Hubble-billede viser de fjernest synlige galakser

Nyt billede sammensat af 10 års observationer viser universets barndom i det synlige område.

Hubble-rumteleskopet har leveret det hidtil fjerneste billede af universet i det synlige område. Billedet afslører tusindvis af nye galakser flere milliarder lysår borte.

Det nye XDF-billede (eXtreme Deep Field) er lavet ved at sammensætte ti års observationer fra Hubble af det samme lille område af himlen. Kun ved at sammensætte og akkumulere lyset fra de mange observationer har det været muligt at se de ekstremt fjerne objekter. Nogle af objekterne har en lysstyrke svarende til blot en timilliardenedel af, hvad det menneskelige øje kan se.

Billedet er sammensat af 2.000 billeder med en samlet eksponeringstid på to millioner sekunder af Hubbles to kameraer: Advanced Camera for Surveys og Wide Field Camera 3.

Det nye billede er en efterfølger til 'Hubble Ultra Deep Field'-billedet, som blev taget i 2003 og 2004, hvor der blev indsamlet lys over flere timer. XDF-billedet går endnu længere tilbage og viser universet, som det så ud i det synlige område for 13,2 milliarder år siden, eller blot 450 millioner år efter Big bang.

Røde mærker efter galaksesammenstød

Den ledende forsker på Hubble Ultra Deep Field-programmet, Garth Illingworth fra University of California i Santa Cruz, påpeger, at det nye billede lader det menneskelige øje skue endnu længere tilbage til universets dannelse end tidligere.

Billedet afslører en bred vifte af galakser, lige fra spiralgalakser, der ligner Mælkevejen, til tågede rødlige pletter, som er resultat af galaksesammenstød. Nogle af de meget små og svage galakser kan være kimen til nogle af de største galakser, der findes i dag.

XDF-billedet dækker et ganske lille område af himlen i det sydlige stjernebillede den Kemiske ovn. Her er fundet over 5.500 galakser, hvor en del har eksisteret stort set siden universets dannelse. Lyset fra dem har været 13,2 milliarder år undervejs. Hermed ser Hubble tilbage i tiden. Den ældste galakse, der kan ses, er dannet blot 450 millioner år efter Big Bang.

Hubble blev opsendt i 1990 og har været serviceret fem gange af astronauter via de amerikanske rumfærger. Det kommende James Webb-rumteleskop er planlagt til opsendelse i 2018 for at afløse Hubble. Inden Hubbles opsendelse var det fjerneste, man kunne se væk, omkring syv milliarder lysår.

Kommentarer (11)

Hvordan er det dog muligt at galakser kan være dannet allerede 450 millioner efter Big Bang, som jo er den kanoniserede version om universet? Er der mon noget som halter i teorierne?

Big Bang er ikke én teori, den findes i flere versioner. Der findes derfor ikke nogen kanoniseret udgave. Den teori (big bang eller noget andet) som i sidste ende vinder, bliver selvfølgelig den som stemmer bedst med observationerne.

http://en.wikipedia.org/wiki/Galaxy_format...

Mvh. Peter

  • 0
  • 0

Hvordan er det dog muligt at galakser kan være dannet allerede 450 millioner efter Big Bang, som jo er den kanoniserede version om universet? Er der mon noget som halter i teorierne?

Hvorfor skulle der ikke kunne dannes galakser 3-400 mio. år efter BB - det er da ikke i modstrid med teorien om universets dannelse.

I øvrigt så er det ikke kæmpe galakser - en af de ældste eller første om du vil er MACS 1149-JD og dens samlede masse er på kun ca.1% af Mælkevejens.

  • 0
  • 0

Er der mon noget som halter i teorierne?

Der er faktisk en hel del der halter i teorierne.

En af tingene er afstandsbedømmelsen (og dermed alderen).

Tager man udgangspunkt i spektralanalyser af supernovaer og kombinerer dem med de visuelle observationer fra bla. hubble, finde man at afstanden til SN1987A er 42.000 lysår og ikke som antager ~170.000 lysår.

Cassiopeia som vi også kan se visuelt (og dermed vinklen), kan man beregne til ~1.000 - 2.000 lysår, og ikke som angivet ~11.000 lysår.

