Kære Tobias, det er ikke o.k. at hælde jernskrot i havet

Grønlands miljøminister lover niårige Tobias, at Grønlands kommuner finder en anden løsning på problemet med jernskrot og stopper med at hælde det i havet.

'Kære miljøminister, jeg har set, de hælder affald ned i fjorden her i byen, og det er synd for naturen. Hvad vil du gøre ved det?', skrev niårige Tobias i sommer, efter at han - under en sejltur ud for Qaqortoq - opdagede, at kommunen har en stor jerndump med udtjente biler og andet svært nedbrydeligt skrot. Da han spurgte kommunens repræsentant på rådhuset, lød svaret: »Affald bliver brændt. Men det er dyrt at komme af med skrot, så det ryger i havet.«

Oprindelig stilede Tobias brevet til Danmarks miljøminister, Ida Auken, der imidlertid sendte det videre til den, der har ansvaret for Grønlands miljø, nemlig landets miljøminister, Anthon Frederiksen.

Anthon Frederiksen, der først hørte om brevet fra Tobias i går, svarer, at kommunerne, der har ansvar for affaldet, ikke skal smide skrot i havet eller deponere det på endeløst voksende lossepladser.

Ni-årige Tobias Ehlers Frimurer var på sommerferie i Qaqortoq i Grønland, og under en sejltur på fjorden mødte han dette syn i den ellers så smukke grønlandske natur.

Hvad var din reaktion på Tobias' brev?

»Jeg er meget, meget glad for, at Tobias har reageret på det, han har set. Det er fremtidens unge, der skal sørge for, at der bliver passet på vores miljø.«

»Da jeg havde læst Tobias' brev, bad jeg mine embedsmænd henvende sig til kommunen og sørge for at bringe forholdene i orden,« fortsætter Anthon Frederiksen, der fortæller, at kommunerne i dag sorterer affald i metalskrot, brændbart og farligt affald, og at hans højeste ønske er, at man helt kan fjerne jernskrotdumpe.

Hvordan skulle det kunne lade sig gøre?

»Nogle steder er man faktisk i gang med at presse gammel jernskrot sammen og eksportere det. Kanukoka (De Grønlandske Kommuners Landsforening, red.) har efterhånden været i gang med det i en del år. Problemet er, at det er svært for kommunerne at få økonomi i handel med jernskrot.«

Hvad vil du gøre for at hjælpe kommunerne?

»Vi har den aftale med Kanukoka, at foreningen sammen med kommunerne forsøger at finde en løsning. Det arbejde vil jeg forsøge at skubbe på, for vi kan ikke blive ved med at skrotte jern på den måde. Vi skal alle sammen værne om vores miljø.«

Mener du generelt, at videnniveauet i de fire kommuner er tilstrækkeligt til at håndtere den omfattende udfordring?

»Man kan altid videreuddanne sig, men kommunerne har et indgående kendskab til problemet.«

For en uges tid siden gav det en del omtale, da Ilulissat Transport troede, at de sugede 5.000 liter toiletslam op fra krydstogtskibet Clipper Adventure og pumpede det ud i havet igen, hvor det så viste sig at være spildolie. Det var selvfølgelig et uheld, men viser det ikke også mangler ved Grønlands miljøpolitik? Eller er det o.k. at pumpe toiletslam ud i havet?

»Det er også et problem, vi har talt om at løse. For tre uger siden var jeg til bæredygtighedskonference i Sisimiut, hvor problemet blev drøftet, og hvilke muligheder der er for at få rensningsanlæg til at løse opgaven. Et rensningsanlæg er dog svært at håndtere om vinteren. Men vi gør alt, hvad vi kan for at løse problemet,« forsikrer Anthon Frederiksen.

Kommentarer (19)

Lad os få nogle flere breve af den slags. Direkte og uden så meget pjat. Og en ni-årig vil nok ikke stille sig tilfreds med de svar de får fra vores nuværende politikere.

"Hvad vil du gøre ved det?"

  • 0
  • 0

Anthon Frederiksen, din gamle røver. Måske kan du bilde en niårig dreng det du udtaler på ærmet, men, jeg har i mange år haft det overordnede ansvar for forsyningen af både fødevarer og byggematerialer og andet spændende til et distrikt i grønland. Alle der har opholdt sig i Grønland i længere tid er jo bekendt med at der aldrig er sket en disse på det område og det er stort set umuligt at finde en miljømæssig fornuftig løsning. Ethvert tiltag, hvis det skulle skabe en forbedring, vil vælte hjemmestyrets økonomi på en sådan måde at end ikke store olieindtægter vil kunne holde kontoen i balance.
Du har sikkert, som jeg, været øen rundt og kender til alle de horrible oplevelser der bydes på.
Det svineri der opleves har stået på i hundrede år og vil tage tilsvarende mindst hundrede år at rette op på, så kære Tobias, desværre må du væbne dig med tålmodighed for du kommer nok ikke til at opleve en løsning på dit problem.
Det er selvfølgelig synd at øedlægge børns illusioner, men det er endnu mere forkert at give falske forhåbninger ved at fylde dem med l... imod bedre vidende.

