iPhone 5 kan blive første 4G-telefon i Danmark
Apples nye smartphone med navnet iPhone 5 vil ikke kunne hoppe direkte på det danske 4G-net, når den bliver frigivet. Telefonen skal først have en softwareopdatering.
Det er imidlertid ikke noget, der stiller iPhone5 dårligere end konkurrenterne, for der findes næppe nogen anden smartphone på markedet, som kan gå på 4G-nettene i Danmark.
Det viser en rundringning blandt flere danske mobiloperatører, hvoraf ingen i skrivende stund sælger mobiltelefoner, som kan hoppe direkte på de danske 4G-net. 'Sælger' vil i denne sammenhæng sige, at en kunde kan få en telefon i hånden, som kan koble på 4G-nettet, også kaldet LTE.
De er dog på vej, forlyder det. Og her kan Apples iPhone 5 meget vel blive den første smartphone, der benytter 4G-nettet - i det konkrete tilfælde ved 1.800 Mhz.
»Mig bekendt er der endnu ikke nogen smartphones på markedet, der kan gå på det danske 4G-net. 28. september lancerer vi iPhone, som kan gå på 4G ved de bånd, vi anvender. Og når den har fået en softwareopdatering, kan den blive den første smartphone, der kan gå på 4G-nettet i Danmark,« siger Jess Agerbæk, indkøbschef i Telenor.
Han fortæller, at Telenors testfolk netop nu er i færd med at teste den kommende iPhone i forhold til virksomhedens 4G-net. Derudover kan Jess Agerbæk ikke endnu ikke sige, hvornår den ventede softwareopdatering til iPhone5 bliver frigivet.




Kommentarer (0)