»Hvorfor er Jordens magnetiske poler ikke identiske med de geografiske poler, og hvorfor står de magnetiske poler aldrig på tværs af Jordens omdrejningsaksel? Kan det komme til at ske, efterhånden som de magnetiske poler er ved at bytte plads?«
»Jordens magnetfelt er i grove træk et såkaldt dipolfelt, som man kunne forestille sig dannet af en kraftig magnet inde midt i Jorden. Som vist i figuren har Jorden inderst en fast indre kerne. Hovedparten af magnetfeltet skabes af elektriske strømme ved komplicerede dynamoprocesser i den flydende ydre kerne, som menes at bestå af smeltet jern og nikkel.
Den såkaldte "kappe", der strækker sig fra den flydende kerne i ca. 3000 km's dybde og op til nær Jordens overflade, består af mere eller mindre tyktflydende magma, dvs. smeltet stenmasse. Kappen er stort set umagnetisk. Yderst har Jorden en 20-50 km tyk størknet skorpe, som kan have nogen permanent magnetisme. Magnetfeltets forløb i forhold til Jordens struktur kan vises ved feltlinier, der udgår fra den flydende kerne og forløber i magnetfeltets retning.
Dynamovirkningen, som skaber elektriske strømme, opstår ved bevægelse af ledende materiale i et magnetfelt. Bevægelserne i den flydende kerne er varmestrømninger, som skyldes varmeudvikling ved radioaktivt henfald og sintring af det flydende materiale på den faste kerne, hvorved smeltevarme frigøres. Strømningerne påvirkes af Jordens rotation, hvorved der kan dannes hvirvler på samme måde som i atmosfæren. Magnetfeltet er det felt, strømmene selv skaber.
Disse processer er meget variable, og de magnetiske poler flytter sig med magnetfeltets langsomme tidsmæssige forandring. Magnetpolerne på Jordens overflade (dip-polerne) er de to steder, hvor en magnetnål, der kan bevæge sig i alle retninger, vil stille sig lodret. Den nordlige dip-pol findes i det nordlige Canada nordvest for Grønland. Denne pol vandrer for tiden mod nord-nordvest med en hastighed på ca. 50 km pr år. Dip-polerne er ikke sammenfaldende med de geomagnetiske poler, der findes i akseretningen for det globale dipolfelt.
Ved en polvending bytter den magnetiske nordpol og sydpol plads. Det sker dog ikke fra den ene dag til den anden men ved en gradvis svækkelse af feltet over en periode på nogle tusinde år. Herpå genetableres magnetfeltet, men med ombyttede poler. I de seneste 60 mill. år er polvendinger forekommet med et gennemsnitligt interval på ca. 250,000 år. Seneste polvending forekom for ca. 780,000 år siden. Selve polvendingen, hvor feltet aftager helt ned til nul og derpå skifter fortegn, forløber hurtigt, dvs. over nogle få hundrede år. Under polvendingen er magnetfeltet kompliceret; man kan ikke definere en dipolakse, og man kan have flere end de normale to dip-poler, f.eks. også lokale dip-poler nær ækvator.
Men det forhold, at polvendingen tager så relativt kort tid, ca. 1? af tiden mellem polvendinger, inden nord-syd dipolfeltet er genetableret, viser, at der er en stærk præference for en magnetisk akseretning i nærheden af Jordens stabile rotationsakse. Det skyldes jordrotationens indvirkning på strømningerne i den flydende kerne.«
For yderligere information se f.eks.: P. Stauning: "Magnetiske poler på ilmarch - polvending under opsejling". Geologisk Nyt, no. 5, 2004.
