Kan der ikke have været tale om de såkaldte pupinkabler, som er lange kabler med påmonterede spoler for at bevare signalstyrken over de lange afstande. Jeg har ikke selv hørt denne "trafik", som der nævnes, men spolerne kunne have afgivet en summen, som det kendes fra de gode gammeldags ringkerne-transformere.

Vil helt sikkert flytte på ledningerne og få dem til at "synge".

Mon ikke det er det samme fænomen, som jeg for mange år siden beskrev i Ingeniøren?
I Herstedvester ku man høre radio i et trådhegn. Til søs ku man høre radio i riggen på masten!
Se evt link på
http://ing.dk/artikel/105485-kan-man-hoest...

Kan man høre radio uden radio? Ja, det kan man. En læser af New Scientist sejlede i 1980 sammen med sin kone fra Hawaii til New Zealand og retur. Først nitten år efter kom de til at tale om, at de havde hørt stemmer, når de stod alene ved roret om natten og det var næsten vindstille. Stemmerne kunne være mandlige eller kvinde lige, men man kunne ikke forstå, hvad de sagde. Var det hele bare indbildning eller er der en naturlig forklaring, spurgte læseren i New Scientist. Bådens mast var af aluminium og bardunerne af ståltråd, så det var simpelthen radiostationerne, der gik ind med aluminiumoxid+ståltråd på masten som ensretter og rigning eller skrog som resonator i Jordens magnetfelt, forklarede flere læsere. David Simmons fra Cambridge kunne berette om et analogt fænomen på Antarktis.
Han havde boet i en træhytte, som blev opvarmet af en fritstående ovn med aftrækskanal af metal. George Siegenthaler fra Oklahoma tilføjede, at han som dreng hørte radioudsendelser sammen med sin familie. Det var vel at mærke husets vandvarmer, der var radioapparat. Vandrørene fungerede som antenne, og vandbeholderen eller den kasse, den sad i, var højttaler. Mike Wootton i Staffordshire fortalte, at fænomenet var velkendt i England under Anden Verdenskrig. Her fik man mange meldinger om fremmedes invasioner i områder nær kortbølgesendere. Folk hørte mærkelige stemmer fra hegn og fra pigtråd og meldte det til politi og hjemmeværn. Men det var ikke andet end BBC's aftenudsendelser, de hørte. Endelig kunne Peter Sherrouse berette, at man i 1930'erne og 40'erne havde en meget kraftig AM-sender opstillet på forsøgsbasis i Texas. De lokale beboere rapporterede, at de hørte musik fra hegnstråde, badekar og sågar tandfyldninger! Så svaret var jo, så sandelig kan man høre radio uden at have radio. Det kunne være interesssant at høre, om dette blads læsere har haft lignende erfaringer med lyde fra æteren. (New Scientist, 2/10-99). poq

Som reaktion på dette indlæg (fra mig) fortalte flere læsere af Ing, at de havde kunnet høre radio i ståltrådshegn nær senderen i Herstedvester.

Den lyd jeg dengang i 1960´erne på stille sommernætter (til fods på Bornholm) hørte fra telefonledningerne var IKKE radio. Der var tale om en konstant, ret høj, syngende tone. Det var ret melodisk, og første gang jeg hørte det var jeg ikke opmærksom på telefonledningerne og fænomenet forekom derfor noget "himmelsk". Jeg opsøgte systematisk lydkilden og der var ikke tvivl om at det var ledningerne, og ikke en summen som fra en transformator, der lyder helt anderledes snerrende. Da der var tale om vindstille sommernætter er det helt sikkert at vind og temperatur ikke var årsagen. Jeg tror mest på pupinkablerne, uden dog at have kendskab til hvordan de lyder.
Venligst Den Gamle Geolog

