Jernbroer med historie

Af Henrik Harnow De danske broer fra 1800-tallet blev bygget først af militære ingeniører, senere af polyteknikere. I modsætning til de udenlanske forbilleder ved vi ikke ret meget om udviklingen af de mange jernbroer, hvoraf de fleste er gået til
- og de sidste bør sikres for fremtiden.

Den 150 år gamle Frederiksbro i Odense vil gerne bryste sig af at være Danmarks første vejbro af støbejern. Værdigheden er lidt uvis, men den har i hvert fald klaret sig godt, for den var kun garanteret 10 års holdbarhed.

Meget tyder på, at den tidlige danske ekspertise inden for bygning af jernbroer havde sit udgangspunkt i Odense, nemlig hos jernstøber M.P.

Allerup, som samarbejdede med ingeniørfirmaet English & Hanssen.

SELVLÆRTE B'ERE Frederiksbroen syner måske ikke af meget, men er interessant, hvis man vil dykke ned i dansk brobygning i 1800-tallet. Den er et eksempel på den militære ingeniørkunst, som dominerede byggeriet frem til i hvert fald 1840'erne. Kun ved
Frederiksbroen syner måske ikke af meget, men er interessant, hvis man vil dykke ned i dansk brobygning i 1800-tallet. Den er et eksempel på den militære ingeniørkunst, som dominerede byggeriet frem til i hvert fald 1840'erne. Kun ved
Den militære Højskole gaves undervisning på højt niveau for bygningsingeniører. Ved Polyteknisk Læreanstalt blev der frem til 1857 kun undervist i naturvidenskab (kemi) og mekanik (en slags maskinfag).

Indtil da tyede en del brointeresserede polytekniske kandidater til selvuddannelse med studierejser i England, Frankrig og Tyskland.

Fra 1857 underviste den myreflittige lærer L.F. Holmberg (1826-1897) i en menneskealder i bygningsfagene på Læreanstalten. Han var selv maskiningeniør, men holdt sig godt orienteret om brobygning i ind- og udland.

Det var imidlertid først med A. Ostenfeld (1866-1931) og 'Den statiske Skole'', som fra århundredskiftet opstod under ham ved Polyteknisk Læreanstalt, at danske broingeniører virkelig opnåede international kompetence. Ostenfeld var ikke blot en dygtig
videnskabsmand og foredragsholder, han indgød også de studerende en vigtig selvtillid, som fik betydning for dem, der senere gav sig i kast med store og uprøvede projekter.

I de første årtier af 1800-tallet stod de militære ingeniører for udbygningen og moderniseringen af vejnettet. Tidligere havde træbroer været normen i mange byer, men de nye vejbroer blev indtil det store arbejdes slutning omkring 1860 bygget som
simple, fransk-inspirerede stenbroer. Flere af dem bærer moderne trafik den dag i dag.

Da de første danske jernbanelinier blev anlagt i midten af 1800-tallet, var det overvejende engelske ingeniører, der stod for de mange mindre broer over banelegemet. De var som oftest murede buebroer med kunstfærdig anvendelse af røde og gule mursten.

Der findes stadig fine eksempler på disse 'Englænderbroer' mellem Korsør og Slagelse og nær Borup. Murede buebroer vandt ellers ikke vid udbredelse her i landet.

Støbejernsbroerne stammer også fra England, hvor den første blev opført i 1779 som den endnu bevarede Ironbridge ved Coalbrookdale nær Birmingham.

Den var et teknisk vidunder med en spændvidde, som langt overgår den senere Frederiksbro i Odense. Ironbridge blev et tilløbsstykke og gav startskuddet til bygningen af talrige jernbroer i de følgende år, også på Kontinentet.