*Peter Stauning har arbejdet med emner indenfor ionosfæreforskning, nordlys og geomagnetisme siden 1963; først på Ionosfærelaboratoriet ved DTU og siden 1968 ved Danmarks Meteorologiske Institut. Hans arbejdsfelt har især været jordbaserede ionosfæreobservationer fra Grønland, Island, Norge og Svalbard. *
Peter Stauning er nu** tilknyttet DMI som emeritus forsker, senest med publikationer om et "Polar Cap Index" baseret på magnetiske målinger i polarområdet, en publikation om sammenhængen mellem solaktivitet og Jordens klima, og en videnskabshistorisk publikation om dansk nordlysforskning.
Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til Scientariet.
Baseret på det udsagn at der nu er gået over tre gange så lang tid som gennemsnittet siden sidste polvending kunne man jo fristes til at tro at det snart ville ske igen. Men kan tidspunktet forudsiges?
Og hvordan er vi stillet i en sådan situation? Forsvinder magnetfeltet helt i "nogle få hundrede år", som jeg forstår fra artiklen, og efterlader os helt blottede for solvinden?
http://ing.dk/artikel/115443-ndringer-i-de...
Det er allerede igang
Helt ærligt, er der ingen der kan stave mere?
Helt ærligt, er der ingen der kan stave mere?
Jo.
En "dip-pol" er forskellig fra en "dipol".
Den første har noget at gøre med en magnetisk pol hvor feltet står lodret på jordoverfladen.
Det andet har noget at gøre med noget der (kun) har to poler.
Helt ærligt, er der ingen der kan stave mere?
Jeg tænkte mig at der var nogen der også gerne ville høre en mere detaljeret forklaring på Dip-pole. Se i øvrigt også http://en.wikipedia.org/wiki/Magnetic_dip
"Dip" er Engelsk for "dyppe", og det henviser til at en frit svævende magnet vil "dyppe" ned imod nærmeste pol.
For et kompas, er man interesseret i den horisontale komponent af det magnetiske felt - som er kraftigst ved magnetisk ækvator.
Jo tættere man kommer en af de magnetiske poler, jo svagere bliver den horisontale komponent, mens den vertikale komponent bliver stærkere.
Tegner man disse to vektorer i en retvinklet trekant, vil vinklen som opstår mellem vandret og den totale komponent udgøre "dip" vinklen.
Det er derfor, at en Dip-pol defineres som der hvor den horisontale komponent er 0 - og dip vinklen er 90 grader.
Dette forhold har betydning for bl.a. rutefly, som på polare overflyvninger automatisk ignorerer det magnetiske kompas, og overgår til at bruge gyroerne i stedet.
Men selv gyroerne bliver mindre nøjagtige ved polerne - ikke pga magnetismen - men bl.a. pga jordens rotation som er en vigtig del af inertinavigation. Et typisk system med tre gyroer, hvor positionen mixes til et enkelt punkt (Kalman Filtering "Triple-mix") vil pga den større uøjagtighed isolere de tre inerti-positioner, indtil flyet igen kommer langt nok væk fra nærmeste pol.
Dette har ikke noget at gøre med magnetisme, bortset fra at polar navigation hæmmes af både problemer med magnetfelt OG intertinavigation. HELDIGVIS er der rigeligt med plads i luften i de polare områder. Det vigtigste i det områder er ikke separation, men at kunne navigere præcist nok til at kunne finde frem :)
Citat: "Hovedparten af magnetfeltet skabes af elektriske strømme ved komplicerede dynamoprocesser i den flydende ydre kerne, som menes at bestå af smeltet jern og nikkel".
Citat: "Hovedparten af magnetfeltet skabes af elektriske strømme ved komplicerede dynamoprocesser i den flydende ydre kerne, som menes at bestå af smeltet jern og nikkel". - Er der ikke noget om at magnetisme ikke kan fungere når temperaturen overstiger cirka 800 grader C. og således ikke skulle kunne virke i den flydende kerne?
Du taler om permanente magneter. Permanente magneter mister magnetismen ved høje temperaturer, men forskellige materialer har forskellige grænsetemperaturer.
