Kina opsender første modul til kinesisk rumstation i september

Kina er klar til at følge efter Rusland og USA og bygge sin egen rumstation i kredsløb om Jorden. Første modul opsendes i slutningen af september.

Kina er klar til at samle sin egen rumstation i rummet. Det første modul opsendes i slutningen af september og en uge senere vil Kina gennemføre sin første sammenkobling af to ubemandede fartøjer i rummet. Fra næste år vil kinesiske astronauter skulle bo på rumstationen i dage- eller ugevis.

De kinesiske statsmedier, heriblandt nyhedsbureauet Xinhua og avisen People's Daily, oplyser, at det første modul i Kinas første rumstation, kaldet Tiangong-1, er færdigsamlet og blevet sendt til Jiuquan-rumcenteret i Kina 29. juni. De kinesiske teknikere er gået i gang med at klargøre modulet til dets opsendelse, som vil finde sted i slutningen af september.

Opsendes fra Gobi-ørkenen

Det første modul til Kinas rumstation bliver opsendt i slutningen af september. (Foto: China Manned Space Engineering Office)

Tiangong-1 skal opsendes med en Long March 4F raket fra Jiuquan-rumcenteret i Gobi-ørkenen i det nordvestlige Kina, på grænsen mellem regionerne Gansu og Indre Mongoliet.

Dette første rumstationsmodul vejer 9,5 ton og skal benyttes til afprøvninger af Kinas nye sammenkoblingssystem til bemandede fartøjer. Det forventes, at modulet vil fungere mindst to år i rummet. Tiangong betyder 'et sted i himlen' og indeholder en sammenkoblingsport, navigationssystemer, kommunikationssystemer og en kabine med tryk, hvor astronauter kan opholde sig.

Næste skridt: Sammenkobling i rummet

Kort efter opsendelsen af rumstationsmodulet vil Kina opsende en ubemandet version af sin bemandede Shenzhou-rumkapsel. Shenzhou-8 forventes opsendt i oktober måned og skal tilkobles Tiangong-1. Bliver sammenkoblingen vellykket, vil det bane vejen for op til to bemandede kinesiske opsendelser, Shenzhou-9 og -10, til denne nye mini-rumstation i 2012. Kinas mål er i 2020 at have en egen rumstation på størrelse med den amerikanske Skylab-rumstation fra 1970'erne.

Besøg i dage eller ugevis

Under disse bemandede missioner til rumstationen kan Shenzhou-kapslerne med astronauterne, eller Taikonauter som kineserne kalder deres astronauter, forblive tilkoblet i dage eller uger. Under besøgene vil astronauterne kunne gennemføre eksperimenter og andre opgaver for Kinas rumprogram, som styres af det kinesiske militær.

Kinas næste femårsplan indeholder planer for bemandede ture i rummet som vil vare i op til 20 dage. Samtidig skal der designes og udvikles et ubemandet transportfartøj til at sende forsyninger op til rumstationen.

Dokumentation

Artikel på People's Daily Online
Artikel på Spaceflight Now

Kommentarer (4)

Tror nu det ville være bedre, hvis Kina blev indbudt til at være med i ISS. De kunne være en kæmpe fordel mht. arbejdsstyrken og penge. Godt nok er de stadig nybegyndere i rumfart og rumstationer og derfor kunne de blive hjulpet godt på vej af samarbejdspartnere i ISS.

Det her virker som at opfinde den dybe tallerken igen.

  • 0
  • 0

Hvert nyt barn skal oplæres, ikke genopfinde. Hvis jeg nu skulle have genopfundet matematikken for at tilegne mig den, så ville jeg ikke en gang kende til hele tal eller multiplikation og addition.

Niels kan godt have ret i, at kineserne ved at gå solo, er nødt til at begå nogle af de fejl, der er begået før, og som kunne være undgået ved samarbejde. Det kan man godt kalde spildte penge. Sådan er det også ml. konkurrerende virksomheder, kan man sige.

Da rumfart, ligesom militær, notorisk hører under staternes sikkerhed, er videndeling mellem lande, og især verdensdele, stærkt begrænset. Dog er det sådan, at kineserne selvfølgelig har adgang til det 21. århundredes teknologi på lige fod med os, fordi universiteter sambarbejder, og mennesker og studerende kan rejse frit i verden. Så kineserne kan starte næsten hvor vi er, måske endda på helt lige fod. I en åben kapitalistisk verden, handler det kun om, hvor mange penge man har at investere for.

Rasmus S

  • 0
  • 0