Huse fortæller historie

Ny bog om historicisme i København giver et tankevækkende indblik i både byggestil og levevilkår i sidste halvdel af 1800-tallet.

Man kan blive meget nysgerrig af at læse Ida Haugsteds bog "Nye Tider - Historicisme i København". Den giver et farverigt indtryk af Københavns rivende udvikling, efter at voldene blev revet ned i 1857. Man fornemmer tidens vingesus gennem en beskrivelse af 88 bygværker i den indre by og brokvartererne samt på Frederiksberg.

Imidlertid får man kun sparsom viden om husenes skæbne efter indvielsen. Det kan man enten ærgre sig over eller tage som anledning til selv at finde ud af, hvordan bygningerne ser ud i dag. Om de er holdt ordentligt vedlige, og hvordan de med over 100 år på bagen nu passer ind i gadebilledet.

Rigelig pynt

Detalje af porten til Den kongelige Mønt, Holbergsgade 23. Huset var tegnet af Ludvig Fenger i 1873 og blev forhøjet i 1926. Bygningen rummede guld-, sølv- og bronzesmelterier med ovne, valser og presser til at fremstille de blanketter, der siden blev slået til mønt. (Illustration fra bogen efter original på Kunstakademiets Bibliotek).

Botanisk Museum, Gothersgade 130, blev i 1889 udvidet med Botanisk Laboratorium, tegnet af J.D. Herholdt. Billedet viser hans udkast til laboratoriets facade, som bl.a. skulle råde bod på den spartanske udførelse af museet fra 1876. Laboratoriet rummede ikke blot forsøgslokaler, men også et stort auditorium, en botanisk studiesamling og lejligheder til professoren og direktøren for Botanisk Have. (Illustration fra bogen efter original på Kunstakademiets Bibliotek).

Det kongelige Vajsenhus, Nørre Farimagsgade 51, var tegnet af Carl Ferdinand Rasmussen. Det stod færdigt i 1875 med plads til 270 børn op til 17 års alderen. I modsætning til de kommunale skoler, blev drenge og piger undervist hver for sig, men havde fælles legeplads. Det blev fundet forsvarligt, fordi de kom sammen i så tidlig alder, at der opstod en art søskendeforhold. (Illustration fra bogen efter foto fra ca. 1900 på Det kongelige Bibliotek).

Det tekniske Selskabs Skole, Linnésgade 1, stod færdig i 1881, tegnet af Ludvig Fenger. Skolen skulle være for hele landets håndværkere. På alle etager var der brede korridorer med skabe, hvor eleverne kunne studere modeller, materialer, værktøj, beslag og meget andet, som indgik i undervisningen. (Illustration fra bogen efter original på Kunstakademiets Bibliotek).

Mange af historicismens huse blev tegnet af datidens førende arkitekter som for eksempel Vilhelm Dahlerup, Ferdinand Meldahl, Johan Daniel Herholdt, N.S. Nebelong, Christian Hansen og Hans J. Holm. De hentede i vid udstrækning inspiration i udlandet, både fra klassiske bygværker og fra internationale modestrømninger. De blandede gerne stilarterne og var rundhåndet med dekorationer. Netop den rigelige pynt var medvirkende til, at den såkaldte stukarkitektur kom i miskredit, før 1800-tallet var rindet ud.

Først nu bliver de markante huse igen værdsat. De kom for alvor ind i varmen i 2002, da udstillingen "Storbydrømme" blev vist i Rundetårn i forbindelse med festivalen "Golden Days in Copenhagen" om perioden 1870-1890. Udstillingen var arrangeret af mag. art. Ida Haugsted, som nu med støtte fra Fonden Realdania har uddybet emnet i den nye bog.

Krævende tekst

Det er et gedigent værk trykt på kraftigt papir i ret stort format, 25 x 28 cm. Dermed kommer de mange smukke og detaljerige, historiske tegninger og billeder godt til deres ret. Men teksten er mere problematisk. Den er faktisk ret anstrengende at læse. Dels fordi der er anvendt en relativt lille skriftstørrelse, dels fordi spalterne er brede og med kun få afsnit. Dertil kommer, at der er mange ganske lange sætninger, idet teksten for en stor del består af citater fra samtidens publikationer, specielt Trap, Illustreret Tidende og diverse aviser. Det er interessant og stemningsmættet læsning, men en strammere udvælgelse af teksterne havde ikke skadet.

Hvis man tygger sig gennem teksten, får man et godt billede af, hvordan udviklingen kørte på skinner, da København bredte sig uden for voldene, og teknikken for alvor satte sit præg på både det fysiske miljø og livsvilkårene. Folk strømmede til hovedstaden, hvor der opstod et enormt behov for boliger, skoler, kirker, hospitaler, teatre, hoteller, butikker, stationer, badeanlæg osv. – for ikke at glemme de gas-, vand- og elværker, der satte skub i alt fra fabrikker til forlystelsesliv.

Solide huse

Mange af de nye bygninger blev opført ud fra et ønske om at skabe et bedre samfund. Både privatpersoner, virksomheder og det offentlige gjorde en indsats for at fremme sundheden, sørge for uddannelse til alle – inklusive døve, blinde, fattige og kvinder – og skaffe husly og understøttelse til svagtstillede.

Et godt eksempel er Sankt Johannes-stiftelsen i Ryesgade, der blev bygget som fattiggård med opholds-, sove-, spise-, amme- og legestuer, værksteder, sygehus, lighus, vaskeri og et køkken, hvor der dagligt blev lavet mad til 1.200 personer. Opvarmningen foregik med dampovne, og der var vandklosetter med direkte udskylning til kloakkerne. Politiken noterede, at bygningerne på afstand tog sig ud som et herresæde.

Historicismens huse blev i reglen udført i meget høj kvalitet, hvilket også ses af deres holdbarhed. Det er nok værd at tænke over i dag, da København igen står over for store udfordringer med befolkningstilvækst og deraf følgende behov for boliger, skoler etc.

Lette at finde

19 af de omtalte bygninger er revet ned og et enkelt er brændt. Blandt de mistede er Herholdts Nationalbank, Blegdamshospitalet, Industriforeningen, Dagmarteatret ved Rådhuspladsen og Alhambra på Frederiksberg.

Mange af de tilbageblevne er nu fortrolige og værdsatte kendemærker i bybilledet. Som for eksempel Det kongelige Teater, Cirkusbygningen, Kommunehospitalet, Universitetsbiblioteket i Fiolstræde, Zoologisk Museum i Krystalgade, Palmehuset i Botanisk Have, Nyrops gasbeholder til Østre Gasværk, Pantomimeteatret i Tivoli, Kartoffelrækkerne på Østerbro og Diagonissestiftelsen på Peter Bangsvej.

Man kan læse om dem alle i Ida Haugsteds værk, der også er en god hjælp, hvis man vil se husene i virkeligheden. For bogen er klart opdelt i 12 afsnit med hver sin bydel. Og alle huse er afmærket på et oversigtskort, hvor numrene meget praktisk svarer til sidetallet for teksten om det pågældende hus. Bygningernes navne er til gengæld ikke medtaget i indekset, som primært omfatter personer.

Kommentarer (0)