Svend Ferdinandsen har et spørgsmål om hvalers navigation:

Hvordan finder hvaler vej? Og kan de slet ikke navigere i snævre farvande som de danske?

Finhvalen i Vejlefjord fik mig til at tænke over det, og vi har også haft andre, men mindre hvaler på besøg, som tilsyneladende har mistet orienteringen.

Jakob Tougaard, Ph.D., Seniorforsker, Aarhus Universitet, Danmarks Miljøundersøgelser, Afd. f. Arktisk Miljø, arbejder i dag bredt med de danske havpattedyrs biologi og økologi, svarer:

En hval har selvfølgelig som alle andre dyr, der bevæger sig frit omkring, et stort behov for at vide, hvor den er og hvordan den skal komme derhen, hvor den gerne vil hen. I den forbindelse skelner man ofte mellem orientering og navigation.

Orienteringsevne er grundlaget for at kunne bevæge sig rundt i landskabet, ikke støde ind i ting, falde ned i huller og den slags. Desuden er orientering afgørende for at kunne finde føde og partnere og undgå rovdyr og andre farer.

Navigation derimod er grundlaget for bevægelser over større afstande mod et bestemt geografisk mål. Egentlig navigation forudsætter, at man har en indre repræsentation af omgivelserne (et mentalt kort) og at man ved, hvor man er lige nu.

Når det handler om orientering hos hvaler, så er der en afgørende forskel mellem tandhvalerne og bardehvalerne, idet tandhvalerne udnytter ekkolokalisering (biosonar) meget effektivt til at finde vej og fange bytte. Bardehvalerne kan ikke ekkolokalisere, men udnytter formentlig hørelsen i udpræget grad, idet de kan orientere sig i forhold til lydkilder i vandet, såkaldt passiv akustisk orientering. Det er en evne som mennesker også udnytter i mørke og som blinde personer udnytter kraftigt når de f.eks. bevæger sig rundt i byen. For både tand- og bardehvaler gælder, at synet kun har betydning over korte afstande.

Hvalers evne til navigation er velkendt. Pukkelhvalernes vandringer er velbeskrevne og fordi man kan kende individerne fra hinanden på deres unikke farvetegninger og halefinnekonturer kan man f.eks. se, at det er den samme lille gruppe hvaler der år efter år hvert forår har bevæget sig fra Caribien til Diskobugten i Grønland og tilbage igen om efteråret. Den fysiologiske baggrund for deres evne til at navigere over de store afstande kender man ikke men der er især to muligheder, sandsynligvis i kombination:

Magnetisk kompas. Man ved med sikkerhed at visse trækfugle har et magnetisk kompas og det er ikke usandsynligt, at hvaler også har denne evne.

Orientering vha. pejlemærker. Da pukkelhvalerne svømmer trækruten igennem første gang sammen med deres mor er det tænkeligt, at de lærer ruten at kende herunder, de fremtrædende pejlemærker, der måtte være undervejs og siden selv kan finde vejen ved at følge pejlemærkerne.

Hvaler finder tit vej til danske farvande. Disse kan groft deles i to: dem der ikke er vant til at navigere og orientere sig i snævre, lavvandede farvande og dem, der er. Kaskelotter, der normalt findes på meget dybt vand langs kontinentalsoklen, hører til den første gruppe. Forvilder de sig ind i Nordsøen, er de ikke i stand til at finde ud igen, idet de formentlig udnytter kontinentalsoklen som et vigtigt fikspunkt i deres navigation. De ender derfor ofte på stranden.

Finhvaler, sammen med pukkelhvaler hører til den anden gruppe og de ses langt oftere end de strander, idet de er vant til at orientere sig på lavt vand og formentligt løbende opbygger et kort over de fjorde og stræder de svømmer igennem. Flertallet af de fin- og pukkelhvaler, der kommer på besøg er derfor nok ikke faret vild, men har selv søgt ind i fjordene og finder af sig selv ud igen. Finhvalen i Vejle Fjord var en undtagelse, og søgte sandsynligvis ind i fjorden fordi den var afkræftet, hvilket støttes af, at den var stærkt afmagret.

Spørg Scientariet er redigeret af Tine Havkrog, thb@ing.dk