Det er simpel matematik, men man benytter åbenbart ikke vore nye observationer (hubble m.fl.) til at revurderer vor opfattelse.

Tager man nu disse observationer i agt, medfører det at afstandsberegning vha. rødforskydning højst sandsynligt er forkert, og bør revideres.

Det betyder også at vort estimat til mælkevejens centrum højst sandsynlig er forkert, så mælkevejen er nok meget mindre end vi tror.

Tager vi dette i ed, vil man få et helt andet resultat mht. rotationshastighed, som har været ophav til denne mystiske 'dark matter'.

Antager man at lyset udbreder sig i et medie, eller 'æter' om man vil, sker rødforskydning (også) som følge af afstand, så dermed bortfalder behovet for det ekspanderende univers - og dermed denne mystiske 'dark energy'.

Det er nok værd at huske:
http://en.wikipedia.org/wiki/Occam%27s_razor

Men det ser ud som om 'videnskaben' ønsker den mest kompliserede, og utænkelige, løsning i stedet for det åbenlyse.

  • 0
  • 0

[quote]Er der mon noget som halter i teorierne?

Der er faktisk en hel del der halter i teorierne.

En af tingene er afstandsbedømmelsen (og dermed alderen).

Tager man udgangspunkt i spektralanalyser af supernovaer og kombinerer dem med de visuelle observationer fra bla. hubble, finde man at afstanden til SN1987A er 42.000 lysår og ikke som antager ~170.000 lysår.

Cassiopeia som vi også kan se visuelt (og dermed vinklen), kan man beregne til ~1.000 - 2.000 lysår, og ikke som angivet ~11.000 lysår.

Det er simpel matematik, men man benytter åbenbart ikke vore nye observationer (hubble m.fl.) til at revurderer vor opfattelse.

Tager man nu disse observationer i agt, medfører det at afstandsberegning vha. rødforskydning højst sandsynligt er forkert, og bør revideres.

Det betyder også at vort estimat til mælkevejens centrum højst sandsynlig er forkert, så mælkevejen er nok meget mindre end vi tror.

Tager vi dette i ed, vil man få et helt andet resultat mht. rotationshastighed, som har været ophav til denne mystiske 'dark matter'.

Antager man at lyset udbreder sig i et medie, eller 'æter' om man vil, sker rødforskydning (også) som følge af afstand, så dermed bortfalder behovet for det ekspanderende univers - og dermed denne mystiske 'dark energy'.

Det er nok værd at huske:
http://en.wikipedia.org/wiki/Occam%27s_razor

Men det ser ud som om 'videnskaben' ønsker den mest kompliserede, og utænkelige, løsning i stedet for det åbenlyse.
[/quote]

Det er da helt utroligt at du bliver ved med at påstå at den samlede videnskab ikke kan regne og du alene er den eneste der kender den sande afstand til SN1987a

Hvordan er du kommet frem til den afstand - prøv her i dette forum at vise os hvordan dine beregninger ser ud

Og mens du er i gang så skulle du måske lige svarer på alle de spørgsmål der relatere til dine beregninger

Vi afventer ivrigt svar på de tidligere stillede spørgsmål:

Stig hævder, at progenitors (forgængerstjerner) for supernovaer har en massse på over 1.000.000 og helt op til 5.000.000 solmasser,

  1. Vi savner, at Stig Johansen viser os en konsistent hypotese om supernovaer af forskellige typer med en progenitor på indtil 5 mio. solmasser.

Stig henviser til datalink, som indeholder hastigheden for udkastet SiI (neutral Silicium) og har på det grundlag beregnet med best curve fit, at progenitors masse skal tælles i millioner af solmasser.

Andre har hævdet, at denne masseberegning savner de komplicerede formler for dynamisk friktion (inkl. partikelsammenstød) med tidligere afstødt atmosfære, såvel som indbyrdes sammenstød i det asymmetrisk udkastede og meget turbulente SN-materiale.

Tidligere udstødning af stjerneatmosfærer er målt mange gange, hastigheder er i intervallet {10 - 30} km/s, altså en tusindedel af SN-hastighederne.

