Ingeniørernes A-kasse henter ny direktør i staten

Ny direktør i Ingeniørernes A-Kasse får ansvar for konsulenthuset Komplement, som arbejder med karriererådgivning og kompetence.

Ingeniørernes a-kasse, IAK, har ansat Elisabeth Hvas som ny direktør.

Elisabeth Hvas vil fremover udgøre IAK's direktion sammen med adm. direktør Per Hansen. Hun får ansvaret for Komplement, der arbejder med karriererådgivning og kompetence samt målrettede tilbud til IAK's medlemmer. Derudover skal hun lede IAK's sekretariat og kommunikation.

Den 47-årige cand. scient. pol. kommer fra en stilling som vicedirektør i Statens Administration under Finansministeriet. Hun har gennem sin karriere bestredet en række stillinger i forskellige ministerier i centraladministrationen, bl.a. som afdelingschef i Finansministeriet.

47-årige Elisabeth Hvas er ny direktør i IAK, og skal stå i spidsen for konsulenthuset Komplement, der blandt andet hjælper ledige ingeniører videre.

IAK's administrerende direktør Per Hansen ser frem til samarbejdet:

»Elisabeth Hvas besidder ledelsesmæssige og faglige kompetencer samt et bredt netværk inden for arbejdsmarkedsområdet. En kombination der er som skræddersyet til at lede og udvikle en moderne, fremsynet og medlemsorienteret a-kasse som IAK,« siger Per Hansen.

Elisabeth Hvas tiltræder stillingen 1. februar.

Emner Ledelse

Kommentarer (0)