En donation på 100 millioner kroner over tre år fra Juvenile Diabetes Research Foundation, JDRF, har med et slag forsødet fremtidsperspektiverne for en gruppe på 16 diabetesforskere i Hørsholm og deres amerikanske kolleger.

Diabetesforskerne ved at udvikle en teknologi, der skal gøre livet nemmere for diabetikere. De arbejder på et såkaldt ortogonalt multisensorsystem, der vil være i stand til at måle diabetikerens blodsukker mere præcist og sikkert og dermed sørge for, at diabetikerne kan undgå de farlige udsving i deres blodsukkerniveau.

Den danske forskergruppe er en del af den globale virksomhed Medtronic, som for tre år tilbage opkøbte den danske virksomhed PreciSence med speciale i teknologier til blodsukkermålinger.

Samarbejdet mellem dem og JDRF er opstået, fordi sigtet med forskningen er at udvikle en sensor, som vil være egnet til at bruge i en kunstig bugspytkirtel - en vision, Medtronic har haft, siden de lancerede deres første glukosesensor i 2000, og som også JDRF har arbejdet med i årevis.

»I en kunstig bugspytkirtel lader man en glukosesensor styre en insulinpumpe, som infunderer insulin, afhængig af hvad glukoseniveauet er i patienten. Og det siger sig selv, at det er utrolig vigtigt, at glukosesensoren er ekstremt pålidelig, sådan at man er helt sikker på, at man kan infundere præcis den mængde insulin, som patienten har brug for,« forklarer Henrik Egesborg, der står i spidsen for den danske forskergruppe.

Hvis man som diabetiker eksempelvis akut får for meget insulin, risikerer man at få for lavt blodsukker, som kan føre til, at man mister bevidstheden og i værste fald dør af det. Langtidsvirkningen af for højt blodsukker er de diabetiske senkomplikationer, så som dårligt kredsløb, blindhed, føleforstyrrelser, amputationer og nyresvigt. Derfor er det vigtigt, at man får den rigtige mængde insulin og at kunne kontrollere blodsukkeret præcist også på den lange bane.

Den nye mere præcise sensorteknologi er således et vigtigt og nødvendigt skridt hen mod at udvikle en kunstig bugspytkirtel.

»Det gælder om at gøre behandlingen så let og så enkel for patienterne som overhovedet muligt, så det opleves som så lidt kompliceret som muligt at have diabetes,« siger Henrik Egesborg.

Ny og kendt teknologi

Den nye sensorteknologi kombinerer den allerede kendte teknologi til blodsukkermålinger, kaldet elektrokemisk sensor, med en ny optisk sensorteknologi. Ved at gøre det opnår man en større kontrol med og sikkerhed for de målinger, sensoren foretager, fortæller Henrik Egesborg.

»Pointen er, at man får det bedste af to verdener ved at kombinere de to principielt helt forskellige teknologier til at måle blodglukose. Vi opnår en dobbelt kontrol, der gør sensoren mere sikker,« siger han.

Kombinationen af de to sensorteknologier kaldes ortogonal redundant sensing. Den elektrokemiske sensorteknologi er baseret på glukoseoxidase som det glukosefølsomme stof, mens den optiske sensor bruger en helt anden mekanisme til at monitorere glukose, nemlig det glukosefølsomme stof kaldet Mannose Bindende Protein, MBP.

MBP kan binde kulhydrater, herunder glukose. I sensoren bliver det brugt sammen med kulhydratet dextran, og derfor vil dextran og glukose konkurrere om at binde sig til proteinet. Hvis der er meget glukose tilstede, vil det overvejende være glukose, der er binder til proteinet, men hvis der ikke er så meget af det, vil det overvejende være dextran, der er bundet til proteinet. Denne teknik bliver brugt i forbindelse med nogle optiske teknikker og gør det muligt at måle glukoseniveauet.

Skal ikke rekalibreres

Den optiske sensor har den fordel i forhold til den elektrokemiske, at den ikke skal kalibreres dagligt. Når man sætter en sensor ind i vævet på en patient, vil der vokse noget biologisk materiale på membranen, der omgiver sensoren og det glukosefølsomme stof. Det hæmmer diffusionen af glukose ind i sensoren, som den elektrokemiske sensor er afhængig af, og derfor ændrer det også sensorens følsomhed lidt.

Derfor er patienterne nødt til at kalibrere sensoren et par gange i døgnet ved selv at foretage en blodsukkermåling. Men følsomheden af den optiske sensorteknologi er derimod ikke afhængig af diffusion over sensormembranen. Derfor er der håb om, at den kun skal kalibreres én gang, nemlig når man sætter den ind under huden.

»Det betyder naturligvis en kæmpe fordel for patienterne, der gerne vil slippe for at gå og prikke sig i fingrene flere gange om dagen for at måle blodsukkerniveauet. Men når sensorens følsomhed i princippet ikke ændrer sig, kan sensoren måske også få en længere levetid, end dem, der er på markedet i dag, som holder typisk seks eller syv dage - men det skal vi selvfølgelig have bekræftet,« siger Henrik Egesborg.

Forskerne er i fuld gang med at udvikle den ortogonalt redundante sensor, men de har endnu ikke foretaget kliniske forsøg med den. Det forventer de vil ske i løbet af den periode på tre år, hvor Medtronic skal arbejde sammen med JDRF, fortæller Henrik Egesborg. Han vil dog ikke skyde på, hvor langt ud i fremtiden vi skal, før vi har den kunstige bugspytkirtel.

»Jeg vil ikke mane et eller andet eventyr frem om, hvornår det sker, for det er ikke nemt det her. Men den nye sensorteknologi er et væsentligt skridt på vejen, det er der ingen tvivl om,« siger han.