IDA fyrer 16 i administrationen

Dårlig driftsøkonomi er baggrunden for, at Ingeniørforeningen i dag har fyret tre afdelingschefer og orienteret om, at yderligere 13 menige medarbejdere bliver prikket på tordag.

På et medarbejdermøde i eftermiddag orienterede IDAs adm. direktør, Michael Hjortlund, om, at der her til formiddag er blevet fyret tre ud af ti afdelingschefer, og at der på torsdag yderligere vil blive afskediget 13 af i alt 170 medarbejdere i IDAs administration. Det kommer til at ske ved en kombination af fyringer og frivillige fratrædelser.

Ifølge Michael Hjortlund skyldes fyringerne, at foreningens driftsøkonomi har kørt med underskud de seneste par år:

»Vi er en forening i vækst og er nu oppe på over 88.000 medlemmer, men ligesom andre organisationer har vi oplevet, at nogle af de aktiviteter, der kører ved siden af kontingentindbetalingerne, ser dårligere ud på grund af krisen,« siger Michael Hjortlund, der blev ansat den 15. august i år.

Dårlig driftsøkonomi de seneste par år er ifølge IDAs administrerende direktør, Michael Hjortlund, årsag til, at 16 medarbejdere i IDAs administration nu bliver afskediget.

I perioden 2005-2008 skar IDA medlemskontingentet med i alt 1.000 kroner. En øvelse, der blandt andet kunne lade sig gøre, fordi foreningen kunne trække på de 300 millioner kroner, der dengang stod i foreningens strejkekasse, Dispositionsfonden.

Michael Hjortlund ønsker ikke at gå nærmere ind på, hvorfor driftsøkonomien er blevet dårligere, men henviser til, at regnskab og budget bliver fremlagt til repræsentantskabet den 19. november.

»Man kan ikke pege på en enkelt faktor og sige, at det er årsagen. Djøf har skåret ned på grund af svigt i jobannoncer, og vi har på andre områder tilsvarende oplevet færre indtægter. For eksempel er afkastet på vores fri egenkapital faldet. Det vigtige er, at vi på længere sigt skal have en sund driftsøkonomi,« siger Michael Hjortlund.

Færre ledere

Han forklarer, at der nu skal arbejdes på at udvikle organisationen, så der kommer færre ledelses-lag, og så organisationen bliver mere medlemsvendt.

Ud over at orientere om fyringerne brugte IDA-direktøren medarbejdermødet til at informere om den proces, der skal føre til en organisationsændring fra januar 2012, så organisationen bliver i stand til at opfylde målene i IDAs Vision 2020.

»Vi skal arbejde med organisationsændringerne i den kommende tid, så de stille og roligt kan træde i kraft omkring den 1. januar - samtidig med, at vi har fuld fokus på driften, så medlemmerne ikke bliver berørt,« siger IDA-direktøren.

Michael Hjortlund forventer ikke, at medlemmerne bliver berørt af de aktuelle fyringer, men regner med, at den kommende organisationsændring vil styrke medlemstilfredsheden:

»Vores tilbud skal afspejle fremtidens optimale rådgivningsydelse, så vi i højere grad kan rådgive ingeniører, der arbejder i udlandet, og køre vores ydelser mere virtuelt,« siger han og tilføjer, at IDA i fremtiden ønsker at inddrage medlemmerne mere, når der skal udvikles ydelser.

Michael Hjortlund ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvor fyringerne kommer til at ske - ud over at der ikke vil blive lukket hele afdelinger. I øjeblikket arbejder IDAs direktion på at sætte frivillige aftrædelsesordninger sammen.

Emner IDA

Kommentarer (14)

https://ida.dk/Arrangementer/Moedetilmeldi...

Man bliver helt svedig hvor mange faglige og ufaglige arrangementer der er.
15-10 om dagen på landsplan.
Der er biograf, spisning,spisning,spisning osv osv osv

Så måske er det et sted at spare lidt.

Nu retter jeg måske bager for smed, men sådanne arrangementer burde vel være selvbærende rent økonomisk - og ser man på priserne ser det ikke sådan ud.
På årsbasis måske 4-5000 arrangementer eller mere. Trækker de hver bare 2000 kr ud af kassen er det 8-10 mio kr om året.

Ingeniørløninger og ingerniørpensionistlønninger er vel store nok til at betale for egen selskabelighed ? !

  • 0
  • 0

Nu er mængderabat både på antal ved et arrangement og antal af arrangementer set før, så mon ikke den del løber rundt uden tilskud fra IDA?

  • 0
  • 0

Som IDA medlem, synes jeg faktisk at det mest attraktive, eller måske endda det eneste attraktive, er det økonomiske aspekt, med favorable rabataftaler (især IDA forsikring).

Ingeniører er ærlige redelige, og ansvarsfulde mennesker - og via en sådan aftale, kan man holde alt det forsikringssvindlende afskum ude, som desværre florerer i samfundet.

Der er da enkelte interessante virksomhedsbesøg, og andre arrangementer, som jeg har benyttet mig af - men ellers synes jeg at det er økonomien, som trækker mest.

