Hvor stor er tyngdekraften på en exoplanet?

**Jan Heisterberg spørger: **Hvor stor er tyngdekraften på en exoplanet? Hvis massen er 8 gange Jordens, og diameter/radius er 2 gange Jordens, er massefylden jo den samme. Men ville 'vi' kunne svæve i lange hop som på Månen, eller ville vi blive hårdt trykket ned i støvet? Eller: Hvad betyder radius i forhold til massen for tyngdekraften?

Kristian Pedersen, astrofysiker ved Dark Cosmology, svarer:

Tyngdekraften på et legeme med massen m på overfladen af en klode med massen M og radius R er

F = m * g

hvor g er tyngdeaccellerationen

g = G M/R^2

Dvs. hvis en exoplanet har en masse 8 gange større end Jordens masse og en radius 2 gange større end Jordens, vil man på overfladen af exoplaneten opleve en tyngdekraft, som er (8/2^2) = 2 gange større end på Jorden.

Man vil altså veje dobbelt så meget som på Jorden, så det vil føles som at have ben af bly!

Spørg Scientariet

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til Scientariet.

Kommentarer (5)

Jeg har lyst til at påpege en lidt besynderlig brug af det danske sprog, som jeg synes er blevet lidt for udbredt, især når det benyttes af en videnskabsmand, som jeg mener bør være mere præcis i sin videnskabelige kommunikation:

Hvis

"2 gange større end" = "2 gange så stor som", 

hvilket astrofysikeren tydeligvis mener, så må det vel logisk set også gælde, at

"1 gang større end" = "lige så stor som"

og dermed også

"½ gang større end"   
= "½ gang så stor som"   
= "halvt så stor som"  
= "50 % mindre end"

Dvs. at "½ gang større end" med denne logik betyder det samme som "50 % mindre end"!

Jeg vil altså mene, at

"2 gange større end" = "3 gange så stor som"

og

"½ gang større end" = "1½ gang så stor som".

Kan vi ikke blive enige om, at hvis x er dobbelt så stor som y, altså x=2y, så er x "2 gange så stor som" y, eller "1 gang større end y", og ikke "2 gange større end" y?

Eller er jeg bare blevet gammel og er ikke fulgt med ændringen i sproget? Er jeg en af disse fortidslevninger, som også mener at en bjørnetjeneste er en tjeneste, som gør tingene værre for den, man forsøgte at hjælpe? :o)

  • 0
  • 0

Større end er [b]additivt[/b].
4 cm er 3 cm [b]større end[/b] 1 cm
4 cm er 1 cm [b]mindre end[/b] 3 cm

Så stor som er [b]multiplikativt[/b].
4 cm er 4 gange så stort som 1 cm
1 cm er 4 gange så småt som 4 cm

Alligevel ser man udtryk som "100 gange mindre end".

Størrelsen er 100 gange mindre end 1 cm => 1 - 100 = -99 cm

Sprogsjusk, specielt i forbindelse med videnskabelige emner, er direkte vildledende.

Det er tilsyneladende et resultat af, at den sjuskede sprogbrug fra humaniora påvirker videnskabsjournalister, samtidig med at Dansk Sprognævn - i modstrid til deres påstand om, at de blot registrerer sproglige ændringer - aktivistisk ændrer sproget ud fra princippet om at "two wrongs make a right". Ifald sprognævnets påstand var korretk, kan man nedlægge det og blot have et par studentermedhjælpere, som katalogiserede fejlstavninger og indsatte dem i sproget.

Bjørnetjeneste stammer fra La Fontaines fabel om den tamme bjørn, som kastede en sten for at jage en flue bort fra sin ejers hoved med det resultat, at hovedet blev knust. Pga. sprognævnets aktivistiske indsats er ordet nu en dikotomi.

At være forfordelt har altid betydet, at man var ringere stillet and andre i samme situation, og har stadig denne betydning i Ordbog over det danske Sprog, men pga. sprognævnets aktivistiske indsats er dette ord nu endnu en dikotomi.

Man må spørge sig selv, om Dansk Sprognævns mål er at skabe dansk om til Orwellsk Newspeak. I så fald anser jeg deres mål for at være dobbeltplusugodt.

  • 0
  • 0

Tyngdekraften på en exoplanet er som på enhver anden planet eller legeme i universet. Ene og alene bestemt af legemets masse og radius.
At det er svært for os at vurdere størrelse og masse er noget helt andet.

  • 0
  • 0

Ene og alene bestemt af legemets masse og radius.

Når du for en gangs skyld og helt undtagelsesvis har ret Svend - så vil jeg ikke undlade at hæve glasset og sige: bravo!

Du er på rette spor. Fortsæt de gode takter.

  • 0
  • 0

Pga. sprognævnets aktivistiske indsats er ordet nu en dikotomi.

Men heldigvis kun i Sprognævnet. Med deres "aktivisme" har de jo gjort sig selv den bjørnetjeneste at forfordele deres egen indflydelse ved at opgive at have nogen som helst normativ værdi. Vi andre er så frit stillet til at være sure gamle mænd, der nok ved hvordan man taler dansk. :-)

  • 0
  • 0