Illusionstrick gør det muligt for lamme at skrive med øjnene

Mennesker, der lider af locked-in-syndrome, hvor man kun kan bevæge øjnene, kan nu kommunikere med andre i form af skrift og tegninger. En fransk forsker har fundet et trick, der kan lære folk at surfe på en illusion.

At skrive med øjnene er nu en mulighed for mennesker verden over, der lider af det såkaldte locked-in-syndrome, hvor patienterne kun kan bevæge øjnene. Hidtil har patienterne kun været i stand til at kommunikere med omverdenen gennem blink.

Under normale omstændigheder er et menneske nemlig ikke i stand til at bevæge øjnene i glidende bevægelser, der kan optages af et kamera og projiceres på en skærm. Øjet foretager i stedet små hurtige ryk kaldet saccader, der kun resulterer i uforståelige streger på en skærm.

Men da franskmanden Jean Lorenceau en dag sad ved sin computer og kiggede på et illusionstrick kaldet omvendt phi-bevægelse (reverse phi motion), opdagede han noget interessant. Jean Lorenceau er neurolog på Université Pierre et Marie Curie i Paris og kendte udmærket den omvendte phi-bevægelse, hvor man kan få objekter til at se ud, som om de bevæger sig, ved at skifte mellem farverne på et billede.

Se eksempel på omvendt phi-bevægelse her.

På billedet foran Jean Lorenceau så han et par prikker skifte mellem sort og hvid, så det så ud, som om de bevægede sig. Og da han fulgte dem med øjnene, opdagede han, at han kunne bevæge øjnene rundt på skærmen uden at foretage små rykvise bevægelser.

Normalt har øjet svært ved at fortage en glidende bevægelse og f.eks følge en bil, fordi baggrunden hele tiden skifter, men i tilfældet med den omvendte phi-bevægelse opfatter øjet, at baggrunden bevæger sig med.

Vil man skrive med øjnene, skal man blot følge med bevægelsen, og det minder om at surfe, forklarer Jean Lorenceau til Science Now.

Den franske forsker har testet folks evne til at skrive med øjnene ved at lave en skærm med 200 skiver, der skifter mellem sort og hvid på en grå baggrund. I løbet af 30 minutter instruerede han seks frivillige i, hvordan de kunne surfe på illusionen, og alle endte med at skrive og tegne fint.

»I begyndelsen var det svært at komme op på bølgen, og selv når de fangede den, endte de ofte på stranden,« forklarer Jean Lorenceau som et billede på, at øjnene begyndte at lave rykvise bevægelser.

Kommentarer (4)