Til Niels !
Tilbage i 50´erne havde min far en grammofon, som kunne tilsluttes et sæt magnethøretelefoner, så andre ikke behøvede at blive forstyrrede. Ledningerne til disse endte i to runde bananstik. Han havde også en arkitektlampe, hvis indstilling blev reguleret af fire metalfjedre (en meget brugt model, som måske findes endnu). En dag opdagede jeg, at jeg ved at holde i det ene af høretelefonernes bananstik og placere det andet forskellige steder på en af disse fjedre kunne fange én eller anden radiostation ind helt "gratis" (uden brug af strøm eller andet) - ganske svagt, men tydeligt nok. Hvad det var for en station, skal jeg ikke udtale mig om idag. Vh. Steen

Hvis man med ganske få komponenter (Transistor, diode, spole og kondensator) laver en Boost-converter kan man - selv om den ikke er belastet - høre en tone som er den samme som drivsignalet til transistoren. I mit eksempel er det et PWM signal på 9,72 kHz og en duty-cycle på 50%, altså en firkantbølge.

Nu ved jeg ikke hvorledes telefonsignalerne blev transmitteret dengang, men hvis man regner med at det er simpel analog overførsel, må alle frekvenskomponenterne ligge i det hørbare spektrum (20 Hz til 20 kHz)

Forbindelsen mellem disse to ting er, at lyden i Boost-converteren nok afgives af små vibrationer i spolen. Og lyden er den samme som hvis man afspiller en firkantbølge i en højtaler.
Kunne man ikke tænke sig at den summen man hørte i ledningerne var vibrationer forårsaget af spolevirkningen mellem lederne, og at denne summen måtte være sinusbølger i det hørbare spektrum? Det er i hvert fald mit bud.

det var en hyggelig lyd når det sang i ledningerne,det kan være både varme og vind,det er den samme lyd jeg har i ørerne,har haft de sidste 15 år ,tinitus kaldes det.

Hej Steen Ø.

Ja, det du opfandt var faktisk detektordioden, som J.C.Bose gjorde det.

Prøv at Google følgende:

J.C.Bose in 1890

Vh.
Steen J.

Den lyd jeg dengang i 1960´erne på stille sommernætter (til fods på Bornholm) hørte fra telefonledningerne var IKKE radio. Der var tale om en konstant, ret høj, syngende tone.

Der er flere mulige kandidater til en sådan tone. For det første er der naturligvis faste kredsløb til f.eks fjernskrivere, f.eks Ritzau, der anvendte toneskift modulering, men derudover var frekvensmultiplexning meget anvendt til at "pakke" telefonsignaler på færre ledningspar dengang.

Poul-Henning

En dag opdagede jeg, at jeg ved at holde i det ene af høretelefonernes bananstik og placere det andet forskellige steder på en af disse fjedre kunne fange én eller anden radiostation ind helt "gratis"

Nu er det nok ikke det samme vi snakker om("gratis"), men i '60-erne var det(for mig) et udbredt problem, at pickup'pen virkede som modtager.
(efter snakken at dømme var det russisk radio).

Det skal dog bemærkes, at jeg havde det med at have lidt rigeligt med effekt/lydtryk, men 'snakken' gik tydeligt igennem mellem numrene (på en LP).

Naboerne var heldigvis ekstremt tolerante, også da en reol faldt ned, da vibrationerne havde løsnet rawlplugs....

(Puha, jeg har nok været en 'grimmert':)

Ja, din pickup virkede som antenne og forforstærkerrøret (læs: trioden) virkede som detektor, ved gitter/katode-strækningen.
Det samme sker ved transistorer mellem basis/emitter dioden.

nominelt 400Hz - 4 khz for tale, max båndbredde op til 12-13 kHz i de fleste tilfælde

mon ikke ledningerne, - ved vindens kraft, fungerede som guitarstrenge med hver sin egenresonans?

Allerede i 1918 omtales fænomenet i Bønnelycke's digt "Telegrafpælene synger": "Vi durrer, vi surrer, vi synger vor sang". (Google...)

Så det kan nok næppe henføres til kraftige radiosendere dengang.

