Tideluft?
Det kunne være interessant at høre Eigil Kaas's mening om tideluftens betydning for jetstrømmene, måske også rossby-bølgerne?
»Jetstrømmene (og vejret?) bevæger sig altid mod øst. Skyldes det Jordens rotationsretning, eller spiller de meteorologiske betingelser en større rolle?«
At jetstrømmene normalt bevæger sig mod øst hænger sammen med både Jordens rotation og temperaturforskelle mellem polerne og de varmere egne nærmere ækvator. Store horisontale temperaturforskelle hænger helt generelt sammen med kraftige horisontale vinde i større højde.
Hvis man på den nordlige halvkugle vender sig med næsen mod den varmere luft, vil vinden højt oppe blæse mod venstre i forhold til den vind, der er ved overfladen, hvor man står. Det er omvendt på den sydlige halvkugle.
Det er rigtigt, at jetstrømmene bevæger sig generelt mod øst. Men de kan skam sagtens tage nogle ordentlige ture også i nord-syd-gående retninger. Dette sker for eksempel på vore breddegrader i forbindelse med de såkaldte blokeringer. I sådanne vejrsituationer vil man også se, at der er usædvanlige temperaturforskelle i øst-vest-retningen.
Normalt optræder der to typer jetstrømme: den subtropiske jetstrøm og den polare jetstrøm. Selv om begge er relateret til horisontale temperaturforskelle som omtalt ovenfor, er dynamikken bag dem ganske forskellige.
Den subtropiske jetstrøm er en del af cirkulationsmønsteret omkring troperne, hvor luftpartiklerne generelt stiger opad ved ækvator, og derefter i stor højde bevæger sig mod polerne. På partiklernes vej nordpå (og sydpå på den sydlige halvkugle) afbøjes de på grund af Jordens rotation (Corioliskraften), så de altså generelt bevæger sig fra vest mod øst. Dette kan også beskrives ud fra bevarelse af impulsmoment omkring jordaksen.
For den polare jetstrøm og den tilhørende polarfront er mekanismerne noget mere komplicerede at forklare. Her opstår og uddør de såkaldte ekstratropiske lavtryk (den type vi har hos os). I forbindelse med denne proces sker der løbende en såkaldt geostrofisk tilpasning af vinde, temperatur og trykforhold i atmosfæren. Dette er med til at skærpe jetstrømmen og de horisontale temperaturkontraster omkring polarfronten.
Spørg Scientariet er redigeret af Julian Henlov, juh@ing.dk.
Det kunne være interessant at høre Eigil Kaas's mening om tideluftens betydning for jetstrømmene, måske også rossby-bølgerne?

Kommentarer (1)