Her er der tale om et magnetfelt skabt af elektriske strømme. Den slags magnetfelter afhænger ikke af temperaturen. Tænk på solens magnetfelt som eksisterer ved millioner af grader.
Mvh. Peter
Citat: "Hovedparten af magnetfeltet skabes af elektriske strømme ved komplicerede dynamoprocesser i den flydende ydre kerne, som menes at bestå af smeltet jern og nikkel". - Er der ikke noget om at magnetisme ikke kan fungere når temperaturen overstiger cirka 800 grader C. og således ikke skulle kunne virke i den flydende kerne?
Mon ikke den bevægelige (flydende) del af malmen skaber magnetfeltet i den omkringliggende (faste) del af malmen? Bare et gæt, jeg er selv lige så nysgerrig efter at vide det ...
Et hvert legeme der roterer og er ledende er i princippet en generator, det må så være disse strømme der skaber jordens magnetfelt. Og her er det sikkert den flydende kerne der bidrager med den største del, men hvordan polvendingen sker er lidt mystisk, idet man ikke kan forvente at den flydende kerne ændrer sin omdrejnings retning... er der nogen teorier om det ?
Jeg mener i øvrigt at jordens magnetiske poler kun en sjælden gang kommer på tværs... det skulle være når pinse og jul falder på den samme dag :)
Et hvert legeme der roterer og er ledende er i princippet en generator, det må så være disse strømme der skaber jordens magnetfelt. Og her er det sikkert den flydende kerne der bidrager med den største del, men hvordan polvendingen sker er lidt mystisk, idet man ikke kan forvente at den flydende kerne ændrer sin omdrejnings retning... er der nogen teorier om det ?
Det er selvsagt svært at kigge direkte ind i, hvad der foregår i kernen (vi må primært nøjes med at se skyggebilleder af Jordens struktur ved jordskælv). Men der er næppe tale om en simpel cirkulær rotation, da der både vil være termisk konvektion og friktion i et materiale, der er helt eller delvist smeltede metaller under højt tryk. Mere som at ælte en dej end at røre i en kop te.
Den flydende del af kernen ligger også forholdsvis tæt på Jordens rotationsakse, så inertimomentet er ikke så stort, hvilket måske kan være en årsag til, at de øvrige processer med mellemrum får overtaget og fører til en polvending. Det bliver vi måske meget klogere på, hvis vi kommer til at opleve en polvending. :)
Tobias skriver: 'Forsvinder magnetfeltet helt i "nogle få hundrede år", som jeg forstår fra artiklen, og efterlader os helt blottede for solvinden?'
Er der nogen der kan belyse konsekvenser - det er altid godt med et skrækscenarie?
Blev spørgsmålet besvaret?
Nej... ikke spor af et svar på spørgsmålet...
Jeg synes egentlig de sidste to afsnit besvarer det meget godt. Det er selvfølgelig lidt længere end et simpelt "nej" ;-).
Jeg synes egentlig de sidste to afsnit besvarer det meget godt. Det er selvfølgelig lidt længere end et simpelt "nej" ;-).
Tja, det fremgår jo trods alt, at der er polvendinger med jævne (lange mellemrum), og feltet undervejs er rodet og svagt. Men bedste dipol-tilnærmelse (som så måske i den periode er en meget dårlig tilnærmelse), vil vel godt kunne være på tværs i en kort periode.
Men en klar og flot dipol på tværs (som vi nu har ca. "på langs"), sker tilsyneladende ikke.
Tobias skriver: 'Forsvinder magnetfeltet helt i "nogle få hundrede år", som jeg forstår fra artiklen, og efterlader os helt blottede for solvinden?' Er der nogen der kan belyse konsekvenser - det er altid godt med et skrækscenarie?
Prøv at læse den fine artikel fra 2004, der linkes til, sidst i Peter Staunings svar. Det korte svar er ja, det er rigtigt. Men tilsyneladende er magnetfeltet ikke helt væk, blot meget svækket og rodet.
