Strejke og blokade indgår i den fagretslige værktøjskasse, som Ingeniørforeningen kan ty til, hvis overenskomstens spilleregler ikke bliver fulgt. De bliver pudset af ved sjældne lejligheder, men det bliver næppe i tilfælde af en strid som den, der igennem sommeren har udspillet sig på Restaurant Vejlegården mellem 3F og Kristelig Fagforening, forklarer formand for Ansattes Råd (AR) i IDA Ellen Fænøe:

»I princippet kunne vi godt gå ind i sådan en konflikt, men der er ikke tradition for, at vi reagerer på den måde. Det er mere noget, man ser på LO-området. Ingeniører er mere opsatte på dialog end på konfrontation,« siger Ellen Fænøe.

Omtrent en fjerdedel af IDAs cirka 60.000 erhvervsaktive medlemmer på det private arbejdsmarked er omfattet af en overenskomst. Og når IDA tegner overenskomst med en virksomhed, dækker den også de ingeniører, der enten står uden for en fagforening eller er medlem et andet sted, forklarer AR-formanden.

Ingen gul konkurrence

I modsætning til f.eks. 3F oplever IDA imidlertid ikke konkurrence fra de såkaldt gule fagforbund.

»Vi hører til en af de få fagforeninger, der vokser i medlemstal, og det skyldes formodentlig, at vi har tilbud, som medlemmerne værdsætter og gerne vil være en del af. Vi vil meget hellere bruge vores ressourcer på gode tilbud og rammevilkår til medlemmerne end på at bekæmpe andre,« understreger Ellen Fænøe.

AR-formanden vil dog ikke sætte etiketten 'fagforening' på f.eks. Kristelig Fagforening:

»Det er ikke det, vi forstår ved en fagforening. Det er mere en forsikringsordning, for de såkaldt gule fagforeninger har medlemmer fra mange faggrupper, mens IDA er en fagforening med streg under 'fag', fordi det er det faglige, der binder vores medlemmer sammen. Det er derfor, vi kan varetage deres interesser,« pointerer hun.

Kollektiv opsigelse som våben

Sidste gang, IDA lettede på låget til sin strejkekasse, var tilbage i 2006, da de 13 ingeniører ved Aalborg Industries indgav en kollektiv opsigelse, og IDA valgte at indføre blokade mod virksomheden. Det betød, at andre IDA-medlemmer ikke måtte tage arbejde i virksomheden.

Dengang var Morten Thiessen formand for ingeniørklubben på Aalborg Industries. Ingeniørerne havde ingen overenskomst, men fordi 95 procent af dem var organiseret i IDA, var det muligt at indgive en kollektiv opsigelse og få opbakning til en blokade mod virksomheden, forklarer han.

På trods af opbakningen fra IDA var det en hård omgang, husker Morten Thiessen, som i dag er formand for IDAs arbejdsmarkedsudvalg og direktør i Scandinavian Boiler Service:

»Det var noget af en cliffhanger at stå med sine kollegers job i hånden, for man skal være sikker på, at man vinder. Det var jo ikke en overenskomstmæssig tøsedrengestrejke, hvor man højst risikerer at tabe årets lønforhøjelse, men en aktion, hvor vi satte vores job på spil,« forklarer han.

I sidste øjeblik, inden opsigelserne skulle effektueres, nåede ledelsen og ingeniørklubben frem til et kompromis, og opsigelserne blev trukket tilbage

»Konflikten handlede meget om kommunikation, for da vi kom til at snakke sammen to minutter i 12, blev vi enige om et nyt lønsystem, som gjaldt for alle funktionærer, og som var mere fleksibelt i forhold til konjunkturerne og honorerede en særlig indsats,« forklarer Morten Thiessen.

Forskel på arbejdspladser

Selv om Morten Thiessen i lighed med AR-formanden mener, at de fagretslige våben skal holdes klar, forventer han heller ikke, at IDA kommer til at bruge dem i konflikter, som ligner den aktuelle på Vejlegården:

»For det første plejer man at nå frem til en enighed, som tilfredsstiller begge sider. For det andet er der forskel på arbejdspladser, der udelukkende ansætter 3F'ere, og hvor holdningen ofte er, at 'det nok er nogle primitive børster, som bare vil have deres ret', og på ingeniørarbejdspladser med store HR-afdelinger, som er meget nemmere at snakke med,« vurderer Morten Thiessen.