Kæmpe hvirvel på Titan annoncerer årstidsændring

En kæmpe roterende hvirvelstorm, der er dukket op i Titans øvre atmosfære, er tegn på, at vinteren er på vej på månens sydlige halvkugle.

Nasas rumsonde Cassini i kredsløb om Saturn har under sin sidste forbiflyvning af Saturnmånen Titan observeret en kæmpe roterende hvirvelstorm i månens øvre atmosfære over sydpolen.

Denne roterende hvirvel af gas blev observeret under Cassinis forbiflyvning 27. juni i år. Hvirvelstormen foretager en fuld rotation på ni timer. Til sammenligning er Titan 16 dage om at foretage en rotation omkring sin akse.

Ifølge Tony Del Genio, fra Nasas Goddard Institute for Space Studies i staten New York, minder denne struktur om dem, som ofte ses over Jordens oceaner. På Jorden foregår dette lige over overfladen, mens det på Titan sker meget højt oppe i atmosfæren. Dette kan være et resultat af Titan stratosfære køles ned, nu da vinteren på månens sydlige halvkugle er på vej.

Dette billede i naturlige farver af hvirvlen over Titan blev taget af rumsonden Cassini under en forbiflyvning 27. juni i år.(Foto: Nasa/JPL-Caltech/Space Science Institute)

Da Cassini ankom til sit kredsløb om Saturn i 2004, fandtes der en lignende hvirvel over månens nordpol. Her var det vinter indtil august 2009, hvorefter foråret begyndte på den nordlige halvkugle. Hvirvlen over den nordlige halvkugle findes stadig, men den primære cirkulationen i den øvre atmosfære har bevæget sig fra den varmere nordpol og til den køligere sydpol. Dette skifte set ud til at skabe nedadgående luftstrømme over sydpolen som danner tåge i de højere luftlag og hvirvlen.

Cassini observerede først tågelaget i marts måned i år med sine synlige og infrarøde spektrometre. Siden har rumsonden observeret en forøgelse i koncentrationen af aerosoler over 300 kilometers højde ved sydpolen. Forskerne har aldrig set aerosoler på dette niveau her før.

I de kommende måneder vil forskerne, via Cassini, holde ekstra øje med Titans sydpol for at se, hvordan tågen og hvirvelen udvikler sig. Disse observationer vil levere data til valideringen af de dynamiske modeller, forskerne har udviklet for cirkulationen og kemien i Titans atmosfære. Dette er med til at kaste mere lys over Titans komplekse methanbaserede vejrsystem.

Sådanne polære hvirvler findes også andre steder i Solsystemet; på både Saturn, Jupiter, Neptun, Jorden og Venus.

Dokumentation

Pressemeddelelse fra Nasa
Artikel på Astronomy Now
Artikel på Space.com

Emner Planeter Nasa

Kommentarer (0)