Bemærk at man taler om telegrafpæle her ... måske/måske ikke det samme der menes med telefonpæle, men jeg tror det.

Ingen tvivl om at det er en elektrisk effekt vi er ude i, bundet i at telegrafsignalerne vel var rimeligt højspændte for at opnå længere afstande. Ligesom at man ved moderne elektriske hegn kan høre den konstante tikken hvis der er en smule fugt eller et græsstrå der læner sig op af en leder, er det vel ganske tænkeligt at det bare var lidt krybespænding på klokkerne der kunne få masten til at virke som højtaler.

Sekundært, når man man har mange parallelle telegraftråde, der hver især omgiver sig med et - omend svagt - magnetfelt, er det vel heller ikke utænkeligt at de kunne sidde og vibrere svagt med den frekvens der nu blev signaleret med, grundet interferens mellem magnetfelterne fra de enkelte tråde.

Mon ikke ledningerne er en antenne? Mon ikke det er det samme fænomen, som jeg for mange år siden beskrev i Ingeniøren? I Herstedvester ku man høre radio i et trådhegn. Til søs ku man høre radio i riggen på masten! .

Min salig farfar, Valdemar Poulsen (nej - ikke den Valdemar Poulsen), fortalte mig som barn, at da Kalundborg Langbølgesender kom igang, kunne man høre radio, ved at stille sig op med en høtyv uden for. Det havde jeg noget svært ved at tro på - dengang, men dagens oplysninger sætter denne oplysning i et nyt perspektiv.

Omkring telefontrådenes syngen, kan jeg oplyse, at bomdirken på min båd meget tit står og synger (når der vel og mærke er vind). Gætter på, at vinden sætter den i en eller anden form for resonans. Kan energien udnyttes af den vej?

Allerede i 1918 omtales fænomenet i Bønnelycke's digt "Telegrafpælene synger": "Vi durrer, vi surrer, vi synger vor sang". (Google...) Så det kan nok næppe henføres til kraftige radiosendere dengang. Bemærk at man taler om telegrafpæle her ... måske/måske ikke det samme der menes med telefonpæle, men jeg tror det. Ingen tvivl om at det er en elektrisk effekt vi er ude i, bundet i at telegrafsignalerne vel var rimeligt højspændte for at opnå længere afstande. Ligesom at man ved moderne elektriske hegn kan høre den konstante tikken hvis der er en smule fugt eller et græsstrå der læner sig op af en leder, er det vel ganske tænkeligt at det bare var lidt krybespænding på klokkerne der kunne få masten til at virke som højtaler. Sekundært, når man man har mange parallelle telegraftråde, der hver især omgiver sig med et - omend svagt - magnetfelt, er det vel heller ikke utænkeligt at de kunne sidde og vibrere svagt med den frekvens der nu blev signaleret med, grundet interferens mellem magnetfelterne fra de enkelte tråde.

Jeg husker godt telefonpælenes sang fra sidst i 1940erne og først i 1950erne. Det var telefonpæle, absolut ikke telegrafpæle, der sang der, hvor jeg boede, og det var pælene, ikke trådene, der sang, men kun de pæle med mange tråde (det vil vel sige fra omkring 10 og opad). Hver pæl havde sin egen lyd, men jeg har aldrig fået en forklaring på, hvad der frembragte lyden. Det var ikke vinden --- medmindre det da var et fænomen, der netop opstod ved bestemte, svage vindstyrker, men det tror jeg nu ikke, for godt nok svingede tonen, men det var i en tremolo på nogle få Hz.

Et studieobjekt for en ingeniørstuderende?

Her er en lille historie:

http://www.homemade-dessert-recipes.com/ae...

hvis der er tale om harmonisk "himmelsk" sang fra pæle med mange tråde kunne jeg forestille mig det skyldes samme fænomen som optræder i en vindharpe.