Mens de engelske støbejernsbroers udvikling er velbeskrevet, gælder det samme ikke for de danske. Men Frederiksbroen hjælper os lidt på vej: FYN FØRTE AN I Odense havde man sidst i 1830'erne planer om at ombygge en ældre træbro over Odense Å. Det blev
også overvejet at udskifte den med en ny træbro, projekteret af ingeniørkaptajn P.V. Recke (1793-1847). Men formentlig gjorde Odense-jernstøberen M.P. Allerup (1799-1858) sin indflydelse gældende, så man i stedet besluttede sig for en jernbro.

Allerup var en af landets mest kompetente jernstøbere og havde rejst i bl.a. England og Frankrig. Frederiksbroen er et flot bevis på hans ekspertise, men dens forbillede er tydeligvis de ældre træbroer, hvilket er helt på linie med Ironbridge.

Broen i Odense blev opbygget af fem flade støbejernsbuer, der i hver side hvilede på et fundament af granitkvadre, således at den flade buekonstruktion udnyttede støbejernets trykstyrke. Frederiksbroen var belagt med egebjælker og havde
støbejernsrækværk. Den blev forsynet med den stadigt eksisterende inskription: AAR 1844 UNDER KONG CHR. VII'S REGIERING BLEV DENNE FØRSTE JERNBRO I DANMARK OPFØRT AF JERNSTØBERIEIER M.P. ALLERUP OG MUURMESTER FROST UNDER INGENIEURCAPITAIN RECKES
BESTYRELSE.

Der har utvivlsomt ligget prestige i at bygge landets første støbejernsbro, så Allerup har næppe talt højt om den jernbro, han efter alt at dømme rejste ved Ørholm allerede i 1843 ved en papirfabrik ved Mølleåen. Den har formentlig været en mindre
krævende gangbro, måske i stil med en anden jernbro, som blev bygget i 1845 ved Svanholm i Hornsherred. Denne bro blev leveret til Bille Brahe i 1845, og opsætningen blev klaret på 14 dage af en mand fra Allerup med hjælp fra tre husmænd.

I Odense foretrak man også en jernbro, da man i 1858 skulle forny den tidligere træbro over Odense Å i Albanigade. Den blev tegnet af landets første betydende rådgivende ingeniørfirma, English & Hanssen, og udførtes af Allerup. Albanibroen var landets
første jernbjælkebro, men den er forlængst erstattet af en jernbetonbro.

Ved Brahesborg nær Assens kan man stadig beundre landets formentlig ældste jernhængebro fra 1850. Samtlige dele og alt støbegods til den var dog indført fra Norge, fra ejeren F.W. Treschows værk Fritzøe.

DANSKE BROEKSPERTER I

København forestod de to polyteknikere, vandbygningsinspektør C.

Carlsen (1813-1899) og den unge havnebygmester L.F. Holmberg, flere vigtige broarbejder omkring 1850, og i de følgende år blev der bygget flere jernbroer i hovedstaden. Den første anvendelse af betonfundering fandt formentlig sted under ombygningen af
Stormbroen i 1851-52.

En af de ældste danske jernbroer blev opstillet i Ørstedparken, da den blev anlagt i 1870'erne. Forinden havde broen lukket voldgabet efter nedrivningen af Nørreport i 1856. Det var en af Holmbergs elever, den senere stadsingeniør Ch. Ambt
(1847-1919), der foranstaltede broen flyttet til Ørstedparken, hvor den stadig kan ses.

Fra 1850 befandt ekspertisen inden for brobygning sig helt overvejende i København og ved Polyteknisk Læreanstalt samt endnu i nogle årtier ved ingeniørkorpset, hvor bl.a. C.F.S. Ernst (1852-1920) var aktiv i dansk betonbygnings første år. Andre
militæringeniører medvirkede ved funderingen og de efterfølgende arbejder til den store Limfjordsbro ved Aalborg 1874-79.