  • 0
  • 0

Problemet er vel, at Grønlands befolkning i antal svarer til Kolding. Ville man overlade miljøspørgsmål til Kolding Kommune? Ja, hvis man vil spare penge og er ligeglad med miljøet, selvfølgelig. Gentag samme øvelse, men nu med Koldings befolkning spredt udover 50 gange Danmarks areal. Det hjælper ikke. Jeg mener, at der på visse områder er store problemer i, at Grønland agerer selvstændigt land. Ikke fordi jeg ikke under befolkningen det, men fordi jeg mener, at den kritiske befolkningsmasse sandsynligvis ikke er tilstede -- og jeg er ellers ikke fan af de moderne, såkaldte "stordriftsfordele"...

  • 0
  • 0

Hvordan kan vi overhovedet belemre andre lande med 'ulandsprojekter', når forholdene indenfor riget ikke er iorden?

Vi har jo den slags projekter kørende omme på den anden side af kloden, som Grønland så tydeligt har brug for.

  • 0
  • 0

Alle der har opholdt sig i Grønland i længere tid er jo bekendt med at der aldrig er sket en disse på det område og det er stort set umuligt at finde en miljømæssig fornuftig løsning. Ethvert tiltag, hvis det skulle skabe en forbedring, vil vælte hjemmestyrets økonomi på en sådan måde at end ikke store olieindtægter vil kunne holde kontoen i balance. Du har sikkert, som jeg, været øen rundt og kender til alle de horrible oplevelser der bydes på. Det svineri der opleves har stået på i hundrede år og vil tage tilsvarende mindst hundrede år at rette op på

Det er ikke acceptabelt.
Bevistheden om synet af affald ved flere bygder har taget toppen af min lyst til at tage til Grønland.
Jeg er nok ikke mere speciel, end at hvis jeg har det sådan, så er der nok også andre der har det sådan.
Skal vi bare acceptere det? Eller skal vi smøge ærmerne op, og få sat en plan til en langvarig løsning i søen?
Jeg har ikke en tryllestav, så det bliver en ikke lige fixet på tre minutter, men vi kan ikke være bekendt bare at lukke øjnene, uanset hvor svært det ser ud.
Og som det siges af Peter Hansen:

Vi har jo den slags projekter kørende omme på den anden side af kloden, som Grønland så tydeligt har brug for.

Så vi starter da vel ikke på HELT bar bund.
Men det kræver selvfølgelig politisk vilje til at lave løsninger der er længere undervejs end til næste valgperide - er det i virkeligheden her problemet ligger begravet?

  • 0
  • 0

Grønland er et forbrugersamfund forholdsvist mange gange større end tilsvarende byer i Danmark, så jeg tror ikke BIOKUBE er nyttig der heller.

  • 0
  • 0

Jerneskrot er godt fo havmiljøet og danner overflader som er grobund for alle mulige dyr. Vi bør egentlig indsamle og sprede jernskrot på strategiske steder.

  • 0
  • 0

Jernskrot er godt, som revdanner.

Men spørgsmålet er: De der biler, der tonser i havet, er det uden dæk (det er forsøgt at lave rev med dæk- men dæk er altså giftige), er der tømt olie af?

Er sæder og plast/syntestiske materialer fjernet?
Kobber er giftigt for miljøet- så er kabler taget ud?

Hvad er der i en skrotbil på Grønland?

Der må nok være temmelig meget "blandet affald"- af den dyre slags, det dyre er separeringen og deponeringen.

Jeg vil tro, at Tobias om få år indser, svaret er "varm luft".
De har diskuteret i årevis, og de agter at snakke videre. Meget fint politikersvar- og ikke andet end, man kan forvente!
Det man skal spørge politikere om- er en tidsgrænse. HVORNÅR, vil I gøre det?!

Vi er ikke for gode herhjemme, se bare på Collstorp og andre. Her må man også gerne svine.

Mvh
Tine

  • 0
  • 0

Hvis det virkelig bare handler om jernskrot, så findes der vist større problemer...

.. den synlige forurening er jo sjældent specielt skadelige for andet end det polittiske ego.. !

Klaus Lund

  • 0
  • 0

.. den synlige forurening er jo sjældent specielt skadelige for andet end det polittiske ego.. ! Klaus Lund

Er du sarkastisk eller bare galt afmarcheret?

  • 0
  • 0

Hvor er det sørgeligt at se så mange indlæg der udspringer af ren og sker uvidenhed om de grønlandske forhold.

Hvor længe har vi selv haft muligheden for at udvikle vores egne systemer, måder at gøre tingene på selv? Danmark har til sammenligning udviklet sig igennem flere tusind år, hvorimod Grønland har skullet udvikle sig til samme danske niveau på bare 200 år. Er det rimeligt at danskere som besøger Grønland altid skal kritisere hvorledes tingene bliver gjort heroppe?

