Kinas regering reagerer offensivt på elbilfiasko

Efter en ekstrem langsom start på produktionen af elbiler sætter den kinesiske regering nu alt ind på masseproduktion fra 2015.

Produktionen af kinesiske elbiler er foreløbig blevet en drønende fiasko i forhold til de oprindelige planer, men nu har regeringen vedtaget en ny plan, der skal sikre masseproduktion fra 2015. Og nyheder fra bilfabrikkerne tyder på, at der fra næste år kommer biler, som gør dem mere attraktive for markedet.

Regeringsbeslutningen kom umiddelbart inden det aktuelle årlige bilshow i Beijing. Elbilerne udgør kun en lille del af showet, men der er nogle nyheder og tendenser, der indikerer, at regeringen denne gang kan få held med sin plan. Sidste år blev der i Kina kun solgt 8.000 elbiler, herunder taxaer og busser, der fungerer som testbiler. Og der blev sidste år kun etableret 16.000 ladestandere som følge af vanskelighederne med at få produceret biler, som kunderne ville have.

Målet er at få en kinesisk produktion på 500.000 elbiler i 2015 og 5 millioner allerede i 2020. Med elbiler menes både rene elbiler og hybridbiler. At det er muligt at banke en så voldsom produktion i vejret, er dog allerede demonstreret med produktionen af privatbiler, som først for alvor begyndte i 2002. Otte år efter overhalede Kina USA som verdens største bilproducent og bilmarked med et salg sidste år på 18,5 millioner. Eksperter siger, at kinesiske producenter har teknologien til elbiler. Den er bare endnu ikke rentabel, men i samme øjeblik, der bliver et gennembrud, har Kina et gigantisk produktionsapparat, så millioner af elbiler kan sprøjtes ud af fabrikkerne på inden tid.

Denza - en elbil, der er et resultat af et samarbejde mellem Daimler og kinesiske BYD. Bilen blev offentliggjort på det årlige bilshow i Beijing, der løber af stablen disse dage.

Ifølge de foreløbige oplysninger er der ingen nye detaljer om planen i forhold til den gamle plan, hvor offentlige myndigheder - staten og kommuner - kan yde op til 100.000 kr. i tilskud til køb af en elbil. Men alene med fremlæggelsen og fastholdelsen af målsætningen er det tydeligt, at regeringen vil presse bilfabrikkerne og forskningsinstitutter til at optrappe indsatsen. Regeringen arbejder også på at skabe en infrastruktur med el-opladere i et samarbejde med firmaer og el-selskaber.

Med den kraftige økonomiske vækst får Kina et energiproblem om få år. Hvis Kina i dag har lige så mange biler som USA pr. indbygger, vil det kræve et olieforbrug, som overstiger verdensproduktionen. Kina har 58 biler pr. 1.000 indbyggere mod 840 i USA og 547 i Tyskland. Derfor er Kina pisket til at finde alternative energikilder - og alternative transportmetoder.

Ifølge en rapport fra konsulentfirmaet McKinsey & Co. kan Kina få en global førerrolle i elbilsektoren, især hvis Kina satser på hybridbiler i en overgangsfase, indtil producenterne helt og holdent kan gå over til batteri-revne elbiler.

McKinsey forudser, at hybridbiler med 15 kWh batterier kan blive konkurrencedygtige med benzindrevne biler fra 2015, og biler med 10 kWh-batterier kan blive konkurrencedygtige i 2014.

En af partnerne hos McKinsey i Shanghai, Larry Wang, siger, at Kina har en unik mulighed for at optrappe sin enorme masseproduktion til at udvikle et elbilmarked, så Kina hen ad vejen kan erobre globale markeder.

McKinsey tror dog, at det kræver en helt anden tilgang, og at alle leverandører må arbejde meget tættere sammen end hidtil. McKinsey tror også, at e-busser i byerne vil udgøre den første store bølge af el-biler. Rådgiverne forudsiger, at der vil være 100.000 e-busser i Kina i 2016.

Også producenterne ser mere optimistisk på elbilmarkedet nu end for et par år siden. SAIC-fabrikken, der laver Roewe-bilerne, lancerer inden for et år to elbiler, en hybrid og en ren elbil. BYD har lavet en anden generation af sin hybridbil F3DM, kaldet Qin efter Kinas første kejserdynasti. Batterierne vejer kun det halve af den eksisterende, og den vil i snit kun bruge for 14 kr. benzin pr. 100 km. BYD lancerer til næste år en ren elbil i et joint venture med Daimler.

På bilshowet i Beijing vises der 88 nye grønne biler. En tredjedel af Toyotas 50 modeller er hybrid eller rene elbiler. Toyota venter, at 20 pct. af salget i Kina om nogle år vil være af hybridbiler og rene elbiler.

Kampen mellem elbilproducenterne kommer i høj grad til at handle om batterierne - om deres ydeevne og vægt. BMW fremviste en ren elbil, i3, drevet af lithium-batterier, som kun vejer 1250 kg, 20 pct. mindre end Nissans Leaf.

Den eneste kinesiske bil-fabrik, der har både batteri- og bilproduktion in-house, er BYD. Indtil nu har BYD ikke haft succes. Nogle eksperter mener, at BYD's totalløsning er fremtidens produktionsmodel, mens andre mener, at det er lige så afgørende, at bilfabrikkerne arbejder tæt sammen på kryds og tværs og med de firmaer og instanser, som opbygger infrastrukturen for elbiler.

Kommentarer (2)

Er det ikke fantastisk. De busser, NESA kørte mellem Nørreport og Gentofte, blev med føn og klem nedlagt for mange år siden. Og de kørte helt uden kostbar batteriteknologi. Ironisk - ikke!

  • 0
  • 0