Hvorfor tager nogle folk tøjet af lige inden de dør af kulde?

Mette Behrendt Hansen spørger:

Hvorfor har bjergbestigere, der er døde af kulde, taget jakken af?

Steen Frandsen, læge tilknyttet Dansk Skiforbund, svarer:

Hypotermi er nedkøling af kroppen til under 35 gr. c. Den optræder akut ved nedkøling i vand, men kan også være en langsomt indsættende tilstand, hvor kroppen over tid taber mere varme end den kan producere.

H.C. Andersens "den lille pige med svovlstikkerne" døde af hypotermi. Det samme gør børn og gamle i storbyernes slum, de hjemløse, narkomanerne, alkoholikerne og ofrene for naturkatastrofer.

Hypotermi er en snigende trussel mod "udendørsfolk" som skiløbere og bjergbestigere.

Paradoks-afklædning kan være en ejendommelig manifestation ved hypotermi, hvor spredte klædningsstykker viser den sidste vej til offeret.

Den faldende kropstemperatur medfører dramatiske ændringer i organismen: kredsløb, åndedræt, stofskifte, nyrefunktion.

Også centralnervesystemet påvirkes. Først med konfusion og hukommelsessvigt, senere med apati, talebesvær, bevidsthedssløring, hallucinationer, bevidstløshed og koma. I denne tilstand med nedsat dømmekraft, er det, at paradoks-afklædning kan forekomme. Bjergbestigeren tager jakken af.

Ingen ved hvorfor, men Lewis Hunting-fænomenet er bragt på banen som mulig udløsende faktor:

Ved faldende legemstemperatur lukker de små arterier (arterioler) i huden. Det betyder, at det varme blod ledes uden om den kolde hud tilbage til i det centrale kredsløb.

Når hudtemperaturen falder til 12 grader C sættes lukkemusklerne i de små arterioler ud af funktion, og det varme blod strømmer igen ud i den kolde hud. Derved genvinder lukkemusklen sin funktion og processen starter igen. Huden bliver skiftevis varm og kold.

Når bjergbestigere, der er døde af kulde, har smidt jakken, kan det være fordi deres kroppe reagerer på temperaturforskelle og ikke på den absolutte temperatur.

Lewis Hunting-fænomenet antages at kunne trigge en ekstrem varmefølelse, som får den bevidsthedsslørede og hallucinerede bjergbestiger til at tage tøjet af.

Mette Behrendt Hansen vinder to billetter til Experimentariet for sit spørgsmål.

Er du rigtig klog? Nu kan du udfordre dine venner med ekspert-spørgsmål fra Scientariet i Ingeniørens nye Facebook-quiz "Så ka' du lære det!". Klik her for at deltage i quizzen og teste dine venner.

Dokumentation

Læs og stil spørgsmål til Scientariet

Spørg Scientariet

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til Scientariet.

Kommentarer (11)

Grunden til at hypotermi er så farligt, er netop at patienten pga. nedsat bevisthedsfunktion mister evnen til at hjælpe sig selv.

Desværre er det ikke begrænset til skiløbere og bjergbestigere. De fleste dødsfald forårsaget af hypotermi i nordamerika sker ved temperaturer lige over nul og regn, og skyldes at offeret bliver gennemblødt og dermed hurtigt mister sin kropsvarme, fordi tøjet mister sin isoleringevne. Ved temperaturer under nul og med tørt tøj er risikoen for hypotermi faktisk mindre, da tøjet dermed bibeholder sin isoleringevne.

Vh Troels

  • 0
  • 0

Kan det tænkes at der i fx. en bjerbestigers situation, i nogle tilfælde er tale om at de har valgt at tage tøjet af for at dø en hurtigere død, end langsomt at fryse ihjel?

  • 0
  • 0

[quote]... for at dø en hurtigere død, end langsomt at fryse ihjel?

Er fordelen ved en hurtig død ikke ret marginal?[/quote]

Særligt når man ikke kan tænke.

I øvrigt så får man rød plet midt i synsfeltet, fordi hjernen bliver kold.

  • 0
  • 0

Hvorfor er kroppen egentlig ikke i stand til at fyre mere fedt af end er tilfaeldet? Dem der doer af kulde har jo masser af ubrugte fedtreserver.

  • 0
  • 0

Jeg så for nylig en dokumentar på den udmærkede DR HD om samme emne. Der var forklaringen nogenlunde den samme som lægen svarer - nemlig at blodet, når personen er tilstrækkelig nedkølet, pludselig strømmer ud til huden igen. Derved får personen en fornemmelse af overophedning, og smider tøjet :-(

Mvh Ricky

  • 0
  • 0

Tag et koldt brusebad og du vil efter et par minutter føle det som at du står under en varm bruser. For folk uden for brusebadet er vandet isnende koldt, mens at det er dejlig varmt for dig.

Du vil kunne blive stående under vandet hele tiden og føle at det er varmt, men til sidst er du så afkølet at du netop ikke længere ænser faren ved nedkølingen.

Med venlig hilsen
Lars Kristensen

  • 0
  • 0

Husker hvordan min lille søn sad foran på sin fars cykel en vinterdag. På vej hjemover begyndte han at tage sig til benene og han bad om at få bukserne af, fordi hans ben brændte. Jeg var godt klar over hvad der var galt, for jeg havde lært om alt dette her hos overlæge Vanggaard i søværnet. Da vi kom hjem fik drengen et bad i lunkent vand og fik hurtigt den normale fornemmelse igen. Drengen havde undladt at tage sine lange underbukser på. Jo, varmeoplevelsen er god nok.
I juleudsendelsen "Nissebanden på Grønland" ses en helt forkert genoplivningsteknik af en kuldeforkommen person, hvor de kolde ekstremiteter ( dvs. arme og ben) gnides. Sådan må man, efter hvad jeg lærte hos overlægen, slet ikke gøre, for det vil sende det kolde blod direkte ind i kroppen og give hjertestop! Det er efter min opfattelse meget forkert at sende sådan noget, specielt fordi færre og færre lærer om førstehjælp.

  • 0
  • 0

Hvorfor er kroppen egentlig ikke i stand til at fyre mere fedt af end er tilfaeldet? Dem der doer af kulde har jo masser af ubrugte fedtreserver.

Nok fordi vi er konstrueret i Afrika's varmeste plet.

  • 0
  • 0

Jeg voksede op på Grønland, og har der oplevet min andel af kolde fingre, tæer og stort set alle andre kropsdele. Helt klart husker jeg at når man kom ind efter en lang dag ude med helt forfrosne fingre gjaldt det om at varme dem langsomt op ved at stikke dem under en kold/lunken hane. Det føltes dejlig varmt, hvorimod det gjorde ekstra ondt hvis man varmede dem for hurtigt op.

  • 0
  • 0