Kármán hvirvler opstår rundt om trådene ved næsten ingen blæst og sætter dem i svingninger i toner af deres resonans frekvens og endda op over 12 overtoner

her er et eksempel:
http://www.youtube.com/watch?v=M8ThB4uCYp4

jo længere tråde jo lavere vindstyrke skal der til for at sætte trådene i svingninger
oftest er det blot en tråd der resonere med den bestemte vindstyrke så flere tråde med flere forskellige tykkelser og opspænding øger sandsynligheden for at der opstår toner.

svingningerne fra tråden er næsten umulige at hører og kræver forstærkning i form af et resonansbræt.. hvilket kunne forklare at lydden synes at komme fra pælen

Prøv i stedet at Google denne:

Aeolian harps & singing telephone poles

Godt nok off-topic sammelignet med de ovenstående fænomener.
Men der hvor jeg boede som barn, stod der langs vejen en række af el-master af træ med zinkhat på toppen. De var helt forrygende for en spætte at signalere sit territoriums grænser fra. Noget mere effektfulde end de sørgelige gammeldags træer som de andre spætter var henvist til.

Flere debattråde har behandlet Kármán virvelafløsning efter cylindriske emner fra tråde til skorstene med "sidevind", og teorien er rimelig enkel:

http://en.wikipedia.org/wiki/K%C3%A1rm%C3%...

Med tråddiameter d m og vindhastighed v m/s er en tilstrækkelig god sammenhæng med frekvensen f Hz:

...... fd=0,2v .... m/s

med d=4 mm ~ 0,004 m og v=8 m/s finder man:

...... f=0,2*8/0,004=400 .... _Hz

Styrken kan blive så kraftig på skorstene og brokabler, at man mekaniskt begrænser afløsningen f. eks. med en vel synlig spiral.

Mvh Tyge

Jeg vil gerne trække mit forslag til forklaring helt tilbage.
Min artikel om radiolytning via båd-rig-stålwirere, vandvarmere, trådhegn, er korrekt nok, men jeg går helt ind for "vind-harpe-teorien", når det gælder almindelig "syngen", vibrerende toner, nær en ledning.

Spørgeren skrev:
"Om sommeren kunne man tydeligt høre 'trafik' fra disse ledninger, når man cyklede langs dem". Jeg svarede på et spørgsmål, der IKKE blev stillet: Kan man høre musik fra ledninger?

Tak til Steen Jensen for opfordringen:
Prøv i stedet at Google denne:
Aeolian harps & singing telephone poles

Tak til Steen Ørsted for historien om arkitektlampen. Jeg havde engang en sådan lampe med 4 fjedre, helt som du beskriver den.
En skam, at jeg ikke nåede at høre radio "i den". Det ku ha været sjovt!!
Tak for din beretning. Næppe mange ved, at man kunne/kan lytte til radio - gratis - via en arkitektlampes fjedre!
Det er en historie, du bør/burde sende til Lynch's Bagsiden!!

Som mangeårig nabo til Herstedvester senderen kan jeg absolut bekræfte at dens signal gik i hvad som helst. Jeg tror stadig jeg har 'lytter' loddet i en del af mit udstyr.

En åben 2-tråds transmissionsline, som den fx blev realiseret på den beskrevne stangrække havde en rent resistiv karakteristisk impedans, da trådtykkelse, afstand og dielektricitetskonstant havde passende størrelser i forhold til hinanden.

Det samme galt ikke for parkabler, som får en kapacitiv karakteristisk impedans. Dette giver høj kabeldæmpning, medmindre man kunstigt forøger kablets selvinduktion, fx ved at indsætte de spoler, som er opkaldt efter deres opfinder.

Men som sagt - næppe brugt på en stangrække....

.

Der er flere mulige kandidater til en sådan tone. For det første er der naturligvis faste kredsløb til f.eks fjernskrivere, f.eks Ritzau, der anvendte toneskift modulering, men derudover var frekvensmultiplexning meget anvendt til at "pakke" telefonsignaler på færre ledningspar dengang. Poul-Henning

Jeg tvivler på at bærefrekvenstelefoni har været kombineret med åbne 2 trådslinier - mon ikke overhøringen imellem systemerne var blevet for stor?

