Hvis man ryger i et sort hul bliver man smidt ud, for der er rygeforbud i alle sorte huller....

Så skal ordenshåndhæverne have nogle gevaldige overarme :-)

er vil at der sker absolut ingen ting.

..er, at 'ingen ting' forekommer at være en grov undervurdering.

Hvis vi antager, at et sort hul vitterligt er en komprimeret, tæt samling af stof, så kan vi vel med rimelighed konkludere følgende:

• Som beskrevet ovenfor bliver men flået i stykker undervejs.
• Disse småstykker vil tabe fart undervejs ind, fordi småstykkerne vil støde ind i andet stof på vej ind. Afhængig af massetætheden i det område, det sorte hul befinder sig i, vil dine jordiske rester derfor møde lidt eller meget stof på vejen. Det giver mere gnidningsmodstand, som hæver din temperatur gevaldigt.
• I nærheden af det sorte huls overflade (hvis en sådan findes) må stoftætheden formodes at være så ekstrem, at resterne af de nu godt og grundigt fragmenterede kroppe smadres til små molekyler, løse atomer. Eller måske endda vil elektronerne omkring atomkernerne flås løse?

Der vil derfor næppe være meget tilbage at arbejde med for en retsmediciner.

Hmmm, kommer til at tænke på, at hvis det sorte hul udsender stråling (ikke nødvendigvis 'sender væk' men blot 'udsender' - så det så at sige falder tilbage igen), så vil fragmenteringen formentlig ske i en vis afstand fra 'overfladen'. Altså , du vi møde stof of energi på din vej inden du rammer overfladen.

Min påstand er derfor, at hvis der sker noget, når man rammer det sorte hul, så vil man næppe opdage det, da man er blevet flået til atomer i mellemtiden.

Men vi er ude i noget gætværk, da vi rent videnskabeligt vel mangler muligheden for at lave en forøgsopstilling, der kan tilvejebringe de endelige beviser for, hvad der sker i et sort hul. Jeg har i hvert fald ikke kendskab til, at nogen forskningsorganisation forsøger at fremstille et sort hul i 'naturlig størrelse', som vi kan forsøge os med at kaste ting ind i. Jeg er også usikker på hvordan vi skulle lykkes med at anbringe måleinstrumenter inden i hullet, så vi kan konstatere effekten af forsøget 'krop-mod-sort-hul'.

Jeg skal lige huske at nævne, at jeg ikke er faglært indefor sorte huller (men er en OK programmør).

Jeg har været amatørastronom i mange år og har via den viden, jeg derigennem har erhvervet mig, efterhåndet fået et ret afslappet forhold til kosmologiske fænomener.
Det er ikke fordi jeg har specielt meget forstand på sagerne, men det er nu mest bekvemt med "afmystificerede", indlysende temaer i hverdagen.

En meget stor masse vil trække sig selv sammen og skabe et meget stort "klem" i centrum.
Hvis materialet ikke kan "bære sin egenvægt", kollapser det og vil indtage en form, som fylder (meget) mindre. Først som neutron-klump (massivt atomkernestof) og til sidst som singularitet (meget mindre endnu, når atomkernerne kollapser).

Sorte huller opfatter jeg f.eks. ikke som "huller", men som det, de egentlig "er": en stor, kollapset masse samlet på en meget lille plads.
Ud fra alm. tyngdeteori vil tyngdekraften tæt ved en stor masse være voldsom.

Når tyngdefeltet bliver så kraftigt, at undvigehastigheden overstiger lysets hastighed, kan intet "kastes" ud af feltet, så derfor vil vi ikke kunne observere hverken lys eller anden information derfra. Der er således kun "hul i informationsmuligheden", ikke i rummet som sådan.
(medmindre man betragter den lukkede boble i rumtiden som et hul).

Omkring et sort hul derimod, dér hvor masse udefra tiltrækkes/accellererer/cirkulerer mod den store masse, og hvor undvigehastigheden stadig er mindre end lysets, derfra vil der udsendes en mængde stråling i alle mulige bølgelængder på grund af den tiltagende opvarmning af stoffet. Og denne stråling kan vi se/måle som dokumentation af den store masse. Sorte huller er således ikke "helt" usynlige for omverdenen.

