Ingeniører uden grænser
..et link vil måske være passende her:
http://www.iug.dk/
Når der skal bygges huse i Pakistan, veje på Haiti og etableres vandforsyning i kriseramte områder, spiller ingeniører en stor rolle. Og det har danske ingeniørstuderende en stigende lyst til at deltage i.
Tendensen er klar på blandt andet Ingeniørhøjskolen i Århus, hvor rektor Ove Poulsen ser en øget interesse for det humanitære arbejde.
»Vores studerende vil gøre en forskel. Det er en meget vigtig faktor, når de vælger at læse til ingeniør,« siger Ove Poulsen.

Ingeniørhøjskolen i Århus kortlægger løbende de faktorer, der har indflydelse på unges uddannelsesvalg.
»Når vi skal overbevise unge mennesker om at tage ingeniøruddannelsen betyder udsigten til god løn og attraktive beskæftigelsesmuligheder meget. Men vi oplever mere og mere, at andre og mere immaterielle værdier spiller ind i studievalget. De unge vil være med til at gøre en forskel i verden og til at skabe fremtiden. Det er en helt klar tendens,« siger han.
På Ingeniørhøjskolen i Århus har flere studerende valgt at lave deres afgangsprojekter med direkte tilknytning til arbejdet i nødhjælpsområder.
»Det er fedt, at man kan bruge sin faglighed til at hjælpe andre,« siger Søren Krag, der til januar afslutter sin maskiningeniøruddannelse.
Han er i gang med at designe en vindmølle, der skal forsyne mennesker med strøm rundt omkring i verden.
»Det kan for eksempel være jordskælvsofre i Pakistan eller fattige landsbyer i Afrika, der kan få glæde af sådan en mølle. Bare det, at de kan få strøm til nedkøling af madvarer, kan få enorm stor betydning i deres hverdag,« siger han.
I det hele taget har ingeniører fået mere lyst til at bruge sine evner i kriseramte områder. Nødhjælpsorganisationen Ingeniører uden Grænser har fordoblet sit medlemstal på bare to år.
»Vi får jævnligt henvendelser fra ingeniører, der gerne vil stille deres viden og arbejdskraft til rådighed for en humanitær indsats i en af verdens nødzoner,« fortæller sekretariatsleder i organisationen Christina Hennings.
..et link vil måske være passende her:
http://www.iug.dk/

Kommentarer (1)