Når vi besøger Danmark render vi da ikke rundt og kristiserer jeres samfund bagefter?! Vi respekterer det land vi besøger. Det kunne danskerne godt lære noget af - respekt for andre folk.

Så vidt jeg ved har Grønland blot bedt Danmark/USA og at rydde op i deres store svineri ved diverse baser. I flipper da selv fuldstændig ud når der er nogen andre (Sverige f.eks) der sviner meget tæt på Danmark. For Puha, hvordan kan de svine så tæt på os. Men når det gælder Grønland, ja så kan i ikke sætte jer ind i situationen, men bliver med det samme ironiske, sarkastiske og nedladende.

Lær at respektere andre mennesker, og måske - et stort måske - kunne det være at Grønland kunne få lidt fred og ro til at udvikle vores samfund til det VI selv ønsker det? Og ikke blot en kopi af Danmark langt mod nord?

  • 0
  • 0

har ikke noget at gøre i religionskrig.Det er helt iorden at forældre demonstrerer frelsthed, men sidste børnekorstog gik grueligt galt.
Tobias vil som tyveårig skulle renovere lossepladser (mer end tyve tror jeg på hver ø)
Garand geværer,tanks og torpedobåde var måske sjovere men ikke så vigtigt.

  • 0
  • 0

Hanne Rasmussen - Jeg forstår til fulde din harme over at danskere blander sig i interne grønlandske anliggender, men det bringer os jo desværre lidt væk fra det oprindelige spørgsmål.

En niårigs spørgsmål til en voksen ansvarshaver - "Hvad vil du gøre ved det?"

Jeg tror ikke at der er nogen i verden der syntes at det er OK at bare smide ting i havet, uanset om det er ved Harboøre Tange, eller ud fra klipperne ved Qaqortoq.

Men bare at acceptere situationen med den begrundelse at 'sådan har vi altid gjort, og ingen skal fortælle os at det er dumt' syntes jeg er mangel på respekt, både overfor den 9årige unge man, men også den grønlandske natur..

Men selv, hverken Hanne Rasmussen, Anthon Frederiksen, eller mange af os andre som skriver indlæg her på siden er jo næppe i live når miljøproblemerne for alvor får betydning for den grønlandske natur.... Så hvorfor dog bekymre sig om dagen i morgen....

Mvh, Michael..

Ps. Små hentydninger af sarkasme kan godt forekomme i mit indlæg. ;o)

  • 0
  • 0

Jeg ville gerne ha kommenteret Hanne Rasmussen, men havde nok ikke været så diplomatisk, så lad det nu være ved det.
Men måske er vi nogler der har tilbragt mange år i Grønland, som har en mere tilbundgående viden om mijløbegrebet i Grønland som det har været opfattet gennem mange årtier. Af den simple grund at der ikke var eller er andre løsninger på problemet.
Hvor mange "dumper" har du set i dit eget land??
Nej vel.
Løsningen på så få menneskers forurening er så kostbar at der stort set aldrig vil kunne skaffes den fornødne økonomi uden at det vil få det grønlandske samfund til at bryde sammen.
Så kommer olieeventyret som giver et financielt grundlag for at få ryddet op i de bestående forureninger, men olieeventyret vil samtidig medføre så store skader på den grønlandske natur og grønlandske inuitter at de måske ikke har nogen fremtid i deres eget land.

  • 0
  • 0

... nogle gange er der i et forum som dette nogle folk der taler til en på en måde så man bare ikke orker bruge tid på at svare dem... !

Klaus Lund

  • 0
  • 0

Biler er billige dat der ikke indgår dyre ,eksotiske matrialer bortset fra tændrørselektroderne og blybatteriet ,som det selv på Grønland, er nemt at recycle.
Kobbervitriol bruges i landbrug og plantager.
Fisks synspunkt er at bilvrag virker som trawlhindring.
Biler er den mest synlige og mindst skadelige del af miljøproblem Grønland.
Cargo kult og rådne politikkere er langt værre her som hisset.

  • 0
  • 0

Der har i de senere år været mange ønsker om grundlovsændringer men her var måske endelig en reel årsag til at gennemføre en sådan:

For med den seneste selvstyreordning ser det ud til at vi absolut intet har tilfælles med denne udkantskommune og dens opblæste politikere?

Så hvorfor ikke simpelthen skilles og spare os for en masse udgifter og problemer, hvorfor i alverden skulle vi bekymre os om Nordpolens tilhørsforhold hvis det reelt ikke angår os?

Når det kommer til stykket magter Danmark vel alligevel ikke at håndhæve en suverænitet over verdens største ø hvis der først er stormagtsinteresser på spil, så hvorfor ikke opgive dette territorie først som sidst?

Men hvordan det ender og om vi overhovedet får nogen indflydelse på det er svært at sige, om en af naboerne tager over, eller vi måske kan lave en aftale med kineserne om at lade Taiwan eller Tibet være i fred, hvis de får en stor tom ø i stedet?

  • 0
  • 0