Specifikt re. dit andetspgm. læs evt blot sidste paragraf: "En klode uden beskyttende magnetfelt ville være udsat for solvinden, der gradvist fjerner atmosfæren, og for den hårde kosmiske stråling, der bl.a. umuliggør radiokommunikation og forstyrrer elektriske systemer. Men kloden har dog overlevet talrige polvendinger i fortiden."
Skrækscenarier undervejs i dette forløb er nok meget spekulative.
Tak for mange gode spørgsmål og kommentarer. Mange kunne afklares ved at læse artiklen, der link'es til sidst i mit korte indlæg her i Ing.dk, men her er nogle svar:
Til Tobias Bøge Christensen: Styrken af Jordens magnetfelt er for tiden aftagende. Fortsætter det på samme måde, får vi polvending om 1213 år. Tilsvarende variationer har vi dog haft talrige gange tidligere, uden det har ført til polvending. Magnetfeltet er blot vokset op igen uden polvending.
Til Jens C. Hansen: Jeg gjorde mig umage med at skrive dipol (som blot betyder to poler) for polerne i en tilnærmet beskrivelse af magnetfeltet som feltet fra en stangmagnet i jordens indre, og så dip-pol, som er de steder på Jorden i det komplicerede virkelige felt, hvor magnetfeltet er lodret (dipper).
Til Leo Holm: Under polvendinger er magnetfeltet så forstyrret, at det ikke giver mening at beskrive det som et dipolfelt. Man kan have dip-poler mange steder, også ved ækvator..
Til Niels Iversen: Ja, den permanente magnetisme i magnetiske materialer forsvinder, når temperaturen overstiger "Curie-temperaturen" på 400-600 grader C. Det sker i dybder fra ca. 20-40 km. Men elektriske strømme i den flydende kerne kan stadig frembringe magnetfelter.
Til Bo Rastad: Jorden har to skjolde mod den kosmiske stråling og strålingen fra Solen. Magnetfeltet og atmosfæren. Atmosfæren giver tilstrækkelig beskyttelse for livet på Jorden, så selv om der kan blive problemer, bl.a. tekniske, er der ikke grund til "skræk-scenarier", hvis magnetfeltet for en kortere periode skulle forsvinde helt.
Peter Stauning
I polaregne er der s.v.j.v. fundet spor efter tropiske vækster . Kan dette skyldes jordens ækvator på dette tidspunkt har ligget her igennem og kloden derfor har haft en anden hældning i forhold til solen ,for det er da vist utænkeligt at kloden skulle opleve en total tropisk temperaturoveralt .
Hvor befinder Magnetisk Nord sig nu (længde/breddegrad)
Hvor hurtigt bevæger den sig for tiden ?
Hvor hurtigt har den bevæget sig de sidste år
Hvorfor bevæger den sig ?
Hvilke sekulære ændringer har der været per år de sidste 10 år, gerne illustreret som her http://geomag.org/info/mainfield.html
Hvilken global ændring har der været de sidste 5 år ? - Er magnetfeltet overordnet set stadig faldende i styrke ? - Gerne illustreret som her http://geomag.org/info/mainfield.html
I polaregne er der s.v.j.v. fundet spor efter tropiske vækster . Kan dette skyldes jordens ækvator på dette tidspunkt har ligget her igennem og kloden derfor har haft en anden hældning i forhold til solen ,for det er da vist utænkeligt at kloden skulle opleve en total tropisk temperaturoveralt .
Jordens rotationsakse har vist ikke varieret så meget.
Men kontinentalpladernes drift betyder at områder der tidligere lå ved ækvator, nu ligger ved polerne.
F.eks. finder man for øjeblikket en del dinosaurus fossiler på Svalbard - de er fra engang hvor det lå nær økvator, og var dækket af tropisk skov.