Den blev udført af franske ingeniører og var det første arbejde med brug af trykluft her i landet. Ernst havde, ikke mindst i Tyskland, lært tilstrækkeligt til at blive både projekterende og ledende ingeniør ved opførelsen af den imposante Masnedsundbro
i 1884. Den var ligesom Aalborgbroen en svingbro, men arkitektonisk mere overdådigt udstyret, som et af de få danske eksempler på udpræget gotik. Både Limfjordsbroen og Masnedsundbroen er forlængst erstattet.

BRUG FOR KUNDSKABER Selv om udbygningen af jernbanenettet i sidste halvdel af 1800-tallet for alvor satte gang i brobyggeriet, især med et væld af gitterdragerbroer i Jylland, var det danske jernbrobyggeri endnu ikke på højde med de udenlandske
Selv om udbygningen af jernbanenettet i sidste halvdel af 1800-tallet for alvor satte gang i brobyggeriet, især med et væld af gitterdragerbroer i Jylland, var det danske jernbrobyggeri endnu ikke på højde med de udenlandske
forbilleder. Man tog smedejern i brug ved bygningen af Langåbroen 1862, og pladejernsdragere blev anvendt flere steder på det jyske banenet.

Det er slående, hvor meget større brobyggerier, der blev realiseret i England under Thomas Telford, jernbanepionererne George og Robert Stephenson, John Rennie og 1800-tallets måske mest talentfulde ingeniør, I.K. Brunel. Resultaterne var bl.a. Menai
Bridge (1819), London Bridge (1831, senere flyttet til USA) og Royal Albert Bridge (1853). I England anerkendes de som væsentlige nationale monumenter.

Klassiske tommelfingerregler rådede i vid udstrækning ved opførelsen af disse broer. Men i takt med at broerne voksede i størrelse, og lokomotiverne stillede stadig større krav til bæreevnen, vandt teoretiske kundskaber og materialprøvning gradvist mere
indpas. Det var dog især tragedien, da Tay-broen i Skotland under en storm i 1879 styrtede sammen med en togstamme fyldt med passagerer, der markerede afslutningen for de praktiske ingeniører. Tiden var kommet for de grundvidenskabeligt velfunderede
ingeniører.

BROERNE BØR SIKRES Mange af de gamle danske jernbroer er gået tabt. Englænderbroen ved Urup blev revet ned i forbindelse med DSB's elektrificering i 1980'erne, og trods ønsker om bevaring forsvandt også Strandmøllebroen nord for Klampenborg. De to
Mange af de gamle danske jernbroer er gået tabt. Englænderbroen ved Urup blev revet ned i forbindelse med DSB's elektrificering i 1980'erne, og trods ønsker om bevaring forsvandt også Strandmøllebroen nord for Klampenborg. De to
resterende Englænderbroer er nu fredet, og Frederiksbroen er bevaret i modificeret form, men med sit oprindelige udseende.

Det er dyrt at bevare især de store jernbroer. Det kunne f.eks. kræve næsten uoverkommelige udgifter, hvis man for al fremtid ville frede f.eks.

en Lillebæltsbro - især hvis den skulle gå ud af brug.

Mindre broer og broer uden biltrafik har de bedste muligheder for at bestå, som f.eks. dem ved godserne Brahesborg og Egeskov (jernhængebro fra 1895).

Også broen i Ørstedparken er velbevaret.

Man må håbe, at disse og de få øvrige gamle jernbroer fra forrige århundrede sikres for fremtiden. Heldigvis er især støbejernsbroer holdbare, og muligheden eksisterer for, at også private kan rejse fredningsager for de enkelte broer.

I England er der ansat industriarkæologer og ingeniører til at vedligeholde og efterse de historiske broer. De mindre kan ofte reddes ved, at der lokalt bliver gjort opmærksom på deres historie.

På tilsvarende vis må det i Danmark være muligt at skabe den respekt, som disse fine gamle eksempler på brobygning fortjener.

Cand. phil. Henrik Harnow er i gang med at skrive en bog om 'Den danske Ingeniørs historie 1850-1940'', som ventes udgivet i 1995.

Kommentarer (0)