Dele af supernovaens brintatmosfære havde en udkasthastighed på 30.000 km/s (tredive tusinde) = 0,1 c. Typiske hastigheder for forskellige dele af SN1987A var i intervallet {10.000 - 30.000} km/s.

  1. Som bekendt er en stjerne i hydrodynamisk balance, i alt væsentligt fordi gravitation og strålingstryk holder hinanden "i skak", så den hverken kollapser eller splittes ad.

Kan vi få en præcis forklaring (inkl. formlerne) på:

2.1. hvorledes en stjerne på (i denne sammenhæng) beskedne 100.000 solmasser overlever strålingstrykket fra kerneprocesserne?

2.2. hvorledes kan stof til en så massiv stjerne overhovedet samles?

  1. Vi savner Stigs påvisning af, hvordan og hvorfor den modificerede, ret ukomplicerede og letforståelige formel for 'Eddington Luminosity Limit' fejler.

Eddingtons formel fortæller os, at på og udover den grænse, hvor strålingstrykket udad overstiger gravitationens træk indad, kan stof ikke "hænge fast" på en stjerne, dvs. materialet kan ikke øge stjernens masse, det trykkes bort fra den.

Formlen for 'Eddingtons luminosity limit' er Newtonsk og lige til at gå til:
http://scienceworld.wolfram.com/physics/Ed...

3.1. Hvor og hvordan fejler den?

  1. Stig har beregnet afstanden til SN1987A til 42.000 lysår.

Alle fagfolk er derimod enige om, at afstanden er ca. 168.000 lysår

For SN1987A har vi nemlig - udover afstandsmålingen til den Store Magellanske sky, hvori den findes - målinger, som viser, at Stigs beregning er en faktor 4 for lav og dermed baseret på fejlagtige præmisser.

4.1. Udkastet materiale fra supernovaen bevæger sig med en hastighed, som vi måler særdeles præcist vha. doppler forskydning af spektrallinjerne.

4.2. Det udkastede materiale fra supernovaen danner en sky, kaldet "Den indre ring", hvis vinkeludstrækning vi måler særdeles præcist.

Sammenholder vi nu 4.1. og 4.2., ved at opsummere den doppler bestemte hastighed over tid og sammenligne den med ringens vinkeludstrækning, finder vi vha. helt elementær trigonometri (eller ved at tegne på et stykke papir), at SN1987 har en afstand på ca. 168.000 lysår, som netop er den omtrentlige afstand til LMC.

Desuden har de to objekter (SN1987A og LMC) samme egen bevægelse, noget som bliver uforklarligt, hvis der er en enorm spredning i afstand 42.000 hhv. 168.000 lysår - vi har de 40 år gamle fotos, som er grundlag for Sanduleaks katalog og SN & LMC har haft præcis samme egen bevægelse siden da.

Lysstyrke aftager som bekendt med 1/R² og i en afstand af kun 42.000 lysår skulle forgængerstjernen med en tilsyneladende lysstyrke på ca. +12 i så fald være så svag som -3,5 absolut, og supernovaen skulle derfor have en absolut lysstyrke på kun ca. -12,7. Det er i den øverste novaklasse, men spektret viser supernova type II, helt forskelligt fra spektralklasse Q.

Stig bedes derfor forklare: Hvorfor er hans afstandsberegning rigtig og de professionelles beregning forkert?

  • 0
  • 0

Jeg synes at der er mange blå galakser, især sammenlignet med Hubble Ultra Deep Field.
Har de været i gang med Photoshop og skruet op for de blå farver, eller er rødforskydningen ikke så stor i den retning de har taget dette billede.
Hvis de galakser skulle være så blå nu, i en afstand af ~13,5milliarder lysår, vil jeg gerne vide hvilken stråling, der kom derfra i tidernes morgen - ikke et sundt klima.

  • 0
  • 0

Stig skriver:

Det er simpel matematik, men man benytter åbenbart ikke vore nye observationer (hubble m.fl.) til at revurderer vor opfattelse.

