Jubel i Europa over voksende drivhusgasudledning

Efter 2009 vidnede en øget drivhusgasudledning om mere gang i hjulene efter krisen, viser ny rapport.

Trods Sydeuropas krise er der igen kommet så meget gang i hjulene i EU, at drivhusgasudledningen stiger. Det viser den årlige opgørelse over EU-landenes drivhusgasudledning, der blev offentliggjort i nat.

Drivhusgasudledningen i de 27 EU-lande steg med 2,4 procent fra 2009 til 2010.

Ifølge en pressemeddelelse fra Det Europæiske Miljøagentur (EMA) har væksten dog en glædelig baggrund: Krisen i Europa satte nemlig så meget produktion og aktivitet i stå, at drivhusgasudledningen faldt 7,3 procent fra 2008 til 2009, så stigningen fra 2009 til 2010 vidner om, at der igen sker noget i Europa.

»Væksten var forventet, fordi det meste af Europa kom ud af recession,« siger EMA's direktør, Jacqueline McGlade, i pressemeddelelsen.

EMA nævner dog også en usædvanlig hård vinter i 2010 som en årsag til stigningen i energiforbruget.

VE-produktion steg med 12,7 procent

Opgørelsen afslører også en anden positiv udvikling: Udbredelsen af vedvarende energikilder er fortsat på trods af krisen. Fra 2009 til 2010 steg produktionen fra vedvarende energikilder med 12,7 procent. Sol, vind, vand og jordvarme redder Europa fra en endnu højere drivhusgasudledning, understreger Jacqueline McGlade.

»Væksten kunne have været endnu højere uden den hurtige udbredelse af produktion fra vedvarende energikilder i EU.«

Ikke overraskende var væksten i drivhusgasudledning størst i Tyskland, Storbritannien og Polen, som tilsammen står for 56 procent af væksten. I de tre lande voksede udledningen med 61,7 mio. CO2-ækvivalenter. Til sammenligning steg udledningen i Danmark blot med 0,4 mio. ton.

Overholder snildt Kyoto-krav trods vækst

Trods stigningen i drivhusgasudledningen vil de 15 gamle EU-lande, der har forpligtelser i forhold til Kyoto-protokollen, stadig kunne overholde forpligtelserne med en god margin.

Landene har forpligtet sig til at skære 8 procent af drivhusgasudledningen fra 1990 til 2012, og med udgangen af 2010 lå drivhusgasudledningen 11 procent lavere end i 1990.

Kommentarer (4)

akja, da jeg var ung og venstreorienteret talte vi meget om nulvækst og formindskelse af forbruget af hensyn til mindre forurening, mindre overbefolkning, mindre ressourceforbrug og slige ting.

det eneste de såkaldte ansvarlige politikere og økonomer taler om idag er mere forbrug og mere vækst.

hvordan mon det dog ender?

med venlig hilsen

niels henrik højbjerg

  • 0
  • 0

Tjahh, da det normalt altid går stik modsat af hvad politikkerne forventer, går din ungdoms drømme formodentlig i opfyldelse inden længe - bedre utilsigtet end aldrig ;o)

Desværre skifter drømmene karakter med tiden og recessionen er nu et mareridt!

  • 0
  • 0

I de tre lande voksede udledningen med 61,7 mio. CO2-ækvivalenter. Til sammenligning steg udledningen i Danmark blot med 0,4 mio. ton

Hvor er sammenligningen? Hvad er sammenhængen mellem de to enheder?

  • 0
  • 0