Hvis/når de ufatteligt tunge ismasser afsmelter og fordeler sin vægt ud over hele jorden havarealer der så til gengæld bliver tungere må der ske en enorm vægtforskydning på jordkloden. Hvis tilsvarende skete med en snurretop ville denne kæntre og det samme kunne vel tænkes at ske med jordens rotation .
Jeg har ikke regnet på det, men jeg gætter på at at de masser vi taler om trods alt er relativt små i forhold til jordklodens samlede masse.
Der udover ville jeg mene at en omfordeling af massen væk fra rotationsaksen (polerne) burde virke stabiliserende på rotationen.
Der udover ville jeg mene at en omfordeling af massen væk fra rotationsaksen (polerne) burde virke stabiliserende på rotationen.
Næppe. Verdenshavenes tyngdepunkt er ikke sammenfaldende med rotationsaksen og ret meget af vandet havner nede midt på.
Effekten er dog næppe målelig.
Klart, der må havne mere vand på den side hvor stillehavet ligger. Så aksen vil selvfølgelig flytte sig. Mem overordnet set må den komponent af inertiaksen der ligger parallelt med rotationen blive større.
Taget i betragting at man kan måle hvor meget jordens rotations ændrer sig ved jordskælv, er effekten sikkert målbar, hvis man kan isolere effekten af jordskælvene. Lige så sikkert er det at effekten er helt uden praktisk betydning.
Taget i betragting at man kan måle hvor meget jordens rotations ændrer sig ved jordskælv, [...]
Det kan man også kun måle med det yderste hvide af neglene og primært kun ved rigtig store jordskælv tæt på ækvator.
Mine tanker udspringer af de i undergrunden fundne tegn (beviser?) på at de tidligere istider er opstået på overaskende kort tid . Skyldes det ikke forskydninger af ækvatorlinien må det skyldes ændrede temperaturforhold på grund af ændrede retninger på havstrømninger . Disse ændrede havstrømninger gisser man vel allerede på kan risikere at opstå p.g.af de ændrede forhold i saltkoncentrationerne og havvandets vægtforskydning hvorved nedsynkningerne af ferskvandet ved polerne ændres og bundtrykket mindskes .Eller ??
Jeg tror du tænker på denne teori.
http://en.wikipedia.org/wiki/Pole_shift_hy....
Jeg så engang et program på Discovery, der agiterede heftigt og ensidigt for den.
Teorien er, som jeg har forstået det, at der kan ske pludselig forskydning mellem jordens kappe og kerne, så kappen flytter sig som et hele (modsat kontinentaldrift).
Nu, når menigheden går ind for menneskeskabt CO2 som det onde i fremtiden, er det vel kætterri at tro, at vand og is kan have indflydelse på fremtidens klima?
Man finder om polvandringer i en fint illustreret beskrivelse af Peter Riisager i:
Kan Jorden miste balancen?
ved at søge på: [PDF]
Kan Jorden miste balancen?
Med en radie 21 km større mod ekvator er kloden en skive og takket være det større inertimoment om rotationsaksen vil den roterer stabilt med de kendte forstyrrelser præsession og nutation.
Kloden er dog langtfra et fast legeme, og det er derfor kun muligt at beskrive polvandringer i forhold til noget andet, måske bevægeligt.
Både luft, vand og kontinenter flyder og har sin betydning, hilser Tyge
Des flere kompetanters bekendtgørelser jeg læser jo mere overbevist bliver jeg om det mulige i at jordakslens forskydning tidligere har fundet sted og igen vil ske og en ny istid vil komme overaskende og ødelæggende hurtigt .
Den dag det antageligt sker vil der blive ryddet grundigt op i antallet af de alt for mange mennesket der har igangsat ødelæggende skader på kloden så den igen får en chance for et nyt og længere liv .
Det er ikke et menneske fjendtlig synspunkt ,men en betragtning ud fra de faktiske mange katastrofale forhold vi allerede har skabt for os selv ved at ødelægge jordklodens trivsel gennem vor uhyrlige indgriben i naturens balance .
Kommentarer (27)