Har du kilder der understøtter dine påstande? Vil du for alvor påstå at der findes observationer der understøtter dine beregninger og at videnskaben af en eller anden grund skjuler sandheden over for omverden? Hvad er formålet med at lyve om afstande og størrelser i universet? Og hvorfor er der ingen af alle de mange amatørastronomer der hver nat studerer stjernehimlen der ikke har afsløret dem forlængst.

En hver med en god kikkert kan jo ved selvsyn se både stjerner og galakser samt der findes tusindvis af offentlig tilgængelige data fra bl.a. Hubble og med dem i hånden og deres pc selv de regne på afstande mv. - hvorfor er der ikke flere der er kommet frem og fortæller det samme som dig Stig?

Ingen andre har fundet stjerner på 5 eller 10 mio. solmasser og ingen andre har råbt op om at der snydes med afstande i Universet.

Jeg har ved flere lejligheder vist hvordan man udregner afstanden til f.eks. SN1987a og selv om du påstår jeg både er dum og ikke lkan regne så ender mit regnestykke med at give det samme resultat som det videnskaben er kommet frem til.

SN1987a beregning

http://www.outersystem.us/creationism/img/...

•The line from SN1987A to earth (distance) is the base.
•A line from SN1987A to the ring (the radius of the ring) is the height.
•The line from the ring to earth is the hypotenuse.
•The angle between the base and the hypotenuse is half the angular size of the ring
•trig formula: base = radius ÷ tan(angle)

1.radius = 6.23 x 1012 km = 0.658 lysår
2.angle = 0.808 arcseconds = 0.000224 grader
3.distance = 0.658 ly ÷ tan(0.000224)
4.distance = 0.658 ly ÷ 0.00000392
5.distance = 168,000 lysår

Hvorfor er denne beregning forkert? – alle steder kan man læse at videnskaben er kommet frem til den samme afstand – så hvor er fejlen?

Men lad os lige tjekke videnskaben...

Using the definitive reductions of the IUE light curves by Sonneborn et al. (1997) and an extensive set of HST images of SN 1987A we have repeated and improved our original analysis (Panagia et al. 1991) to derive a better determination of the distance to the supernova. In this way we have obtained an absolute size of the ring R(abs) = (6.23 +/- 0.08)e17 cm and an angular size R'' = 808 +/- 17 mas,[b] which give a distance to the supernova d(SN1987A) = 51.4 +/- 1.2 kpc[/b] and a distance modulus (m-M)_SN1987A}} = 18.55 +/- 0.05. Allowing for a displacement of SN 1987A position relative to the LMC center, [b]the distance to the barycenter of the Large Magellanic Cloud is also estimated to be d(LMC)=51.7 +/- 1.3 kpc,[/b] which corresponds to a distance modulus of (m-M)_LMC = 18.56 +/- 0.05.

http://arxiv.org/abs/astro-ph/0309416

Jamen dog det passere jo

Så er det din tur Stig.....

  • 0
  • 0

Den bedste måde at stoppe Stigs vrøvl er åbenbart at stille ham spørgsmål han ikke kan svarer på.

Men mon ikke at han alligevel snart dukker op igen og fortæller os at afstanden til Månen kun er 35 km ;)

  • 0
  • 0

Endekig en artikel hvor man anerkender det er de "indtil nu" synlige gallakser.man iagtager. Det bekræfter da de i det mindste overvejer uendeligheden i rummet .
Big Bang tror jeg stadigvæk er som en JoJo effekt ,lig en Atombombeeffekt en eksposion efterfulgt af en voldsom sammentrækning der igen komprimerer stoffer til en kritisk masse der resulterer i en gentagelse
Pt er vi inde i en massespredning fra en eksposion BigBang der senere efterfølges af den efterfølgende sammentrækning osv..

  • 0
  • 0

Endekig en artikel hvor man anerkender det er de "indtil nu" synlige gallakser.man iagtager. Det bekræfter da de i det mindste overvejer uendeligheden i rummet . ..

Der er intet i den artikel der giver basis for at antage der findes seriøse forskere der regner med at vores univers er uendeligt - du overfortolker det der rent faktisk står for at få dettil at passe med dine ideer.

  • 0
  • 0