou satser mere end de fleste kinesiske kommuner på at udvikle vedvarende energi, og hensigten er også at skabe en eksportindustri.

I Wujin Low-Carbon Zone bygges der huse, som udelukkende får varme, varmt vand og elektricitet fra solceller og jordvarme. Installation til et hus på 100 kvadratmeter koster 60.000 kroner, og så er der ikke udgifter til energi derefter - altså en pris på 600 kroner pr. kvadratmeter.

Det er dog ikke småhuse på 100 kvm, der bygges i området, men store kasser på mindst et par hundrede m2, for de sælges til den nye velhavende middelklasse og rigmænd. Husene bygges for ca. 6.000 kroner pr. kvadratmeter, men de sælges for 16.000 kroner pr. kvadratmeter.

Husene isoleres ifølge bygherrerne efter energistandarder, der er skrappere end i USA og i EU. Væggene har et varmetab på 0,2 watt pr. meter kelvin mod 0,8 for betonejendomme og ifølge bygherrerne 0,45 for træhuse og murstenshuse i USA og Europa. Det er tal, hvis rigtighed mange hjemlige energieksperter vil afvise, men i en kinesisk sammenhæng er det særdeles velisolerede huse.

Husene bygges af en privat, kinesisk entreprenør, Suzhou Huangjia Wood Company, i et samarbejde med en canadisk rådgiver med speciale inden for træ-teknik. Det er Kinas første byggefirma, som specialiserer sig i nulenergi-huse. De bygges udelukkende af træ, herunder spånplader, og ydervæggene er beklædt med en meget tynd kemisk film, der tillader fugt at trænge ud fra rummene, mens filmen holder regn og fugt ude. I hele Yangtse-deltaet med et par hundrede millioner indbyggere, er fugtigt klima i sommerhalvåret et stort problem for indeklimaet. At lægge en fugtbræmme på ydersiden af boliger er en nyskabelse i kinesisk boligbyggeri.

Entreprenørens ønske er at kunne eksportere nulenergi-husene eller i det mindste energi-teknologien, men foreløbig anser entreprenøren det kinesiske marked for så gigantisk, at man holder sig på hjemmebanen. Selvom Kina er det land, der bruger mest energi og udleder mest CO2, så er forbrugernes bevidsthed om energibesparelser og klima-problemer om muligt endnu større end i Europa.

En producent af alternativ, vedvarende energi går målrettet efter eksport. Det er en såkaldt 'havskildpadde' - øgenavnet for de kinesiske eksperter, der har studeret og arbejdet i udlandet, og som vender hjem for at skabe deres egen virksomhed.

Wenging Liang er foreløbig på forskningsstadiet i sit lille firma Changzhou Cryosource med 25 medarbejdere. Han arbejder med to typer energiproducenter, som begge bygger på Stirling-motoren.

I den ene udnyttes varmen i udstødningen fra biler og kraftværker, og den producerede elektricitet kan f.eks. bruges til opladning af batterier. Hans små forsøgsmaskiner kan kun producere 1 kW, men han er ved at udvikle et system, der skal kunne producere 20 kW, mens et system, som Siemens har, ifølge Wenging Liang kan producere 11 kW. Han erkender, at han ikke kan omdanne så meget varme som amerikanske konkurrenter er i stand til - endnu. Han siger, han kan trække 19 pct. af energien ud af udstødningen, mens amerikanerne kan trække 31 pct. ud.

Det andet system går ud på at omdanne den koncentrerede varme fra skålformede parabol-solfangere af den type, som bruges i mange ulande til at koge vand med. Wenging Liang siger, at de kan producere langt mere energi end solpaneler, målt pr. kvadratmeter. En parabol på 6 meter i diameter kan næsten producere energi nok til et hus.

Problemet er, at de er for store ved normale bebyggelser, men de kan derimod bruges i solparker i stedet for de traditionelle solpaneler.

Wenging Liang har fået en doktorgrad i fysik på det tekniske universitet i Eindhoven i Holland. Han har etableret et ventureselskab sammen med kinesiske forretningsfolk for at udvikle sine produkter.