Da Claude Enoch var 10-12 år gammel, byggede han modelskibe sammen med sine kammerater. Drengene boede i Gedser - tæt på havnen og DSB's baneområde, hvor der var et perfekt vandhul mellem havet, Kroghage og DSB's losseplads at sætte skibene ud i.

I dag er vandhullet næsten helt fyldt op af sediment og affald, og området fremstår som en tilgroet naturgrund, hvor kun et mindre vandhul ligger på grunden. Vandhullet er kunstigt skabt for at gøre livet behageligt for den grønbrogede tudse. Ad 'Oves natursti' kan man gå langs vandet og nyde de sjældne plantearter, der er kommet til området via hestetransporter fra Balkan.

Den særlige natur gør, at grunden, der ligger lige op ad den gamle losseplads, i dag er fredet i særlig grad.

Men det er ikke helt sådan, diplomingeniør Claude Enoch husker stedet fra sin barndom. Godt nok var det et slaraffenland af træ, plast, elektronik og gamle jernbanesveller, som kunne bruges til mange timers underholdning. Men han husker også blister og eksem på hænderne efter en dag med modelskibe i det ofte gule og skummende vandhul.

»Vi så også tit døde fugle hernede,« fortæller han og er slet ikke i tvivl om, at lossepladsen var skyld i både eksem og døde dyr.

Fra husaffald til sveller

Alligevel er det ikke et sted, der har Region Sydsjællands opmærksomhed. DSB's gamle losseplads på 75.000 kvadratmeter ligger ikke i et drikkevandsområde, og regionen kan heller ikke bede DSB om at rydde op, fordi det er mere end ti år siden, lossepladsen blev nedlagt.

Ifølge DSB's egne optegnelser er der kørt affald fra hele Danmark vest for Lillebælt, og der er smidt husaffald, storskrald fra maskindepoter og værksteder, en stor mængde imprægnerede jernbanesveller, bygningsmaterialer, perron- og spormaterialer og kreaturgødning på lossepladsen, som fungerede fra 1958 til 1978.

Claude Enoch husker dog også, at togvognene fra københavnsområdet kørte ind på de særlige spor på lossepladsen og dumpede plast og store sække med gult pulver, som gjorde vandet skummende.

Sandsynlig udsivning

I 1992 har DSB selv foretaget en mindre undersøgt af stedet - der i 1989 blev kaldt 'rodet' og 'skæmmende' af det tidligere Storstrøms Amt efter et tilsyn. Ved undersøgelsen vurderer transportselskabet, at forureningen fra lossepladsen 'antageligt' er blevet spredt til et område uden for den egentlige losseplads.

DSB's rapport vurderer, at der er risiko for, at udsivende perkolat kan påvirke vandkvaliteten i såvel engområde og hav som følge af de korte afstande og strømningsretningen i det sekundære grundvandsmagasin syd for lossepladsen.

Der, hvor Claude Enoch som barn fandt døde fugle, er der i dag en særlig beskyttelse af blandt andet havfugle, grønbroget tudse og natlyssværmere. Området er udpeget som en del af et større Natura2000-område, og Guldborgsund Kommune, som ejer den bid jord, der ligger nærmest havet, har planer om at gøre stedet endnu mere attraktivt som rekreativt område.

Men i forbindelse med, at Scandlines skulle udvide havneterminalen, undersøgte Grontmij området og fandt ud af, at der var en del gammel forurening på området.

For forurenet til at rode i

Undersøgelsen dækkede ikke den egentlige gamle losseplads og det område, der i dag er fredet. Men resultaterne var nok til, at Guldborgsund Kommune har droppet idéen om at lave om på stierne igennem det rekreative område, rydde beplantning eller etablere ny beplantning.

»Jorden er så forurenet, at vi ikke skal ned at rode i jorden derude, som vi ellers havde planer om,« forklarer teamleder i kommunens naturafdeling Frederik Cordes.

Forureningen har dog ikke fået kommunen til at undersøge stedet nærmere.

»Der er naturinteresser, vi skal tage vare på derude, men ikke andre interesser,« forklarer teamlederen.

»Vi kan ikke lave om på fortidens synder, men sådan som det fremstår nu, er det et fint rekreativt område.«

Det er Claude Enoch ikke helt tilfreds med.

»Jeg synes, det er forkasteligt, at man ikke gør noget for at undgå udsivning,« siger han.

Claude Enoch flyttede selv fra området i 1989, hvor der stadig blev læsset byggeaffald af på området, men hverken dengang eller i dag kunne han finde på at gå i vandet for at bade.

»Det har min børn også altid fået forbud mod,« understreger han.