Mvh Rune

  • 0
  • 0

"IDA Forsikring" er bare et andet navn for en forsikringsaftale Ingeniørforeningen har med Tryg forsikring.

  • 0
  • 0

Dengang jeg skulle bruge IDA viste de til fulde deres totale uduelighed. Der er ikke grund til at spilde tid og penge på dem.

  • 0
  • 0

Der er ingen tvivl om, at der er mange gode ting, der kommer ud af medlemsskab i en fagforening som IDA. Der er selvfølgelig de områder med forsikring og arrangementer som allerede er nævnt (og som er med til at synliggøre IDA - når man ellers ikke står i en situation hvor man har brug for support).
Derudover er der hele "fagforeningsdelen".
En stor del af IDA's administration er beskæftiget med at supportere tillidsrepræsentanter og virksomhedsgrupper.
Det er her man kan henvende sig ved kriser - både karierremæssigt og på det personlige plan.
Der er ingen tvivl om, at rigtigt mange af de ingeniører der er blevet afskediget de seneste år, har haft stor glæde af IDA's kompetente medarbejdere.
Det er også her man (TR og VG) henvender sig når man er i tvivl om "hvad er min ret og hvad er min pligt" indenfor ansættelsesvilkår - både i det private og i det offentlige.
Det kan godt være der er nogen der ikke kan se, hvorfor vi skal være medlemmer af IDA - jeg har absolut INGEN argumenter for, hvorfor jeg IKKE skulle være medlem.

Kæmpestor support til de ansatte i IDA, jeg er ked af at høre, at I skal trækkes igennem fyringsrunder - det er altid trist !

  • 0
  • 0

Bjarke skrev: ""IDA Forsikring" er bare et andet navn for en forsikringsaftale Ingeniørforeningen har med Tryg forsikring. "

Hej Bjarke - Ja I know - men selv om jeg er fordel+ kunde i Nordea (som jo samarbejder med Tryg), har jeg ikke mulighed for at forsikre min dejlige store Volvo Turbo hos Tryg, til en pris som tilnærmelsesvis kan konkurrere med IDA-forsikring.

Mvh Rune

  • 0
  • 0

Det var en konflikt med hensyn til mit ansættelsesforhold, hvor vedkommende repræsentant fra IDA var total passiv. Jeg havde på daværende tidspunkt trods alt været medlem i 10 år. Mine medlemspenge kunne de godt bruge uden modydelser. Jeg ønsker ikke at kommentere yderligere på sagen, men vil blot afslutningsvis gentage, at IDA er værdiløs.

  • 0
  • 0

Som formand for IDA har jeg selvfølgelig fulgt debatten her på Ing.dk om, hvad I som medlemmer oplever I får for kontingentkronerne.
Jens Dalsgaard Nielsen mener, vi bruger for mange penge på arrangementer. I første halvdel af 2011 bruger vi under fem mio. kr. på alle vores arrangementer, hvor 33.000 medlemmer har deltaget. Medlemmernes egenbetaling ved arrangementerne er seks mio. kr. Og der er tale om både faglige, kompetenceopbyggende og sociale arrangementer.
Så er jeg da glad for, at Rune Kristensen - ligesom mange tusind andre af vores medlemmer – er glade for vores tilbud om billige forsikringer. Med IDA Forsikring har vi gjort os umage med at lave en forsikringstilbud, der er billigt for alle vores medlemmer. Her er ingen ”prutteri” om priserne, men lave priser til alle.
Når vi kigger på vores seneste medlemsundersøgelse, så kan vi se, at medlemmerne generelt har en meget høj tilfredshed i forhold til mange andre af vores kerneydelser som lønstatistik, rådgivning om ansættelsesvilkår og karriere, vores faglige netværk og vores faglige og kompetenceopbyggende arrangementer. Og når medlemmerne bliver spurgt, om de får noget for deres kontingent, er tilfredsheden steget fra indeks 46 i 2005 til indeks 67 i år på en skala fra 0 til 100. Men vores ambition er, at det tal skal blive endnu højere.
Derfor er jeg selvfølgelig også ked af at læse her i debatten, at Mads Jørgensen har haft en dårlig oplevelse, da han i en ansættelsessag havde brug for IDA. Det er en kerneydelse, som bare skal fungere. Så Mads, hvis du vil have ulejligheden med at maile til mig og beskrive, hvad din dårlige oplevelse med os var, eller bare maile dit telefonnummer, vil jeg meget gerne lytte og lære.

Frida Frost
Formand, IDA
formand@ida.dk

  • 0
  • 0

Til Frida Frost

Jeg kunne godt fremsende en beskrivelse af sagsforløbet, men i og med at IDA i sin til ikke ville ulejlige sig med min sag, ønsker jeg ikke ofre mere af min tid på jer. Jeg har spildt nok tid og penge på jer.

Jeg klarer mig fremragende uden IDA og kan kun opfordre alle andre til at melde sig ud.

Råd: Brug din egen advokat i en evt. konflikt. IDA kan man ikke regne med.

  • 0
  • 0