Så alt i alt: væk med mystikken: Et sort hul er "bare" en STOR masse samlet på en lille plads.

Mvh
Jørgen Schou, amatørastronom NAFA Aalborg

Undskyld, jeg glemte lige én ting:

HUSK, de kosmologiske fænomener ér derude som sig selv.
Det er kun vores famlende opfattelser og forvredne forklaringer, som forkludrer det hele. :)

mvh Jørgen Schou

Jo større hullet er, desto mindre er gradienten ved Schwarzschild-grænsen, og hvis det er tilstrækkelig stort, så bliver gradienten også så lille, at folk ikke bliver rykket i småstykker.

Men i følge relativitetsteorien, så vil tiden gå i stå, når man passerer grænsen. Det må jo så betyde, at vi, der står uden for og kigger på Sol og Tanya mens de bliver suget ind, ser at de stopper op og bliver hængende lige ved grænsen, mens Sol og Tanya selv i det øjeblik oplever hele resten af Universets historie i eet hug. Det er da egentlig ret spændende.

Jeg har ligesom Jørgen Schou et afslappet forhold til ting der er ude i rummet som er uden for min rækkevidde, da jeg har en kortere levetid end den der kræves for at nå derhen hvor fænomenet kan iagtages.....og opleves.

Hvad jeg ikke har et afslappet forhold til, er den sproglige detalje, at man kalder en enorm tæt og stor masse i et hul.

Et hul er ingenting der omgivet af masse, men et sort hul er masse der omgivet af ingenting. SWå er den på plads....2+2=5...det kan enhver da forstå :oD

Man kan mistænke at astronomer, fysikere og matematikere har flere af den slags semantiske modsætninger, i deres universer, til brug for at tilsløre deres reelle uvidenhed.

I en anden tråd tæt herpå kom det nemlig til en hidsig diskussion om komplekse tal mellem teknikere og fysikere.....hø hø!

Jeg er overbevist om, at man er revet små stykker længe inden man passerer begivenhedshorizonten og hvis man er stadig er hel, når den passeres, vil opleve mødet på samme måde, som mødet med en betonmur.

Alt i alt, kan det vel ikke være meget værrer end at ryge i "den sorte gryde", hehe.

Hvis man er interesseret i sorte hulller vil jeg foreslå at man læser :
"Exploring Black Holes: Introduction to General Relativity" by Edvin F Taylor and John Archibald Wheeler.
Den giver en udmærket indførelse i relativitetsteorien ved brug af praktiske eksempler ifm sorte huller.
PS: Hvis man vil have det hele ud af bogen kræver det at man kan huske sin ingeniør matematik!

Jeg sidder og funderer over hvad temperaturen i et sort hul på være. På den ene side har det vel gennem sin tid suget en masse energi til sig, som det ikke kan komme af med - så derfor må det være meget varmt. På den anden side kan man forestille sig, at tyngdekraften er så stærk, at den ikke tillader atomerne at bevæge sig - og så må det jo være meget koldt..

Er der nogen, der kender svaret?

Bjarke:

Man kan mistænke at astronomer, fysikere og matematikere har flere af den slags semantiske modsætninger, i deres universer, til brug for at tilsløre deres reelle uvidenhed.

Nå-nå, vi holder skam meget af vores uvidenhed, og har ikke spor imod at vise den frem.

Vores job er, som bekendt, at finde sikker viden - ikke at vide alt.

Det blev engang fremført (Nature artikel, jeg husker ikke lige af hvem, det er ret længe siden) at det univers vi selv befinder os i har en vis lighed med indersiden af et sort hul. Altså et meget stort et. Man kan fx. ikke sende lys vilkårligt lang ud, på grund af expansionen.

Clifford A. Pickover: Black Holes - A Traveler's Guide, Wiley 1996.