Desuden anvendte disse systemer SSB med en undertryktbærebølge over det hørbare område

Jeg var barn i 40 erne og husker, hvordan vi børn undervejs til skole diskuterede, hvad det var for lyde vi kunne høre, når vi lagde øret til telefonpælene. Den almindelige mening var, at der var kaffeslabberas på centralen. Vi diskuterede også i fuldt alvor, om man kunne kilde en telefonpæl, så centraldamen begyndte at grine.
Å, ja, det var ikke fantasi vi manglede, men denne forklaring er vist ikke mere fantasifuld end alle de ovenstående. Husk, dengang var der hverken transistorer eller andre elektroniske "dimser" til at forstærke signaler, og i øvvrigt sagde pælene ingenting ved vindstille og ved stærk storm, men kun ved moderat vind, så det var næppe radiosignaler, men simpelthen trådenes egensvingninger, der frembragte de lyde vi kunne høre fra pælen.
Hilsen Ib

Fandt lige et par billeder af en pupinspolekasse:

www.hjemstedet.dk/div/pupin1.jpg
www.hjemstedet.dk/div/pupin2.jpg

Almindeligvis godt nedgravet.

Apropos radio i "hvasomhelst".

Bogen "Kan det virkelig passe?", Haases Forlag, trykt for ca. 20 år siden, har dette eksempel på en historie, de hævder, KAN passe:

"Paven i ovnen
En stribe landsbyer i nærheden af Rom har længe følt sig chikaneret af selveste Pave Johannes Paul II, der dukker op på de besynderligste steder. Som for eksempel i dørtelefoner, mikrobølgeovne og almindelige telefoner.... Forklaringen er, at Vatikanets 50 radiomaster - langt de fleste er over 100 m høje - sender signaler med uhørt styrke!"

Man fristes til at sige, at styrken netop ikke var uhørt. Man hørte den overalt :-)

Hej.

Fandt lige et par billeder relateret til pupinspoler:

www.hjemstedet.dk/div/pupin1.jpg
www.hjemstedet.dk/div/pupin2.jpg

Normalt godt nedgravet sammen med kablet...

Når en sender udsender højfrekvens med STOR feltstyrke. Hvilket vil sige at man er TÆT på senderen og den sender med STOR effekt; kan det forekomme at ledninger i nærheden kommer i resonans. Herved opfanger ledningerne HF signalet, samtidig med feltstyrken er stor

Hvis overgangene mellem de forskellige materialer er fysisk på en "bestemt" måde;kan de virke som en diode=detektor for radiosignalet.

Herved kan man nogle gange detektere senderen og høre modulationen=musikken/tale.

Fænomenet er kendt blandt radioamatører.

Ja det passer, fordi der skal bare være metal + et oxidlag på dette, så har man en ensretter.
Et stykke jern/stål med rustlag skulle kunne bruges, eller bly og kviksølv med oxid, så har man en brugbar detektor.
I radioens "barndom" anvendte man karborundum krystalensrettere til de berømte krystalapparater.

Ja, din pickup virkede som antenne og forforstærkerrøret (læs: trioden) virkede som detektor, ved gitter/katode-strækningen. Det samme sker ved transistorer mellem basis/emitter dioden.

Det er det samme der giver dik-dik-dik i højttalerne, når der er en GSM-telefon i nærheden.

Dataene sendes som bursts på en 900MHz eller 1800MHz bærebølge - det ligner amplitudemoduleret firkant.

Jeg mindes at telefonledningerne, de 2 tråde som gik fra masten til huset, i frostvejr frembragte en hørebar summen, som forplantede sig til mast og hus. Det var den lave temperatur, som fik kobbertrådene til at trække sig sammen, og frembragte lyden.
Oplevelsen stammer fra vintrene i 1940-46.

Radiomodtager i form af hegnstråd (rusten) har jeg oplevet.